Beretninger - Jeg gjorde det første gang, og jeg gør det igen…

Af Sarah Lundsberg, Slagelse

Plukveerne startede 3 uger før tid, og jeg var sikker på, vores søn ville blive født inden jul. Terminen var den 28. december, og det var i hvert fald helt sikkert, at han ville blive en årgang 04 og ikke en 05.

Jeg skulle blive klogere!

En uges tid ind i det nye år, vågnede jeg kl. 8 frisk og klar til en ny vinterdag. Det skulle dog hurtigt vise sig, at denne dag ikke ville blive som nogen andre. Det her var ikke en plukve, og det var den næste absolut heller ikke. Jeg gik i bad, og råbte efter min mand, når han skulle tage tid. Jeg råbte meget! Der var nemlig kun 2-3 min. mellem veerne.

Jeg ringede til vores jordemoder (vi var så heldige at bo i Vestsjællands Amt, så vi havde vores to helt egne, som vi kendte godt…) Hun satte min mand i gang med at fylde fødekaret op, og kom så trillende et par timer efter med en studerende, vi også kendte. Der var jeg godt i gang med at føde, så det var dejligt at se hende. Især da hun sagde, at jeg allerede havde åbnet mig 3-4 cm.

Sådan gik det stille og roligt fremad. Jeg sad lidt i sofaen i stuen, lidt i karet, lidt i soveværelset og lidt på toilettet. Der var trygt og rart i huset, folk var rolige og stille fluer på væggen, og var klar med en hjælpende hånd, hvis jeg fik brug for det. Perfekt. Dette var min fødsel, og jeg kunne!

Jeg mærkede hvor meget trygheden og roen i hjemmet betød. Jeg mærkede, hvor meget det betød, at jeg havde set frem til fødslen med spænding og ikke med gru. At jeg troede på mig selv og på naturen. Jeg havde ikke forberedt mig på, hvordan det ville være. Hvor ondt, det ville gøre! Men jeg havde forberedt mig på, hvordan jeg ville reagere. Og det lykkedes mig at bevare min indre ro. Takket være omgivelserne.

Jeg nåede at tænke: "Hold da op! Skal jeg gøre det her igen? Vi skal jo have flere børn!" Men jeg nåede ikke at tænke: "Fan'me nej, om vi skal have flere børn." Heldigvis for det. Jeg nåede også at spørge mig selv, om jeg ville ønske, jeg kunne have fået smertelindrende medicin. Svaret kom midt i en ve på sit højeste: "Nej, jeg vil kunne følge med!" Jeg fik taget toppen af veerne med akupunktur, og det passede mig fint.

Endelig kom presseveerne. Hold da op! Var det virkelig mig? Nej, det var ikke. Nu havde naturen taget over, og jeg kunne bare følge med. "Pust ligesom mig," sagde jordemoderen, og jeg gjorde som hun sagde. Jeg vidste, at hun vidste hvad hun snakkede om. Hun var nemlig min jordemor! Jeg lå i karet og pustede, til jeg var grøn i hovedet. Jeg mærkede det lille behårede hoved, der fyldte hele mit underliv, komme tættere og tættere på udgangen. Langsomt, men roligt og upåvirket.

Så fik jeg lov at presse. Nej, hvor det gik! Det var noget jeg kunne. Men hvor var det hoved stort! Ud kom det dog lige pludseligt, og jeg fløj op af karret. Heldigvis var jordemoderen klar, og fik holdt mig nede. Nu sad der et hoved fast mellem mine ben! I næste ve kom den tilhørende krop med, og jordemoderen skubbede det lille nye menneske frem til os. Jeg tog det op af vandet og ind til mig. Hvor var det vildt. Det var kommet ud af mig! Her i stuen! For første gang i mit liv holdt jeg en baby i min favn, og det føltes som om jeg havde gjort det tusind gange før.

Nå, men jeg havde jo lige fra dag 1 været sikker på, at det blev en lille fyr. Vi måtte dog hellere checke, om udstyret var der. Men hov, der manglede noget! Denne lille fyr var født uden nogen! Det var en pige!! Ikke bare skulle hun nok selv bestemme, hvornår hun ville fødes, hun skulle i hvert fald også nok selv bestemme hvad køn hun ville være. Sådan. Min tøs!

Vi sad i vandet lidt, og det blev tid til, at farmand skulle klippe navlestrengen over. Nu var det slut med automatisk optankning! Efter dåden kom tøsen op at sidde hos far i lænestolen, hud mod hud under dynen. Imens måtte jeg pænt blive i karret og føde resterne.

Endelig var jeg færdig. Jeg kom op i sofaen og fik min baby igen, så hun kunne spise lidt. Jordemoderen checkede om min stakkels jomfruelighed havde lidt skade. Det havde den desværre. Den "lille" tøs på godt fire kg, skulle åbenbart bruge lidt mere plads, end der var. Da det var gået lidt udover musklen, måtte jeg desværre på sygehuset og sys sammen, men det var overraskende, uendelig ligegyldigt. Fødslen var gået godt, vores datter var sund og rask, og jordemodereleven kunne blive hjemme sammen med farmand og baby, mens jordemoderen og jeg kørte af sted.

Så fik jeg oplevet, hvordan det ville have været på sygehuset. Da vi kom ind på fødegangen, blev vi mødt af nervøse ventende familiemedlemmer og stønnende kvinder, der absolut ikke havde det godt. Vi gik ind på en fødestue, som lignede mere et torturkammer, end et sted hvor man i ro og mag kunne føde sit barn. Hvad skulle alle de apparater til for? Jeg blev hurtigt klar over, at havde jeg forsøgt at føde der, havde det endt med kejsersnit. Jeg havde simpelthen ikke kunnet gøre det. Jeg var virkelig rystet! Mens vi var der, var der ironisk nok en stakkel, der blev kørt ned for at få lavet akut kejsersnit. Stakkels nervøse far, stakkels bekymrede mor og stakkels lille barn.

Da vi kom hjem igen, havde den studerende ryddet op, og farmand sad i lænestolen med hans sovende datter. De havde rigtig nydt at være sammen alene. Der var tændt stearinlys og vores dæmpede fødselsmusik spillede stadig i baggrunden. Vi spiste banankage, drak te og jordemoderen undersøgte vores datter.

Det var efterhånden blevet tæt på midnat, og vores fantastiske fødselshjælpere gjorde klar til at køre af sted. Da vi hørte jordemoderbilen trille ud af indkørslen, gik det op for os, at vi var alene med vores fem timer gamle datter. Men i stedet for panik, bredte der sig en følelse af lykke og fred. Hvor var hun sød. Nu skulle vi bare rigtig hygge os og lære hinanden at kende. Perfekt.



Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional