Beretninger - Min datters hurtige hjemmefødsel -næsten uden jordemoder!

Af Anonym

Forberedende Veer
Jeg får de første veer tirsdag aften. De kommer og går og er i perioder regelmæssige i op til 6 timer af gangen. De bliver ved sådan hele ugen - at gå igang og så stoppe igen uden at blive til mere. Og det er altså ikke plukkeveer - men rigtige veer der kan mærkes om i ryggen og ned i lårene. De er dog heldigvis ikke så lange og gør ikke så ondt. Men snydt bliver jeg mange gange i det første døgns tid - hvorefter jeg vænner mig til tanken om at den slags kan fortsætte i op til flere uger før man føder, når man er andengangsfødende.
Fredag morgen tager veerne fat. Min søn kommer som sædvanlig ind for sin morgenamning og da han først begynder at sutte så kommer der nogle ret smertefulde veer - og mange i træk, hvor de før har været længere imellem.Jeg rejser mig fra sengen og bliver tvunget i knæ af en pludselig og meget voldsom ve. Jeg jamrer mig igennem og kæresten er ligeså overrasket som jeg. "Er det nu?" spørger han. Men det kan jeg ikke så godt svare på, for de sidste tre dage i træk har jeg haft regelmæssige veer i morgentimerne, men hver dag er de alligevel gået i sig selv igen efter morgenmaden og ud på formiddagen.
Altså går vi ud for at spise morgenmad. Veerne fortsætter. De tager godt ved og kommer med ca 5-8 minutter imellem men er stadig for korte til, at jeg regner dem for noget. Da vi har spist bliver der igen længere og længere imellem, og jeg tænker at det så alligevel ikke var noget..
Jeg vil ud at gå en lang tur for at få gang i veerne. Jeg er godt træt af, at jeg ikke kan regne med noget som helst og er forvirret men tænker at en god gåtur vil kunne sætte skub i sagerne - om ikke andet, så vil det få tiden til at gå og tankerne over på noget andet. Jeg foreslår at vi går en tur up til en byggeplads et par kilometer væk. De graver med store maskiner, og jeg er sikker på, at vores søn vil sætte stor pris på sådan en tur. Kæresten holder på, at vi skal tage cyklerne. Han vil nødig risikere, at mine veer pludselig skulle tage til, så jeg ikke kan gå hjem igen, så vi sætter vores søn bag på kærestens cykel og kører. På turen får jeg kun en enkelt ve, der er værd at regne, men jeg har alligevel en fornemmelse af, at noget er ved at ske. Vel fremme ved byggepladsen sætter vi os i græsset på sikker afstand og kigger på maskiner. Efter en halv times tid står vi på cyklerne og kører hjemad igen. Siden vi tog hjemmefra har jeg kun haft nogle få middelstærke veer.. ikke noget at regne. På turen hjem må jeg stoppe en enkelt gang med en slem ve.

Vel hjemme spiser vi frokost -stadig med meget spredte veer helt uden mønster i hverken hyppighed eller styrke. Kæresten lægger vores søn ud at sove middagslur i sin klapvogn.

Jeg går i gang med at vaske gulvet i gangen, hvor fødekarret skal stå. Pludselig virker det meget vigtigt, at gulvet er helt rent. Jeg skrubber løs og læner mig op ad moppen, når der kommer en ve. Jeg mener dog stadig ikke, jeg kan tage veerne alvorligt. Dels fordi jeg stadig regner med, at de kan gå i sig selv igen når som helst, og dels fordi min første fødsel strakte sig over 50 timer med veer, så jeg er sikker på, at jeg har masser af tid. Muligvis hele weekenden mener jeg. Desuden stopper veerne nærmest, hver gang jeg sætter mig ned og slapper af, og jeg mener at have læst, at rigtige veer ikke går væk, når man skifter stilling, og at falske veer typisk bliver provokeret af bevægelse. Så jeg regner med at mine må være falske. Jeg bestemmer mig for at ringe til fødegangen for at få noget input udefra. Klokken er omkring 15.00. Jordemoderen, jeg taler med, tager ikke mine spredte veer særlig alvorligt, selvom jeg fortæller, at de indimellem er voldsomme i styrke. Hun synes, jeg skal se tiden an, og siger, at jeg ikke er i fødsel endnu. Når man er i fødsel, har man regelmæssige veer, siger hun. "Fint" tænker jeg, men er dog så småt begyndt at mistænke, at jeg måske er ved at gå rigtigt i fødsel.
Jeg sætter mig op til computeren og skriver et par mails. Mens jeg sidder og slapper af, kommer der næsten ingen veer - og dem, der kommer, er svage i styrke og langt imellem.
Jeg sætter mig derefter ned i stuen sammen med kæresten og han spørger igen, om jeg har veer. "Det ved jeg ikke" svarer jeg, "der er jo ikke system i noget som helst". Men jeg beder ham om at tage tid på dem bare for god ordens skyld. Og så er der pludselig alligevel lidt system i det. Der er 4-6 minutter imellem. På et tidspunkt kommer der en ve, og jeg jamrer mig igennem - og fornemmer at den alligevel ikke er så kort endda. Kæresten kan oplyse at den har varet 2 minutter.
Vi begynder nu at planlægge, at få vores søn ud af huset. Han skal passes af min kærestes faster, der dog først er hjemme lidt senere. Først omkring 17.40 er min kæreste klar til at køre. Han lover, at fylde fødekarret op når han kommer hjem, og jeg spørger, om jeg mon skal ringe efter jordemoderen nu eller senere. Kæresten mener, jeg hellere må ringe med det samme, for som han siger: "Du har da ret mange veer nu". Og jo, veerne er begyndt at komme meget tæt, og de gør ondt. Jeg når knap nok at slappe af imellem dem nu - det føles næsten ikke, som om der er pauser - mere som om jeg har een lang ve, der varierer i styrke mellem svag og stærk..
Inden kæresten kører spørger han mig om jeg klarer mig alene.. "Det bliver jeg nødt til" svarer jeg og forsikrer ham om, at han godt kan tage afsted...

Rigtige veer og alene hjemme
Kæresten kører og veerne kommer i et væk. De er voldsomme nu, og efter yderligere 5-10 minutter forstår jeg, at kæresten ikke kommer til at kunne nå at fylde det fødekar, når han kommer hjem. Jeg kan ikke være nogen steder. Jeg overvejer at stille mig ind i bruseren men er bange for at falde, og det eneste jeg har lyst til er at sidde i et varmt bassin. Jeg indser, at jeg selv bliver nødt til at fylde karret, hvis jeg vil nå at have glæde af det. Mellem to veer begynder jeg altså at hive vandslangen ind fra haven, hvor den stadig ligger efter vores bassin-generalprøve ugen før. Jeg når kun at hive halvdelen af slangen ind, før jeg må stoppe med en ve. Det gør virkelig ondt, og bagefter står jeg et øjeblik lænet henover fryseren og må minde mig selv om, at jeg har glædet mig til at føde igen i de sidste to år, siden min søn blev født. Og nu står jeg altså her og kan knap være i min egen krop for veer. Nyd det! Siger jeg til mig selv og når at hive den anden halvdel af vandslangen ind, før næste ve griber mig. Det eneste jeg kan gøre, når der kommer en ve er at læne mig frem mod noget og råbe. Der er ingen til at hjælpe mig, så jeg må klare veerne, som jeg bedst kan, og det virker naturligt at råbe igennem dem. På den måde føler jeg, at jeg får smerten videre igennem kroppen og ud, for den er for voldsom til, at jeg kan håndtere den. Det er ikke en brændende smerte, som da jeg havde veer med min søn. Jeg kan ikke forklare den - det er snarere en voldsom kraft, som griber hele min krop, og jeg føler mig som en vulkan i udbrud. Hvis nogen havde været hos mig og havde set mig, ville de sikkert bare se en brølende kvinde, men min verden er fyldt med lynild og tornadoer. Jeg beder højt om nåde og husker så, at det gør man først til sidst. Når man er 8-10 cm åben. Men det kan jeg umuligt være. Hvad jeg ved af, har jeg kun haft rigtige veer i knap en times tid. Det kan umuligt være gået så stærkt. Jeg slår tanken hen. I vepauserne tvinger jeg migselv til at arbejde videre. Jeg skal have det fødekar parat, og det skal være nu. Jeg ruller det oppustelige bassin på plads i entreen, får så en ve og da den ebber ud må jeg være effektiv igen. Jeg slutter slangen til vandhanen i fyrrummet, får en ve og skriger ned i vasken. Tempererer vandet og smider slangen ned i bassinet. Og så banker det på døren.

Jeg åbner for en høj skægget fremmed mand med en stor taske i hånden. Taxachaufføren med fødetasken fra hospitalet. Jeg lukker ham ind, og han bærer tasken i stilling i entreen og siger noget om, at nu må vi håbe, jordemoderen er her snart. Jeg husker at være høflig og sige pænt tak for hjælpen mens jeg vralter frem og tilbage og grynter og stønner. Min krop viger pladsen et øjeblik og venter pænt med næste ve til taxachaufføren er gået.
Jeg skal tisse. Jeg begynder at gå mod toilettet og har et kort øjebliks klarsyn. En svag pressende fornemmelse - slår det hen igen med det samme og får så en ve. Læner mig mod kommoden og skriger igennem den voldsomste ve, jeg endnu har haft. Da jeg skriger allerhøjest går vandet med et stort plask. Som en vandballon der springer. Det sprøjter varmt ned ad mine ben og bliver ved med at lække i små skvulp. Jeg rører ved det og dufter til det. Det er klart og har en svagt glat konsistens. I samme øjeblik fosterhinden sprang ebbede veen ud, og jeg føler mig lettere. Jeg sætter mig ud på toilettet, tisser og trækker vejret dybt et par gange. Jeg er ved at indse hvor det bærer hen, prøver at vende mig til tanken om at barnet er på vej ud. Jeg prøver at føle efter hovedet, men kan kun mærke en masse blæver derinde og kan ikke finde rede i, hvad der er hvad, så det opgiver jeg. Jeg har en ve - knap så voldsom denne gang - og går så ind i stuen og ringer til Kærestens mobil. "Det går hurtigt nu", fortæller jeg. "Vandet er gået. Hvor langt har du hjem?" Kæresten lover at være hjemme på ti minutter. Jeg lægger røret og skynder mig ud mod fødekarret.

Fødslen
Midvejs får jeg endnu en ve. Jeg brøler instinktivt som en ko, bøjer ned i knæene og føler tyngde mod bækkenbunden."Jeg er åben" tænker jeg forbløffet. Og jeg ved, det er rigtigt. Skynder mig ned i bassinet, og får straks voldsom pressetrang. Jeg føler mig på en måde ret kool. Jeg ved, hvad der foregår. Jeg lynføder. JEG. Jeg der var 50 timer om at føde mit første barn. Og jeg har pressetrang og ved, at hvis ikke jeg gisper, så føder jeg alene. Men kæresten ville blive skuffet over at gå glip af fødslen, og jeg ved at jordemoderen må være lige om hjørnet. Så jeg gisper. Jeg må bruge al min energi på at tvinge mig selv til at gispe igennem veerne. Hver gang der kommer en ve håber jeg at jeg kan holde barnet indenbords bare en ve mere. Indimellem kommer jeg til at holde vejret og slappe af i bækkenbunden, og det er en uimodståeligt god fornemmelse, men må så gribe mig selv i nakkehårene og gispe videre. Så hører jeg kærestens bil. Han kommer ind så hurtigt han kan og bliver forbavset over at se mig på knæ i fødekarret- det havde jo ikke været sat op, da han tog afsted. Der er ikke så meget vand i - jeg nåede kun at fylde karret en fjerdedel op, men der er vand nok, til at det når mig til lidt under navlen, og det lindrer så dejligt. "Jeg her presseveer. Jordemoderen må hellere skynde sig. Det går så hurtigt" - noget i den stil får jeg sagt til kæresten. Jeg tror han panikker lidt. Han får i hvert fald travlt med at løbe rundt omkring og i skyndingen får han sagt et obligatorisk og temmelig forvirret "Du klarer det flot"..
Jeg får en ve mere og mærker barnets hoved presse mod mellemkødet. Jeg har gispet og gispet, men barnet kommer hvadendten jeg presser eller ej. Min krop bestemmer farten. Det lykkes mig at holde hovedet indenbords igennem veen, og da den er overstået hører vi en bil på gruset udenfor. Jordemoderen. Kæresten åbner døren og vinker hende ind samtidig med at endnu en ve griber mig. Jeg mærker hvordan det begynder at svide og brænde og løfter instinktivt det ene ben, så jeg sidder knælende på en fod og et knæ. Jeg mærket tydeligt hvordan barnets hoved presser sig udad og jeg griber ned med min hånd og mærker hovedet på vej. Jordemoderen er på vej ind ad døren da jeg råber "Hovedet kommer ud nu. Det kroner NU". Jordemoderen har hverken fået handsker på eller noget og må give mig instruktioner fra sidelinien. Hovedet er allered halvt ude, og hun minder mig om at gispe, så mellemkødet kan nå at strække sig. Jeg gisper nogle sekunder, mens jeg ser på mit barns hoved, der midtvejs. Jeg mærker barnets lille glatte ansigt mod mine fingre. Jeg giver efter og lader hovedet glide det sidste stykke ud. Aer det med hænderne, forbløffet over alt hvad der er sket. Jordemoderen har fået sine handsker på, og hun rækker ned under mig og beder mig om at presse igen. For første gang under hele fødslen presser jeg aktivt med, og mit barn glider ud i jordemoderens hænder. Hun rækker mit barn op til mig med det samme og jeg har hende liggende på min arm. Hun er så fin og perfekt. Hun er helt lyserød og hverken blå eller blodig, men glat og dryppende af fostervand. Hun ligger helt stille og trækker ikke vejret. Et kort øjeblik når jeg at blive nervøs. "Hun trækker ikke vejret" siger jeg. "Det gør hun snart" siger jordemoderen bare, og i samme øjeblik udstøder min datter nogle sære små spruttende lyde. Og så, med en lille hvislende lyd, der synes at fylde hele rummet, fylder hun sine lunger med luft for første gang, og jeg ser det ske. Min datters første åndredrag. Hun sprutter og græder, og jeg holder hende tæt ind til mig.
Jordemoderen begynder at kommandere. Kæresten skal hente håndklæder, så den lille ikke bliver kold. Jeg ser og sanser intet andet end det lille væsen i mine arme. Jordemoderen vil klippe navlestrengen med det samme. Jeg protesterer lidt mod hastværket, men synes alligevel ikke, det er så vigtigt. Kæresten klipper, og derefter rækker jeg hende til ham, og vi går ind i stuen, hvor der stå en futon klar med voksdug og det hele på. Det var der, vi havde forestillet os, at jeg skulle føde. Jeg lægger mig op og får igen min datter i armene. Hun er en virkelig smuk baby. Et fint rundt hoved med smukke regelmæssige træk. Jordemoderen tjekker, om jeg er hel endnu. Det gjorde så ondt da hovedet kom ud, at jeg faktisk forventer en del skade. Men nej. Slet ikke. Ligesom med min søn er der kun en mikroskopisk rift. Jordemoderen bestemmer sig alligevel for at sy den. Vist mest for god ordens skyld. Hun insisterer også på at give mig en sprøjte Methergin. Jeg overvejer at protestere men beslutter mig så for at det trods alt er ganske harmløst og jeg orker ikke diskutere den slags detaljer med jordemoderen lige nu. I stedet lægger jeg min datter ved brystet. Jeg forsøger ikke at hjælpe hende - lader hende bare ligge ved brystet og dufte og slikke. Efter en tid bestemmer hun selv at hun er klar, åbner munden og ammer som en rigtig lille ekspert. Det får vi ingen problemer med, ved jeg med det samme..

Jordemoderen bliver et par timer og udfylder papirer. Min datter bliver målt og vejet. Hun er mindre, end jeg havde regnet med, men en helt perfekt størrelse. 3600 gram og 51 centimeter. Jeg er stadig chokeret men også glad, stolt og lettet over den ekstremt hurtige fødsel. Jeg havde ganske vist optaktsveer i flere dage, men fra det øjeblik hvor jeg selv var sikker på, at jeg var i fødsel, og til min datter blev født, gik der kun halvanden time.
Der er en god stemning i huset, og før jordemoderen går sidder vi lidt og hyggesnakker. Hendes sidste formaning er "Næste gang ringer du noget før"!




Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional