Beretninger - Vi havde slet ikke overvejet hjemmefødsel

Af Karoline

Troels og jeg fik vores første barn, en dejlig pige i september 2005:
Jeg havde slet ikke overvejet hjemmefødsel - næ, i mit hoved foregik en fødsel på et hospital med rigtige hvide kitler. Men da jeg var ca midt i graviditeten, meldte jeg mig til fødselsforberedelse over to aftener i Slagelse. Her hørte jeg lidt om hjemmefødsel og tænkte, at det lød egentlig godt, for vi havde 40 min til nærmeste fødegang, og jeg har aldrig brudt mig om hospitaler - men jeg ville aldrig få Troels, min kæreste med på ideen - så jeg lod det ligge.
Næste gang til fødselsforberedelse kom der så et par, der havde født hjemme, og fortalte om deres oplevelse. I pausen spurgte jeg forsigtigt Troels hvad han syntes om det - og 5 min efter bookede vi Susanne, vores ene jordemor.

Det var en virkelig god mental fødselsforberedelse at planlægge hjemmefødslen. Vi blev begge meget bevidste om, hvad der skulle ske og hvilke remedier vi kunne få brug for.
Fødslen gik i gang 5 dage før termin. Svigermor havde godt nok regnet ud, at det ville ske den dag - det var jo fuldmåne… så var jeg advaret!
Troels havde været til bil-træf hele lørdagen. Han havde været tidligt oppe og kom sent hjem, så han var godt træt. Vi var inviteret ind til naboen til aftensmad. Jeg havde siddet ved computeren hele dagen, og havde lidt ondt i lænden - det var der ikke noget mærkeligt i. Tanken om, at det kunne være veer, strejfede mig kun kort. Vi kom sent i seng - over midnat. Havde jeg vidst hvad der skulle ske, havde jeg ikke sprunget min middagslur over den dag.

Jeg kunne nemlig ikke sove - smerterne i lænden blev værre når jeg lagde mig ned. Så gik det op for mig: Kom de smerter ikke ret periodisk? Jeg slog det hen, det var nok ikke noget - der var jo 5 dage til termin, og de fleste førstegangsfødende går jo over tid…
Men klokken 02:00, havde jeg stadig ikke sovet, så jeg vækkede Troels og bad ham om at tage tid på det, jeg nu var sikker på, var veer.

Der var 2-5 min imellem - skulle vi ringe til jordemoderen? Nej, vi besluttede os for at gå tilbage i seng og få lidt hvile.
SÅ gik vandet, og Troels strøg ud og ringede til Jordemoderen - det var Anne, der havde vagten. Han fik besked på, at han godt kunne begynde at fylde karret, for det lød som om det var tid. Det kom bag på mig, for det føltes slet ikke som om det var tid - men det var jo godt nok fuldmåne, som svigermor havde sagt…

Anne kom inden for en time. Veerne tog langsomt til i styrke, men de var endnu til at holde ud. Jeg sad og prøvede at få lidt søvn i sofaen, mens jeg trak vejret med dybe ind- og udåndinger, som jeg havde lært. Troels havde tændt stearinlys, gjort karret klar, afdækket gulv og sofaer og sat Enigma-cd'en på.
Anne undersøgte mig - jeg havde udvidet mig tre cm. Øv - så var der langt igen, tænkte jeg. Man siger jo en cm i timen - der VAR også relativt langt igen, men min tidsbevidsthed stod af efter endnu en time, da veerne begyndte at bide rigtigt til.
Jeg åndede ind og ud, det bedste jeg havde lært, og fik mere og mere brug for at Troels kunne være hos mig hele tiden. Jeg begyndte at spekulere på, hvornår jeg skulle i karret. Jeg rystede som et espeløv. Det blev jeg ved med under hele fødslen - måske var det angst eller mangel på sukker og væske. Jeg blev ellers proppet med druesukker.
Det var en mærkelig form for ventetid. Der skete jo noget - fødslen udviklede sig, men alligevel skete der "ikke noget". Barnet kom jo ikke...

Jeg husker ikke så meget fra forløbet. Da jeg første gang kom i karret, lindrede det noget så skønt, men måske gjorde det også, at veerne gik lidt i stå, så jeg måtte op igen efter noget tid.
Senere blev veerne så slemme, at jeg måtte puste ligesom man ser i lotto-reklamen i tv. Der var ikke meget pause imellem dem. Det var hårdt, for jeg fik ikke den fred, jeg havde ventet mellem veerne.
Jeg begyndte at føle, at det her kunne jeg ikke klare - smerterne ville knække mig. Jeg ville egentlig gerne på hospitalet, hvor jeg kunne få en kraftig bedøvelse, men så alligevel ikke - der var jo 40 min i bil, og det var jo heller ikke det, jeg ville.

På et tidspunkt gik det hele lidt i stå - undtagen veerne. Men jeg udvidede mig åbenbart ikke. Det føltes som rigtig lang tid. Anne ringede efter Susanne for at få nogle ideer til, hvordan vi kom videre. Susanne kom, og jeg skulle prøve alle mulige akavede stillinger, akupunktur, ændret åndedræt mm.
Jeg syntes slet ikke det hjalp noget… Der skete simpelthen ingenting - andet end smerter!


Der var åbenbart en hinde, som ikke ville flytte sig, og i stedet hævede op, når der kom presseveer. Desuden måtte barnet "rystes" lidt tilbage i bækkenet, så det kunne komme til at stå rigtigt.
Presseveerne gjorde forfærdeligt ondt - det var som om de selv tog kontrollen og bare pressede sig vej gennem mig. Det føltes som om jeg ville sprænge i luften. Selv det varme vand i karret og ingefærklude lindrede ikke. Jeg var helt væk i min egen verden, sløv og apatisk.

Jeg skreg meget og kunne slet ikke have, at Troels gik. Jeg var nødt til at klemme hans hånd, se, at han var der og have hans hjælp til at trække vejret rigtigt. Han var den eneste, jeg rigtig kunne fokusere på, så jeg havde nemmest ved at gøre som jordemoderen sagde, når han gentog det. Jeg tror nu også det var hårdt for ham at se mig lide, blive klemt, skreget op ad, at skulle bære og løfte min vægt. Godt nok er han næsten dobbelt så stor som mig, men jeg lagde trods alt alle mine kræfter i.

Tilbage i sofaen, satte Anne ihærdigt ind, for hjælpe den besværlige hinde væk. Nu måtte jeg presse. Jeg følte ingen trang til det og det gjorde ondt - men alligevel var det bedre, for smerten mellem veerne blev mindre.
Til sidst kom jeg hen til spisebordet. Troels på den ene side af det - og jeg på den anden. Han holdt fast i mine hænder mens jeg pressede, så mit blod kogte. Det var en lettelse, for smerten mellem veerne forsvandt. Til gengæld pressede veerne ikke så meget - jeg havde faktisk svært ved at følge dem, så jeg pressede bare alt, hvad jeg kunne, når jeg mærkede "noget". Nu vågnede jeg lidt op, for nu kunne jeg selv arbejde aktivt med.
Barnets hoved føltes som om det var på størrelse med - ja et barnehoved, men ud kom det, og resten med - det gik pludselig stærkt. Så hørte jeg et højt vræl, og stod nu med mit barn i hænderne for første gang. Det var simpelthen et mirakel!!

Hvor var det dejligt at sidde hjemme i vores egen sofa, kravle ned i min egen seng, have mit eget køleskab indenfor rækkevidde bagefter! Jeg er sikker på, at havde jeg været på et hospital, havde jeg været mere anspændt, det havde gjort mere ondt, og derfor havde jeg nok også fået kemisk smertelindring. Det er jeg i dag glad for at jeg ikke fik.
Jeg vælger helt sikkert hjemmefødsel næste gang - glæder mig allerede. Selvom stort set hele min omgangskreds korsede sig, da de fik vores beslutning at vide.

Både Troels og jeg er meget glade for hjemmefødselsordningen og for den ro og tryghed som Anne og Susanne gav os under hele forløbet. Jeg tror det har givet os den bedst mulige start på livet som forældre.




Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional