Beretninger - Hjemmefødsel igen-igen

Af Karen Karlebjerg

Jeg er lesbisk mor til snart 4 børn. Jeg har oplevet 3 fødsler - 2 fra sidelinjen, og 1 hvor jeg selv fødte. Den sidste fødsel var en hjemmefødsel. Her er historien om, hvorfor vi igen vælger hjemmefødsel.

Så ligger den trygt i min mave, den lille spire. Og det skulle den gerne blive ved med, til starten af det nye år. Planerne for hans eller hendes fødsel er allerede ved at blive lagt - vi føder hjemme. Igen.
Vores ældste søn blev født på et sygehus. Det nærmeste med specialafdeling- vi var førstegangsforældre, og stillede hverken spørgsmål eller gjorde indsigelser da lægen udfyldte linjen på vandrejournalen. Derhjemme diskuterede vi sagen lidt - om det var det rigtige, eller om man måske hellere skulle føde hjemme. Men skræk-fødselsberetninger fra familien gjorde deres, og tanken om at skulle åbne døren for den fortravlede jordemoder fra jordemodercentret i nærheden var heller ikke opmuntrende.
Fødslen blev ikke den dejlige oplevelse, vi havde håbet på. Mange indgreb, skift i personalet, en jordemoder, hvor kemien ikke fungerede, og en tydelig fornemmelse af, at det muligvis var det vigtigste, der skete i VORES liv - men for alle andre var det bare A Day In The Life. 2 personer i en fødestue - en fødende og en tilskuer - begge med en stor ensomhedsfølelse indeni. Og en angst. Og bagefter en følelse af, at det var mere held end forstand, at vi havde et sundt og rask drengebarn med os, da vi dagen efter tog hjem - for selv at bakse med alle de små og store problemer, som skiftet fra at være 2 voksne til at være forældre for et lille forsvarsløst væsen indebar.
Det var vintertorden, den første nat vi var hjemme - vi flygtede fra 1. salen ned i stuen, mens lynene blinkede, og følelsen af ansvar næsten tog vejret fra os.

Andet barn. En glæde over, at vi igen skulle være forældre - at vi skulle begive os ud på den mest fantastiske rejse gennem en graviditet, og at vi igen skulle stå med et lille, vidunderligt spædbarn i armene. Men mellem graviditet og baby - tomrum. Fødslen. 24 timer hos Gestapo. Det er der jo mange, som har overlevet, med munden lukket med syv segl for at beskytte deres kære. Så kunne jeg vel også gøre det for den lille spirrevip, som voksede i mig.
Jeg valgte at åbne mig - fortælle om min frygt til én, som vidste meget om det. Til Nina Stork, som havde hjulpet mig med at blive gravid.
"Hvorfor føder I ikke hjemme?" svarede hun. "Nede hos jer har de endda en genial hjemmefødselsordning. I får lige et telefonnummer."
Jeg var stadig skeptisk, da jeg ringede til Anne. Jeg bestilte ikke en hjemmefødsel - men en samtale, hvor vi kunne afklare, om det var noget for os.
Hun kom - og sejrede med hendes integritet og ro. Jeg havde min lange liste med "hvad nu hvis - " spørgsmål - men det, der foregik ubevidst under samtalen var lige så vigtigt som svarene. Hun lyttede til os. Hun afviste ikke vores bekymringer som uvæsentlige. Hun blev ikke sur eller irriteret over spørgsmål. Og hun opfattede også Nanna som en del af det hele - ikke bare som en statist i et hjørne.
Under samtalen blev jeg mere og mere sikker på, at Anne var lige nøjagtigt den person, jeg havde lyst til skulle modtage mit barn. Hende kunne man stole på. Så vi besluttede os for hjemmefødsel.

Det eneste minus ved den beslutning, jeg kan komme i tanker om, var omgivelsernes blandede reaktioner, som til tider kunne være hårde at stå model til. Men jeg fik uventet opbakning fra min svigermor, som havde født sit eneste barn ved planlagt kejsersnit, og som en aften betroede mig 1) at hun bestemt ikke kunne se noget forkert ved hjemmefødsler - sådan gjorde man jo næsten altid førhen og 2) at hun egentlig var lidt skuffet over at blive snydt for sin egen fødsel - udelukkende med den begrundelse at en førstegangsfødende på næsten fyrre sikkert ikke kunne føde sit barn selv. Hvor vidste eksperterne egentlig dét fra?

Beslutningen gav mig ro i sindet til at jeg begyndte at studere, hvad en fødsel egentlig var, og hvad man selv kunne gøre for at slippe så godt igennem de forskellige faser som muligt. Jeg meldte mig til fødselsforberedelse i aftenskolen - med nogen møje, for de fleste hold, jeg fandt, blev nedlagt på grund af for ringe tilslutning (!) Men jeg fandt endelig ét, med en lærer, som selv havde født hjemme, og som var ammerådgiver. Med hendes vejledning følte jeg mig godt rustet til at kaste mig ud i amningens mysterium - for jeg mindedes alt for godt min kones kamp for at få amningen til at lykkes. Fødslen begyndte at blive noget, jeg glædede mig til, og ikke bare en sort sky i horisonten.

Men fødslen gik ikke som planlagt. Vandet gik, ikke noget dramatisk, kun et plop, som blev efterfulgt af meget lidt fostervand. Der kom ingen veer, og jeg tilkaldte Anne, som undersøgte mig. Hun kunne mærke en underlig fold i fosterhinden, og ville gerne have mig undersøgt for, om det evt. kunne være et blodkar, som lå på tværs. I så fald var det bedst at føde på sygehuset. Vi tog derind, jeg blev scannet, og det viste sig, at babyen var tørlagt inde i min mave. En læge ville sætte fødslen i gang med det samme, jeg tudede og satte mig på bagbenene - ingen skulle gøre noget som helst ved MIG, før jeg havde snakket med Anne. Hun blev sat ind i situationen, og så gik hun og hendes elev, der også hed Anne, i gang med en diplomatisk mission - en sygehusfødsel, men på mine præmisser. Jeg fik en stikpille, og fik lov til at tage hjem om natten, for at se, om det ikke kunne sætte skub i tingene. Jeg fik lidt uregelmæssige veer, men sov som en sten hele natten. Om morgenen gik jeg en lang tur i vores hestefold, og skældte babyen ud, fordi den gemte sig inde i maven, i stedet for at komme ud til foråret og alle herlighederne udenfor. Intet hjalp. Klokken 9 kørte vi til sygehuset. Jeg fik valget mellem endnu en stikpille, eller et drop. Men nu var jeg træt af at vente, så jeg valgte droppet - under forudsætning af, at jeg fik lov til at vælge fødestilling selv (jeg ville ikke ligge på ryggen som en strandet skildpadde). Og Anne havde lovet at komme ind og være med, jeg skulle bare være 3 cm åben.
Lange spadsereture ad hospitalets gange. En tur ned i forhallen, og ud i solen mens Nanna og jeg snakkede os igennem veerne. Hver halve time tilbage til fødestuen, hvor jordemoderen, Anne-Julie kontrollerede hjertelyden, og justerede droppet.
Efter frokost gik det pludselig stærkt, Anne-Julie opdagede, at jeg var ikke 3 men 6 cm åben. Hun justerede droppet helt i bund, for nu var mine egne veer stærke og gode nok til at klare det, der skulle til. Nanna masserede min lænd, mens jeg skældte ud gennem veerne. Jeg fik lattergas, og insisterede på at ligge på ryggen og klemme ballerne sammen - for jeg VILLE ikke føde, før Anne kom. Og hun nåede det, sammen med eleven, Anne, så Asbjørn blev modtaget af 3 Anner - finere kan det vel næsten ikke blive! Og jeg, der havde skældt og smældt og sparket for en time siden - da jeg fik det lille menneske på maven, smeltede alt indeni mig.
Vi forlod sygehuset 3-4 timer efter fødslen, hjem til os selv, og til en luksus, som ingen af os havde tænkt så meget over - nemlig barselsbesøg fra jordemødrene. Hjælp til at få amningen i gang. En efterfødselssamtale nogle uger efter fødslen, hvor vi fik snakket alt igennem igen.

Jeg har aldrig helt kunnet slippe min fødsel igen. Det er vel som de, der har besteget Mount Everest, stået på ski til Nordpolen… måneders planlægning, den hårde kamp for at nå målet, og pludselig så er man dér, hvor man gerne vil være. Men det er andet og mere end en manddomsprøve - der er hele tiden det lillebitte menneske, som er den egentlige hovedperson. Uanset hvad man finder på af gymnastiske øvelser til lands og vands i graviditeten, så kan man ikke træne til en fødsel - man går ind i et helt nyt land, og man har brug for en guide. Og en del af os har brug for en guide, vi kender i forvejen. Tilliden skal være i orden.

Tredje barn. Nu var det Nanna igen - og igen satsede vi på en hjemmefødsel. Denne gang var Susanne kommet til, ny jordemoder i ordningen. Med mange flere ord end Anne, et helt andet menneske. Hun kom fra et sygehusjob, med et ønske om at kunne fordybe sig, og at lære de fødende ordentligt at kende. De kom på skift hos os under graviditeten. En af de sidste gange, spurgte jeg hende, om hun oplevede, at hun fik sine ønsker indfriet. Lyset i hendes øjne var svar nok.
Det blev en graviditet, hvor vi snakkede meget, og forberedte os mentalt - blandt andet med et parforløb i Rebirthing/bevidst fødsel.
Når jeg tænkte på vores første fødsel, følte jeg mig i den grad som en fødselshjælper til dumpekarakter. Hvorfor havde jeg ikke spurgt, udfordret, krævet noget mere for Nanna? Hvorfor lod jeg mig pakke ind i en dyne af business-as-usual og vi-ved-bedst? Hvad var jeg bange for?
Vi fik snakket om forventninger - og billedet af Den Gode Fødsel fik en plads i vores hoveder, og kom til at fylde mere og mere. Nanna svævede af sted på en ve under vores nyudsprungne kirsebærtræer. Det kom ikke helt til at svare til virkeligheden - men denne gang var vi nu tættere på end nogen sinde.

Vi havde tændt bål i haven ved middagstid, og brændte visne grene, gamle juletræer og resterne af et skur, som vi rev ned sidste år. Nanna gik rundt med en fraværende mine - dukkede pludselig op med en snobrødsdej, og så sad vi og lavede svedne snobrød sammen med Valdemar og Asbjørn. Da vi spiste aftensmad var hun rastløs og ikke sulten - og jeg foreslog, at jeg kørte drengene over til Morfar, så hun - om ikke andet kunne få en god nats søvn. I mit stille sind tænkte jeg, at det nok ikke ville blive søvn, vi fik mest af den nat.

Da jeg kom tilbage, havde Nanna ringet til Randi, som skulle hjælpe os med det praktiske. Men hun syntes stadig ikke, at det var "noget særligt". Randi var fyr og flamme, smed hvad hun havde i hænderne, og kørte hjemmefra - hun skulle ikke gå glip af noget.

Vi luftede hund. Nanna stoppede mange gange undervejs for at "få vejret" - men insisterede på, at det "bare" var plukkeveer. Jeg mente dog, at det var bedst at advisere jordemoderen, og begynde at fylde fødekarret.

Susanne blev glad for at få besked - vi skulle se tiden an, og ringe, når der var 3 minutter mellem veerne.

Vi baksede med fødekarret. Det tager tid at fylde sådan ét, med en 30 liters vandvarmer, 2 suppegryder og et kogekar til rådighed. Nanna satte musik på, og begyndte at danse samba. Hun mente stadig ikke, at det var noget særligt. Men hun pustede ind imellem, og Randi og jeg lyttede og tog tid, og blev så enige om, at det var NU, at jordemoderen skulle have besked.

Jeg ringede til Susanne, og hun kørte hjemmefra med det samme. Så kom Nanna ind til mig, og lænede sig op ad mig med armene om min hals. Efter sigende en behagelig stilling for den fødende - men knap så behagelig for partneren. Randi fyldte varmedunke til hendes lænd.
Jeg ved ikke, hvor længe vi stod der - men da jeg på et tidspunkt sagde til Nanna, at jeg gerne ville vide, hvad hun ellers kunne tænke sig, for nu kunne jeg snart ikke stå med hende mere, var svaret et urkvinde NEJ! - der var kun én ting at gøre, nemlig at adlyde. Så vi blev stående.

Susanne kom ind ad døren, og undersøgte Nanna - og hendes øjne voksede til dobbelt størrelse, da hun konstaterede, at på nær en lille hudfold, var Nanna helt åben. Nanna krøllede sig sammen hen over en sofapude, og meddelte os, at nu gad hun ikke mere. Vi kunne godt gå, alle sammen. Nej, måske ikke varmedunken. Men resten af os. Susanne sagde, at det var overgangsfasen, og at Nanna bare skulle tage det roligt, indtil der kom pressetrang.

Nanna knælede foran sofaen og pressede, jeg sad på en skammel bagved, og støttede hende. I en lille sø af fostervand. Susanne viste mig, hvordan jeg skulle holde hænderne, for at hjælpe hende bedst muligt. Og pludselig - et glimt af et lille hoved. Gisp, Nanna. Ikke tale om. Han skal ud - NU! Og det kom han - jeg husker, hvor glat han var, det lille væsen. 4 kg Folke. Fin og lyserød fra starten - helt ulig hans storebror, hvis ansigt var gråt, da jeg så det første gang. Op på Nannas mave - men Folke skreg ikke igennem, og han hvæsede, når han trak vejret. Susanne var bekymret. Vi navlede ham af, og hun prøvede at bade ham i fødekarret, men det hjalp ikke.

Han og Nanna skulle en tur på sygehuset. Foruden vejrtrækningen var Nanna bristet for meget til, at hun kunne sys uden bedøvelse.

Jeg fik travlt - heldigvis, for det afledte mig fra angsten. Jeg fór rundt og pakkede taske til dem begge, mens vi ventede på ambulancen. Lukkede hunden over i stalden - vi havde glemt alt om hans tilstedeværelse, så han fulgte fødslen fra en krog i stuen. Gelejdede Falck-folk og båre ind i stuen. Nanna og Folke blev kørt ud, og ind i ambulancen - Anne dukkede op, og hun og Susanne aftalte, at hun skulle følge med på sygehuset. Jeg fik lov til at sidde med i ambulancen, foran. Randi lukkede huset for os, og fulgte efter i sin bil.

"Var det ikke sjovt"? Spurgte Nanna bagefter. Det ville jeg nu ikke lige kalde det. Speedometernålen sitrede mellem 130 og 140, træerne langs vejen blev lyst op af de blå blink. Jeg kiggede gennem den lille rude til rummet bagi - læste Annes ansigt. Hun smilede - pyha. Snakkede lidt med Nanna. Aede Folke. Lagde iltslangen til hans lille næse. En skærende kontrast mellem den tilsyneladende ro i den lille boble, der omsluttede de 3, og følelsen af overhængende fare, som blå blink og udrykningshorn signalerer.

Men på forbløffende kort tid (halvt så lang tid, som det tager at køre den samme strækning normalt) nåede vi sygehuset - og dér blev vi mødt af ingen andre end Anne-Julie! Jeg tror bare, at jeg lignede en fisk, der var blæst op på en mole, så overrasket var jeg.
Alt var klar - en læge undersøgte Folke, lyttede på ham og tog blodprøver, mens Anne-Julie gik i gang med Nanna og sytråden. Lægen kunne ikke umiddelbart finde noget på ham, og han fik lov til at komme over til Nanna, og sutte. Mens han spiste sit første måltid hørte hun en lyd, som om han sank en stor klump af ét eller andet, og så gik det bedre med vejrtrækningen. Han blev vejet og målt - og blodprøverne viste, at hans blod ikke var helt så godt iltet, som det skulle være. Lægen ville gerne have ham en tur på Neonatal. De skulle måle puls i både arme og ben - for at sikre, at han ikke havde en hjertefejl. Som fostre har vi alle et hul i hjertet, som helst skal lukke sig i forbindelse med fødslen - men det er ikke altid, at det går efter bogen, og det var dét lægen havde mistanke om.

Så vi stod med vores lille, dejlige unge - skiftet var totalt - fra fødslen hjemme på sofaen, og til en hi-tech varmekasse på sygehuset, med babyen forbundet til apparatur med ledninger og slanger. Heldigvis kunne de hurtigt se, at alt nu var som det skulle være. Vi spurgte, hvad de troede, der havde været i vejen. De mente, at det mest sandsynlige var, at han havde slugt lidt fostervand ved fødslen, og det havde drillet ham, da han skulle i gang med at bruge lungerne. Men vi skulle ikke være bange - og nu kunne Nanna selv bestemme, om hun ville hjem med det samme, eller blive lidt på sygehuset. Hun sagde ærligt, at hun egentlig trængte til et hvil, så hun gik med Folke hen til stuen på patienthotellet, mens Randi, Anne og jeg kørte hjemad.

Der ventede mig en dejlig overraskelse. Jeg havde ventet at skulle i gang med at vaske gulv og ordne hele huset ovenpå nattens begivenheder - men Susanne og Randi - de søde, søde mennesker - havde ordnet langt det meste, det eneste der manglede var at tømme vandet ud af fødekarret. Det hjalp Randi mig med, inden hun kørte - med en formaning til mig om at få et hvil, inden jeg tog af sted på sygehuset.

Jeg hentede Nanna sidst på formiddagen, og på hjemvejen kørte vi forbi Morfar, så vores 2 store drenge kunne hilse på deres lillebror. Vi pakkede storebror-gaver ud, og så tog vi voksne og Folke hjem - vi ville gerne hvile ordentligt ud, inden Valdemar og Asbjørn kom hjem.

Næste dag blev moderkagen og fosterhinderne ved en højtidelig ceremoni begravet under det store kastanietræ. De havde været Folkes "hjem" i ni måneder - nu havde han ikke brug for dem mere. Valdemar og Asbjørn fik lov til at se "livets træ", og de dækkede den omhyggeligt med jord.

Og nu forbereder vi så endnu en hjemmefødsel. Denne gang uden fødekar - jeg vil have nærværende fødselshjælpere, og de skal ikke have travlt med at fylde et kar med vand!

Valdemar og Asbjørn beder om at være med denne gang. Jeg er i tænkeboks - på baggrund af det, der skete med Folke, var jeg på forhånd ikke så vild med tanken, men på den anden side - vi planlægger ikke flere børn, så hvis de skal have chancen for at se en fødsel er det jo nu!

Men om selve hjemmefødslen er jeg ikke i tvivl. Vores oplevelser har lært mig, hvor meget det betyder for mig, at jeg kender og har tillid til min jordemoder. At der er et team, som fungerer godt sammen, og som kan støtte processen. Mennesker, som ikke nødvendigvis behøver at sige alt, men som fornemmer, hvad der er brug for.
Mange siger, at kæresten/manden godt nok er med til fødslen - men det er moderen der føder barnet. Men fødslen er også en utroligt vigtig begivenhed for den anden i parforholdet - og en hjemmefødsel er en unik mulighed for at være aktiv medspiller, og ikke bare statist. Susanne var som en god lærer under Folkes fødsel - hun gav et godt råd, når der var behov for det, men i de perioder, hvor Randi og jeg bare støttede, holdt og byttede varmedunke, lod hun os klare det selv. Derfor er Folkes fødsel en fælles oplevelse - og det er den bedste start, en ny familie kan få.



Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional