Beretninger - Hjemmefødsel -set fra fodenden

Af Max Brofeldt

Da min kone, 6 uger henne, foreslog at hun fødte vores første barn herhjemme, var jeg straks med på ideen.

Ingen af os kendte nogen der havde født hjemme, eller vidste særligt meget om hvordan hjemmefødseler foregik, men min lillesøster havde født sin søn på Skejby sygehus ½ år forinden, og det havde været en forfærdelig oplevelse, med travlhed, skiftende jordemødre, epiduralblokade, manglende pressetrang, sugekop og hårdhændet undersøgelse af barnet lige efter fødselen - og vi ville meget gerne have mere ro og tryghed omkring det.

Som mand tror jeg også jeg ville have haft svært ved at føle mig til nytte på en hospitalsstue, hvor personalet løb fem og tilbage for at passe mange på en gang. Ligesom jeg glædede mig til at være en del af min kommende babys liv, ville jeg også gerne spille en rolle i dens fødsel, føle mig på hjemmebane og være til nytte.

Jeg tror det meget er en mandeting, det der med gerne at ville have praktiske funktioner, især under en fødsel, som jo meget er en kvindeting, en "følelses-ting".

Det der tiltalte mig ved en hjemmefødsel var i hvert fald meget det der med at så ville det jo være MIG der kendte stedet bedst, mig der kunne vise jordemoderen hvor tingene stod og hjælpe til både med det praktiske og med at støtte min kone. Jeg ville ikke bare være med, som en tilskuer til en fodboldkamp.

Kims (min kones) første lægebesøg slog dog benene lidt væk under os. Lægen var helt klart negativt indstillet over for hjemmefødseler, og fortalte os, at vi ved at føde hjemme både udsatte babyen og Kim for frygtelige farer.
Da vi ikke vidste så meget om hjemmefødseler, blev vi meget usikre på om en hjemmefødsel var et dårligt valg, men heldigvis fandt vi ud af at melde os ind i "forældre og fødsel", og vi fik temanumrene om hjemmefødseler med, som støttede os i at det ikke var et dårligt eller egoistisk valg at føde hjemme. Kim var også på biblioteket og låne 10.000 bøger (mindst!) om emnet, og heller ikke her stod der noget om at hjemmefødseler var specielt uansvarlige.


Vores jordemor på Hvidovre hospital var heller ikke afvisende overfor en hjemmefødsel, men heller ikke nogen særlig fortaler for det. Heldigvis vidste vi at det ikke kunne blive hende vi skulle føde med (hun var kun der i dagskonsultation), men vi var da nervøse for om vi fik en jordemoder som ikke selv brød sig om hjemmefødseler eller ikke var tryg ved dem.


Vi modtog vores fødekar 6 uger inden Kims terminsdato, og afprøvede det en Søndag. Det var rigtigt hyggeligt, jeg tror vi var i bad i mindst 5 timer den dag! Det var ikke fordi den kommende fødsel virkede mere virkelig, bare fordi vi havde prøvet karret. Jeg synes stadig det virkede som om der var længe til babyen kom, og kunne slet ikke hidse mig op over at få købt ting til den lille, sådan som min kone kunne.

Men jeg havde det godt med at jeg nu følte jeg havde styr på hvor lang tid det ville tage at fylde karret, hvordan man holdt vandet varmt osv. Det gjorde mig på en eller anden måde mere tryg.



Vi havde talt meget om vi skulle have en fødselshjælper med til fødselen. Jeg synes det var en god ide´- ingen af os havde jo prøvet dette før, og hvis det nu var meget psykisk hårdt for mig at overvære Kims smerter, uden at kunne gøre noget, ville jeg have det godt med at der var en tredje person som kunne være der for hende også indimellem.

Vi valgte at spørge Kims mor, Gitte, da Kim også gerne ville give hende den oplevelse det var at se sit barnebarn blive født. Samtidigt tænkte vi begge at det ville være godt at have en ekstra person der kunne videofilme og tage billeder, så jeg bare kunne koncentrere mig om at støtte Kim, og blive far…


Kims terminsdato var d. 1. December 2001, men da hun selv er født tre uger for tidligt, ventede vi halvt om halvt også at hun ville føde før tid, så vi var godt utålmodige da dagen kom - og gik, uden veer.

d. 2. December tog vi ind til byen for at lede efter julegaver. Kim havde bækkenløsning de sidste 3 måneder af sin graviditet, så vi gik ikke så meget rundt mere, men vi tænkte at dette måske kunne starte fødselen. Der skete dog ikke noget der, så vi gik hjem, spiste aftensmad, og gik i seng for at se en film i sengen.

Halvvejs gennem filmen rejste Kim sig op, og stod og rokkede lidt frem og tilbage. Jeg tænkte ikke over det, troede bare at det måske var hendes bækkenløsning der generede hende.

Da filmen var slut, ville jeg i seng, men min noget blege hustru fremstammede noget om at hun godt ville lidt ud og gå, for hun havde haft veer tre kvarter nu.

Vi fik tøj på, og travede op og ned af de kolde, mørke villaveje. Hvert tredje minut fik Kim en ny ve, og måtte hænge lidt op af mig de 10-15 sekunder den varede. Hun sagde det gjorde mere ondt end hun havde forventet, men virkede glad og opstemt.

Da vi kom hjem ringede vi til Kims mor, og sagde hun nok skulle tage en fridag fra arbejdet, og så hentede jeg fødekarret over fra garagen, flyttede noget af hjørnesofaen væk, lagde plast på gulvet i stuen og hentede lænestol til jordemoderen. Så gik jeg op til Kim, som lå og prøvede at sove. Selv faldt jeg i søvn med det samme, selv om jeg følte mig så spændt, at jeg ikke troede jeg kunne sove.



Tidligt på morgenen vækkede Kim mig. Hendes veer kom stadig hvert tredje minut, og varede nu 30 sekunders tid, hun kunne ikke finde ro, og jeg masserede hendes lænd under veerne.

Klokken 7 ringede vi til hospitalet for at høre hvordan vi skulle forholde os, og de sendte en jordemoder, for en sikkerheds skyld. Vi skyndte os at ringe til Kims mor, for så måtte det da være lige op over!

Jordemoderen kom. Hun var ung, og vrissen. Hun undersøgte Kim, og sagde at hun knapt nok var åben endnu. Kim blev ked af det, prøvede at spørge til hvor længe der så ville gå, men blev bare mødt med bemærkninger om at:" hvis vi var usikre kunne vi jo føde på hospitalet, det gjorde de fleste førstegangsfødende!"

Gitte kom halsende med morgenbrød lige som jordemoderen skulle til at gå igen.

Vi sad og spiste nogle rundstykker, og så gik hun hjem igen for at få hvilet sig.



Nogle timer efter ringede jeg selv efter hende, jeg følte mig lidt klaustrofobisk ved tanken om at dette skulle vare længe endnu, og jeg ikke kunne gøre nok for at hjælpe min elskede kone. Jeg trængte til lidt frisk luft, inden det blev værre.

Timerne gik, Gitte og jeg skiftedes til at være hos kim, og massere hendes lænd under veerne. Hun hang ind over en sækkestol i soveværelset.

Jeg var overrasket over hvor stille hun var. Havde forestillet mig råben og skrigen, og trusler om afklipning af mine kønsdele, men hun sagde slet intet, trak bare vejret tungere når der kom en ve.



Vi ringede til hospitalet igen tidligt på eftermiddagen. Der kom en stor mandlig jordemoder, med en dyb stemme. Peter hed han. Han virkede sympatisk og rolig, og glad ved hjemmefødseler. Sagde han var den der havde deltaget i flest i københavn.

Han undersøgte Kim, og hun var kun 2 cm. åben. Han sagde hun åbnede sig langsomt fordi hun var træt, og foreslog hun gik i fødekarret allerede, da det måske kunne få veerne til at stoppe lidt, så hun kunne få hvilet sig lidt. Da kim forsigtigt spurgte hvor lang tid der går endnu, sagde han: "måske 10 timer", og hun så helt fortabt ud.

Så gik han igen.



Kim gik i karret, sad og så ulykkelig ud. Sagde til os at hun godt ville på hospitalet alligevel, ikke kunne klare 10 timer mere på denne måde, godt ville have et kejsersnit eller lignende, at hun virkelig var klar i hovedet og mente det, så vi skulle bare bestille en taxi, for hun kunne altså ikke mere nu!

Det var hårdt at se hende sidde sådan. Jeg vidste jo hun ikke mente det, at hun også godt ville være herhjemme, men bare havde ondt, men hun bad så insisterende, og jeg hadede at skulle sidde og sige:" nej, det skal nok gå, slap nu bare af" osv.…



Til sidst resignerede hun, vendte sig ind i sig selv, og lå bare med lukkede øjne og flød i sin store gule badering. Jeg tror knapt nok hun åbnede øjnene igen, før efter hun havde født.



To timer senere råbte hun at hun havde pressetrang, og vi skyndte os at ringe til hospitalet. Peter kom ud igen, og undersøgte hende straks. 8 centimeter åben! Jeg blev så glad og lettet, skyndte mig at ringe til mine forældre i Jylland for at fortælle dem det!



Jeg sad ved karret og støttede Kims hoved, mens hun flød i vandet. Hun småpressede når der kom veer. Ved 19 tiden var det rigtige presseveer, men de var blevet meget korte, og Peter bad mig nulre hendes brystvorter for at holde veerne i gang.

Af en eller anden grund reagerede Kim ikke rigtigt når jordemoderen bad hende gøre noget, men når jeg sagde det til hende igen, gjorde hun det med det samme! Det fik mig til at føle mig meget betydningsfuld, jeg kunne godt lide at det var MIN stemme der var den eneste hun kunne høre gennem smerterne…



Kim pressede med hele sin krop, det var vildt at se. Men der skete ikke så meget. En lille sort hårtop dukkede frem mellem hendes ben ved hver ve, men forsvandt så snart veen var væk. Efter tre timer på denne måde, bad Peter hende sætte sig i karret på knæ. Det gjorde ondt, jeg måtte næsten hive hende rundt. Det hjalp stadig ikke, så hun måtte op og stå, ude af karret. Jeg kunne se hun rystede af træthed og smerte, men hun kunne ikke både stå op og presse, selv om jordemoderen hjalp hende meget ved at holde hende.

Så blev hun sat i sofaen. Jeg holdt hendes ene ben, Peter det andet. Jeg kunne se det lille hoved dukke frem, og glide tilbage helt tydeligt. Det var fedt at se!

Vi havde før talt en del om hvor jeg skulle sidde under fødselen, og Kim havde sagt hun ville have mig ved hovedenden, ikke mellem hendes ben. Det havde jeg accepteret, selv om jeg godt havde villet se det hele ske. Nu sad jeg så, så jeg både kunne se hendes ansigt og babyens hår på en gang.

Pludselig blev hårtotten siddende efter veen. Peter hjalp min kones hænder ned mod barnet, så hun kunne være parat til at hive det ud. Ved næste ve dukkede hele det lille røde, rynkede ansigt frem.

Det så SÅ vildt ud! Ansigtet hang bare der i 2-3 minutter, lille, vredt og tillukket.

Så kom der en ve, Peter sagde "hiv" eller sådan noget, og pludselig hang der en kæmpekrop på det lille røde hoved, og en våd baby lå på min kones mave - og jeg var FAR!

Jeg begyndte bare at tude, ikke bare lidt tårer, men sådan rigtigt hulketude! Og jeg satte mig i sofaen, og kyssede løs på min kone, og rørte ved babyens våde, lange hår.

Kim rørte mellem barnets ben og sagde: "det er en dreng!". Jeg var sådan set helt ligeglad med kønnet.

Lidt efter sagde hun: "nå nej, det var hans navlestreng!", og så løftede vi barnets ben, og så det var en pige!



Peter gned på barnet med et håndklæde, for hun sagde ikke så meget. Men han virkede rolig, så vi blev slet ikke nervøse. Han sugede hendes næse og mund en masse gange, og så begyndte hun at pibe og stønne lidt. Hun havde haft navlestrengen 2 gange rundt om halsen.



Vi havde slet ikke kunnet blive enige om et pigebarn. Jeg kunne godt lide gamle, danske navne som Agnes og Ellen, men Kim ville have noget mere specielt, som Silke eller Aviaya. Så til sidst var vi blevet enige om at jeg bestemte pigenavn, hun drengenavn.


"hvad hedder vores datter?" spurgte Kim så, og uden at tænke over det, svarede jeg bare: "Silke Aviaya". For det lignede hun altså en der hed! Alt det Silkehår, og så Aviaya, som betyder "lille pige" - det passede supergodt til hende!



Hun blev målt og vejet. 52 cm og 3200 gram.

Hun begyndte at græde da hun fik tøj på, og jeg tog hende op. Jeg prøvede at synge for hende, havde indimellem sunget "se min kjole" for hende, da hun var inde i maven, og den beroligede hende helt, og jeg kunne mærke hun lyttede! Lyttede til mig, hendes far!
Det var bare så fantastisk; den der følelse af at være far til en, at høre sammen med en, som jeg nu for altid gjorde med mit barns mor.

Og her stod jeg så, og så for første gang nogensinde noget biologisk familie. Jeg er adopteret, og har aldrig rigtigt tænkt over det der med ikke at have en biologisk familie, men den nat jeg stod der og så mine egne træk, blandet med min kones, i et lille barneansigt - og det var bare den største oplevelse jeg i mit liv har haft!

Siden har vi fået endnu en datter, Noa, ved endnu en god hjemmefødsel.Hun blev født i vand, efter en hurtig og nem omgang, jeg er ved at skrive beretningen herom også, det var en virkeligt fantastisk smuk fødsel.




Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional