Debatforum - Hjemmefødselsordning? - Selvfølgelig skal hjemmefødselsordningen fortsætte




   
Skrevet af
Anette og Stein, Sorø
15. Jan 2008 kl. 15:36
Beretning om en god hjemmefødsel fra en mor til 4 børn

Dette er en beretning fra en mor, som gik fra at være sikker på en sygehusfødsel til at være stærk fortaler for hjemmefødsler. Hjemmefødsler er ikke noget langhåret noget. Det er trykhed fra dag et og helt frem til flere dage efter fødslen. Man kender jordemoderen og hun kender familien og huset. Det er også lethed i forhold til, at man hverken skal transportere sig til konsultation eller fødsel på sygehuset.

Overvejelser om hjemmefødsel
Jeg har født 3 børn på sygehuset i Roskilde. Alle tre fødsler har været ukomplicerede og jeg har på intet tidspunkt overvejet at føde hjemme. Heller ikke selvom især min fødsel nummer to gik meget stærkt. I mellemtiden er jeg flyttet fra Roskildeegnen til Sorø, så da jeg blev gravid med mit 4. barn, vurderede jeg, at en fødsel på Slagelse sygehus var det bedste for mig.

Der gik imidlertid ikke lang tid før mange spurgte mig, hvorfor jeg dog ikke skulle føde hjemme, da hjemmefødselsordningen her i området er rigtig god. Jeg har hele tiden gjort det klart, at mine børn på 3, 5 og 8 år ikke skulle være med ved fødslen. Det skulle kun min mand og en jordemoder. Derfor følte jeg det blev besværligt, hvis børnene skulle ud af huset i stedet for at blive hjemme i vante omgivelser.

Som forberedelse til fødslen har jeg gået til fødselsforberedelse i Kroppens Hus i Sorø. En af gangene kom Cecilie fra hjemmefødselsordningen og fortalte om fødslen. Hun gav mig med sin sympatiske og ligetil facon lyst til at prøve en hjemmefødsel. Da min mand havde mødt Cecilie en uge senere følte han sig også i trykke hænder med en hjemmefødsel. Beslutningen om en hjemmefødsel blev derfor først tager ca. to måneder før termin.

Men mine forældre var skeptiske. ”Hvad nu hvis jordremoderen ikke når frem?” og ”Gør de der hjemmefødselsjordemødre det ikke kun fordi de vil være fri for lægernes indblanding?” var nogle af de skeptiske spørgsmål. Men de havde jo heller ikke mødt Cecilie eller Susanne. Når jeg fortalte dem om ordningen, kunne de godt forstå fordelene.

Selvom jeg kom relativt sent ind i ordningen nåede jeg at møde både Cecilie og Susanne flere gange, så både min mand og jeg følte os meget trykke ved begge jordemødre. De giver sig god tid ved konsultationerne og giver udtryk for et reelt ønske om at lære hele familien at kende. De formår på imponerede vis at lytte til hele familiens behov og handler herefter. Der er tale om empati på højeste niveau.

En drilsk 4. fødsel
Alle har sagt, at jeg er en hurtig føder når først det går i gang. Jeg er gået mindst en uge over tid med alle børnene. Når fødslerne først er gået i gang, har jeg udvidet mig på såkaldt dårlige veer, som har været korte og uregelmæssige. Da jeg var gået 10 dage over tid, følte jeg om aftenen endelig, der var ved at ske noget. Jeg ringede derfor til Susanne for at advare hende om, at jeg godt kunne få brug for hende i løbet af natten. Men nej – intet skete. I hvert tilfælde ikke i forhold til hvad jeg havde håbet og forventet. Cecilie besøgte mig næste morgen, men jeg var på dette tidspunkt ikke gået i fødsel. Det var jeg heller ikke i tvivl om, men jeg var ved at være godt utålmodig. Om eftermiddagen ringede jeg igen. Her fik jeg fat i Susanne. Hun kom to timer senere – det hastede jo ikke, men jeg ville gerne have en fornemmelse af, hvor langt i fødslen jeg var. Resultatet var nedslående. Jeg havde stort set ikke udvidet mig på de 10 timer der var gået siden Cecilie var på besøg.

Susanne og min mand gav mig zoneterapi og der blev hyggesnakket. Da Susanne havde været her i to timer, besluttede vi os for, at hun kunne tage hjem. Så måtte vi ringe, når veerne blev stærkere. Både Susanne og Cecilie bor så tæt på, så vi turde gøre det. Men knapt nok havde vi sagt farvel før veerne blev meget kraftige. Susanne var her i løbet af 15 minutter. Og i løbet af 1½ time havde jeg født endnu en smuk lille pige.

En halv time efter fødslen kunne man ikke se, at der lige havde foregået en fødsel på en madras i stuen. Det eneste bevis var en lille nyfødt baby. Susanne var der 2 timer efter fødslen. Vi talte i telefon sammen dagen efter og hun besøgte os 4 dage efter. Cecilie ville også gerne sige farvel til familien, så hun kom og tog hælprøve 6 dage efter fødslen.

Med dette drilske forløb, var både min mand og jeg glade for hjemmefødselsordningen. Ellers havde vi været på Slagelse sygehus 3 gange. Så sjovt er det ikke at køre frem og tilbage med veer.

Og hvordan gik det så med at få børnene ud af huset? Det gik fint! Mine forældre kørte 5 kvarter frem og tilbage for at hente efter skole og børnehave. Og så var der dømt hyggelig weekend hos Mormor og Morfar. De var meget stolte over at kunne vise deres lille nye lillesøster frem for hele familien om søndagen.

Selvfølgelig skal hjemmefødselsordningen som den er i dag fortsætte
Det er imponerende, at man kan få så god en service rettet mod den enkelte familie samtidig med, at det er billigere end at føde på hospitalet. Efter en rigtig god oplevelse, hvor min mand efter eget ønske deltog mere aktivt end i de andre fødsler, opfordrer vi begge nu alle kommende forældre vi møder til at prøve hjemmefødselsordningen i Region Sjælland. For Os har det været bedre end muligheden for at ligge på hotellet på Roskilde sygehus, som jeg har prøvet to gange. Vi gør gerne hver især en indsats for at bevare hjemmefødselsordningen, som den er i dag. Alle som har lyst til at føde hjemme skal have muligheden for det, på samme måde som vi selv har oplevet det. Og jeg tror ikke der bliver færre, når man tænker på, at politikerne i Region Sjælland vil lukke fødeafdelingen på Slagelse sygehus.

Tak til Cecilie og Susanne

Kærlig hilsen

Anette og Stein Stabel Moss samt Freja




   

Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional