Beretninger - Min dejlige hjemmefødsel - tirsdag d. 4. juni 2002

Af Anonym, Roskilde

I slutningen af april - 35 uger henne - kom jordemoderen på hjemmebesøg. Vi skulle snakke om det praktiske i forbindelse med fødslen, så som hvor vi havde forestillet os, at det skulle foregå. Heldigvis skønnede hun, at fosteret var vokset som det skulle siden sidst. Hun var dog meget i tvivl mht. hvor stort hun skulle skønne det til at være - set i lyset af, at Jakob blev vurderet næsten 1 kg. for lavt få timer før han blev født. Et forsigtigt skøn sagde 27-2800 gram., og oven i købet havde barnet vendt sig med hovedet nedad. Det passede meget godt med min egen fornemmelse - sparkene mærkedes anderledes end tidligere. Det var en lettelse, for hvis barnet havde ligget i underkropstilling og ikke kunne vendes, ville en hjemmefødsel være udelukket.

Endelig blev det d. 30. april - sidste arbejdsdag. Jeg havde mange plukkeveer, der gjorde ondt som menstruationssmerter, i weekenden op til. Da jeg var til jordemoder d. 7. maj (37 uger henne), snakkede vi om det. Muligvis havde jeg åbnet mig en smule, men hun ville ikke undersøge det, da hun alligevel ikke kunne sige noget om, hvornår jeg ville føde - det kunne være alt fra få dage til uger. Desuden var jeg 37 uger henne, barnet blev vurderet til at veje 3200 gr. og stod med fast hovedet, så skulle jeg gå i fødsel, måtte jeg gerne føde hjemme. Det fysiske tegn på, at en hjemmefødsel nu var tilladt, fik jeg med hjem - nemlig spanden med hovedparten af de praktiske ting, som jordemoderen ville få brug for til fødslen. Vi aftalte, at jeg først skulle komme igen 14 dage senere, eftersom jeg i det store hele havde det godt.

Selvom jeg efterhånden var klar, og det gerne snart måtte ske, håbede jeg, at fødslen først ville gå i gang efter d. 21. maj, hvor vi skulle hente det fødekar, som vi kunne låne på RAS. Jeg håbede, at jeg kunne føde i vand denne gang. Men ellers havde vi alt klar - afdækningsplast, gamle lagner og håndklæder, aftale med naboen om, at de skulle tage sig af Jakob, når det store øjeblik oprandt.

Dagene gik en efter en. 39 uger henne så jeg atter min jordemoder - alt var fint. Jakob og Peter var med, vi skulle hente fødekarret ved samme lejlighed. Vi hørte hjertelyd med doptonen - de andre gange havde jeg sagt nej til doptonen, da jeg jo ikke var i tvivl om, at der var liv derinde - for Jakob og Peters skyld. Hjerterytmen var hurtig, og Peter spurgte, om det så betød, at det var en pige. Det turde jordemoderen ikke udtale sig om. Hun vurderede barnet til at veje 37-3800 gram. Jeg havde nu taget 2 kg. på i forhold til min startvægt, alligevel følte jeg mig efterhånden lidt (meget) besværet af det. Vi aftalte ny konsultation 14 dage senere.

Lørdag d. 25. maj havde jeg atter nogle plukkeveer, som jeg - hvis jeg var førstegangsfødende - garanteret ville have betegnet som rigtige veer, men jeg kunne tydeligt mærke, at det ikke var rigtigt igang endnu, selvom Peter ved den mindste underlige lyd fra mig spurgte: "er du ved at føde?"

Onsdag d. 29. maj (terminsdagen) tog jeg til fødselsdagsbrunch hos en veninde, der fyldte 30 år - flere af gæsterne spurgte, hvordan jeg dog turde køre nogen steder i min tilstand. Men jeg mente nu nok, at jeg ville få et forvarsel, når der var ved at ske noget. Jeg ville jo næppe føde i løbet af få timer, så der ville være tid nok til at komme hjem.

Jeg havde, helt fra vi tog beslutningen om, at vi skulle have barn nr. 2, glædet mig meget til at skulle føde igen -trods en lidt hård omgang første gang. Jeg håbede, at jeg kunne bruge min viden og erfaring til at få en bedre fødsel. Men lige omkring terminen, da jeg havde mærket de første rigtige småveer, blev jeg i et kort øjeblik lidt bange for, om historien skulle gentage sig (første gang langt fødselsforløb på over et døgn, lattergas, vedrop og sugekop), og hvordan jeg ville kunne klare smerterne, når jeg ikke ville have adgang til medicinsk smertelindring.

Bekymringerne fik jeg dog hurtigt rystet af mig - og jeg glædede mig påny, og håbede, at der snart skete noget. Jeg holdt ikke igen med det fysiske. F.eks. cyklede jeg med Jakob af en ca. 2 km. lang grusvej for at aflevere ham i dagpleje, men lige lidt hjalp det. Men det gode gamle råd om at have samleje var rimeligt effektivt. Hvis vi havde haft samleje, havde jeg nogle småveer i løbet af natten. Natten ml. d. 1. og 2. juni havde jeg en del veer - dog meget kortvarige og med stort interval. Jeg havde forestillet mig, at der ville komme mere gang i dem, når jeg stod op og bevægede mig, men de gik i sig selv igen. Om eftermiddagen kom der lidt igen, men jeg var i stand til at gå omkring og var rimelig upåvirket af dem. Natten til mandag havde jeg igen spredte småveer, men sendte dog Peter på arbejde. Han arbejder kun ca. 15 minutters kørsel fra os, så han kunne hurtigt kaldes hjem, hvis det blev nødvendigt.

Endnu engang cyklede jeg ad grusvejen for at aflevere Jakob i dagpleje. Dagplejeren spurgte om der stadig ikke var optræk til noget - nej, kun småveer, der ikke bliver til mere. Og da jeg kom og hentede ham om eftermiddagen, foreslog hun, at jeg gik hjem og vaskede paneler af (op og ned, og op og ned). Jeg overvejede det lidt, men mente, at det nok var bedre at spare kræfterne, hvis der langt om længe skulle ske noget.

Naboerne spurgte ligeledes utålmodigt efter, om der slet ikke var optræk til noget. Men jeg havde det bare godt. Vi sad og hyggede os med et glas rødvin sammen om aftenen. Og inden vi gik i seng, forsøgte vi os endnu engang med samleje. Denne gang gav det dog ingen veer. Æv. Om tirsdagen skulle jeg til jordemoder, og ville høre hende om hun ville forsøge at løsne hinder, da der snart godt måtte ske noget. Jeg var lidt nervøs for, at det ville blive et meget stort barn igen.

Kl. ca. 02.00 vågnede jeg med en ve. Jeg skulle koncentrere mig lidt om vejrtrækningen, men den var til at holde ud. Den varede vel omkring 30 sekunder. Herefter faldt jeg i søvn igen. Frem til kl. 04.00 havde jeg denne slags veer med ca. 40 minutters mellemrum. Ved 4-tiden kunne jeg ikke længere sove fra dem. Jeg gik på toilettet. Tilbage i sengen tog veerne til. De nev nu godt, og der var pludselig kun ca. 13 minutters interval. Efterhånden krævede den dybe vejrtrækning min fulde opmærksomhed, og Peter vågnede. Han blev vist hurtigt klar over, at det denne gang var alvor. Jeg ville dog ikke ringe til fødegangen endnu. Jeg var lidt nervøs for, at veerne ville gå i sig selv igen. Jeg ville føle mig meget dum, hvis jeg senere skulle ringe og sige: "nej, det blev desværre ikke til noget alligevel". Men omvendt var jeg også bange for at ringe for sent - tænk, hvis de ikke kunne afse en jordemoder, og vi i stedet måtte tage ind til fødegangen?!

Jeg gik ud for at hente noget at drikke i en vepause, da klokken var ca. 04.40, og gik derefter lidt rundt for at se, hvordan veerne ville udvikle sig. Pjatveerne var jo gået i sig selv hver gang, jeg blev aktiv. Men nu skete der noget. Intervallet blev hurtigt mindsket til ca. 5 minutter - et interval på 13 minutter, det næste på kun 5 minutter - , og ca. 05.05 ringede jeg til fødegangen for at forberede dem på en kommende hjemmefødsel.

Jordemoderen, jeg talte med, spurgte til mine veer, interval, hvor længe jeg havde haft veer, og hvor længe min første fødsel havde varet. Eftersom der skulle være vagtskifte kl. 08.00, blev vi enige om, at jeg - set i lyset af mit første og lange fødselsforløb - skulle tage et bad og ellers se om jeg kunne vente med at få en jordemoder ud til kl. 8.00 I modsat fald måtte jeg ringe igen.

Herefter gjorde jeg mig klar til at gå i karbad. Peter gjorde vandet klar, mens jeg arbejdede videre med mine veer. Det var skønt at komme ned i vandet - der duftede dejligt af badeolie. Peter spurgte, om jeg ville have en bog. Nej tak. Mine veer kom for hyppigt og intensivt til, at jeg kunne koncentrere mig om at læse. Det var sådan set forståeligt nok, at han spurgte. Op til fødslen havde vi snakket om, hvor hyggeligt det kunne være, når jeg skulle i fødekarret. Måske kunne vi sidde og se fjernsyn eller læse en bog. Inden Peter gik ind for at sove videre - det kunne jo blive en lang dag - bad jeg om at få et glas isvand samt køkkenuret, så jeg kunne følge veernes interval og varighed.

Kl. ca. 05.40 havde jeg problemer med at finde en stilling, der var god, og jeg måtte kalde på Peter, der var gået i seng igen. Jeg havde brug for en balje - jeg var overbevist om, at jeg snart skulle kaste op (overgangsfasen før presseperioden er ofte kendetegnet af netop kvalme, men det skænkede jeg ikke en tanke). Veerne varede nu ca. 1½ minut, og der var 3-4 minutter imellem dem. Jeg bad Peter om at ringe til fødegangen igen. Vi kunne vist ikke vente til kl. 8.00 med at få en jordemoder sendt ud. Peter spurgte, om det ikke var bedst, at jeg selv ringede - nej, jeg havde slet ikke overskud til at snakke med nogen nu. Peter fandt vandrejournalen og telefonen og ringede kl. 05.50 fra badeværelset. Måske kunne jordemoderen høre mig. I hvert fald ville de sende en jordemoder så hurtigt som muligt.

Peter hjalp mig ind i sengen igen. Jeg havde ikke lyst til at være i vandet længere. Det var for svært for mig at finde hvile mellem veerne. I sengen stablede jeg dynen op, så jeg kunne ligge henover den og hvile i vepauserne. Peter gik ud for at spise morgenmad. Han spurgte også, om jeg ville have noget. Det sad vist i baghovedet fra min første fødsel, at det var vigtigt, at jeg fik spist og drukket for at få energi. Men kvalmen havde sit solide tag i mig.

Peter ringede også til naboerne. Vi havde aftalt, at de skulle passe Jakob, og assistere med vand til fødekarret. Kl. ca. 06.00 skyndte Peter sig ned med Jakob, og begyndte at fylde fødekarret op.

Jeg arbejdede fortsat med veerne, der nu varede 1½-2 minutter og kom med ca. 3 minutters interval. Vepauserne var dog for korte til, at jeg kunne nå at fortælle Peter, hvad jeg gerne ville have ham til at gøre. Han forsøgte derfor at gætte mine tanker ud fra det vi forinden havde talt om. På den ene side ville jeg gerne, at han fik det praktiske mht. opfyldning af fødekarret ordnet, men på den anden side ønskede jeg bare, at han ville blive hos mig - give mig en kold klud på panden (jeg svedte ret meget), give mig noget at drikke, massere mig over lænden, etc.

En gang imellem lykkedes det mig at sige noget til ham i en vepause - f.eks. da kvalmen overmandede mig og jeg havde brug for baljen. Peter masserede mig meget over lænden, men han skulle også holde øje med opfyldningen af fødekarret, der stod i stuen.

Når en ve var værst, sagde jeg "lyde" samtidig med, at jeg forsøgte at fortsætte den dybe vejrtrækning. Jeg vidste, at når jeg havde brug for at give lyd fra mig, ville veen klinge af efter yderligere 3-4 dybe vejrtrækninger - det hjalp at tænke på.

Jeg havde det meget varmt, selvom jeg kun havde trusser på. Peter tørrede sveden af mig, og fandt en t-shirt, da sveden havde afkølet mig på kroppen, og sørgede for, at jeg fik noget at drikke. Han hentede også sækkestolen, der var indkøbt til formålet, og i forvejen udstyret med plastik under overtrækket. Jeg fik omrokeret til en ny stilling henover sækkestolen mellem 2 veer.

Ca. kl. 06.45 følte jeg en trang til at tisse (måske var det i virkeligheden pressetrang, men tanken strejfede mig overhovedet ikke, for så hurtigt kunne det umuligt gå), og ville have Peter til at komme med baljen, så jeg kunne tisse i den. Det var alt for uoverskuelig en tanke at skulle bevæge mig de få meter fra sengen til badeværelset. Peter hjalp mig og kom med opmuntrende bemærkninger. Jeg kom på wc, men fik straks en ny ve - den kunne jeg ikke klare siddende. Jeg rejste mig og stod lænet ved håndvasken. Der kom lidt blod ud nu, men tisse kunne jeg ikke slappe af til.

Jeg forsøgte et par gange at sætte mig igen, men vepauserne var for korte til, at jeg kunne nå at slappe af og tisse.

Jeg bad Peter om at finde lavementet frem, så jeg kunne få det, inden jeg skulle i fødekarret. Peter fandt hjemmefødselsspanden, og kommenterede indholdet - massevis af handsker i forskellige størrelser - men hvordan ser et lavement ud?! Han fandt det dog i bunden af spanden efter at have tømt spandens indhold ud på spisebordet - så lå det hele jo sådan set klar til jordemoderen, lige på den anden side af døren til soveværelset.

Mine tanker kredsede kun om 2 ting - den dybe vejrtrækning og at jordemoderen godt snart måtte dukke op, så jeg kunne få lagt nogle steriltvandspabler i lænden. Jeg var fuldstændig overbevist om, at det ville vare flere timer endnu - som jeg huskede det, skulle det i hvert fald gøre så ondt i lang tid endnu. Jeg tror, at min opfattelse af smerte havde ændret sig, dels fordi jeg ikke var så udmattet som sidst, og dels fordi jeg var i stand til at bruge den dybe vejrtrækning, som jeg havde øvet meget til fødselsforberedelse, bedre end ved den første fødsel.

Lidt over kl. 7 ankom jordemoderen, og Peter tog imod hende. En af hendes første kommentarer var: Det er ikke første gang, at jeg har hørt presseveer, før jeg har slukket bilmotoren. Og så ville hun ellers vide, hvor jeg befandt mig henne. Hun fandt mig siddende på wc'et, og præsenterede sig hurtigt - Emma -, inden hun forsvandt for at finde sit grej frem.

Da hun kom tilbage, var jeg midt i en ve, stående lænet ved håndvasken, mens jeg roterede med bækkenet. Hun undersøgte mig indvendigt, og tjekkede hjertelyden med doptonen. Jeg var helt åben, og hjertelyden var fin. Jeg fik ros for mit vearbejde, selvom jeg skreg og havde mistet lidt af koncentrationen - det kneb med at bruge den dybe vejrtrækning nu (sikkert fordi den ikke egner sig specielt godt til presseveer!).

Fødekarret blev derefter "aflyst" - det var kun fyldt ¾ op. Emma spurgte, hvor jeg ville føde i stedet for. Hun sagde, at jeg for hendes skyld godt kunne føde, som jeg stod der på badeværelset. Jeg måtte spørge, om jeg virkelig var helt åben. Jeg havde meget svært ved at fatte, at det var gået så hurtigt. Jeg forsøgte at presse stående, men benene rystede for meget under mig.

Jeg sagde, at jeg gerne ville føde på alle 4, eller på hug, og at jeg gerne ville ind i sengen. Emma svarede, at det var fint med hende - stående var ok på det hårde badeværelsesgulv, men ellers foretrak hun også, at det blev i sengen.

Peter fandt afdækningsplasten frem, og sengen blev hurtigt gjort klar med plast og gamle håndklæder. Jeg kom op i sengen og lagde mig på alle 4 henover sækkestolen, der gav god støtte, så jeg kunne nøjes med at bruge kræfter på at presse. Det var en hel befrielse at kunne presse. Veerne gjorde slet ikke ondt længere (det har de nu nok gjort, men det føltes ikke sådan).

Emma fik en skammel at sidde på, og jeg pressede på livet løs. Emma nævnte, at hun snart kunne se hovedet. Jeg sagde, at jeg gerne ville mærke det, mens jeg pressede. Det var dog ikke langt nok ned i bækkenet endnu, men kort efter kunne jeg selv mærke, hvordan hovedet kom længere og længere frem for hver presseve. Det var skønt. Denne bevidsthed havde jeg totalt manglet ved min første fødsel. Da hovedet stod og spændte allermest, holdt jeg ubevidst lidt tilbage - jeg tror, at jeg var bange for at gå i stykker, hvis det gik for hurtigt, og samtidig var jeg fascineret af, hvor meget kontrol, jeg følte, at jeg havde. Eller også skulle jeg lige have lidt tid til at indstille mig mentalt på, at det var NU, at jeg endelig skulle se vores barn.

Emma målte hjertelyden, men den var ikke helt god. Hun sagde, at hun nok blev nødt til at finde saksen frem, hvis barnet ikke snart kom ud. Dog ville hun først have mig til at forsøge en anden stilling, der var mere opretstående. Jeg lå på det ene knæ og støttede på den anden fod, mens Peter hjalp mig med at holde balancen. Og ved næste pres kom hovedet ud. Klokken var nu 07.37.

Det kom lidt bag på mig, at det krævede en hel del at presse kroppen ud. I hvert fald mere end jeg huskede fra Jakobs fødsel.

Da skuldrene var ude, opfordrede Emma mig til at tage fat i barnet, så jeg kunne hive det op til mig. Og selvom det var et af mine ønsker fra ønskesedlen, var jeg ved at opgive det. Barnet var fedtet og glat, og meget svært at holde fast på. Jeg var bange for at tabe det, og det kneb for mig at holde balancen. Benene rystede en del, og det bløde underlag gjorde det ikke lettere. Emma fik mig dog hurtigt overbevist om, at jeg godt kunne. Og godt støttet fik jeg barnet trukket helt ud og op til mig.

Sækkestolen blev fjernet, og jeg kom ned at ligge. Noget akavet til at starte med. Jeg fik barnet drejet og kunne konstatere at jeg havde født en lille pige - vores Astrid. Hun var smurt ind i et tykt lag fosterfedt. Jeg var meget fascineret af hendes lille hoved - det var det i hvert fald i forhold til Jakobs. Kort efter - kl. 7.45 - fødte jeg moderkagen. Da pulsationen var slut, klippede Peter navlestrengen.

Emma hjalp mig bedre til rette i sengen, så jeg kunne ligge og se på det lille vidunder, mens Peter hentede en kraftig lampe, så Emma kunne undersøge, om jeg var gået i stykker. Der var heldigvis ikke noget der skulle syes! Så fik jeg et stort bind på, så jeg kunne ligge mig godt tilrette med Astrid. Peter hentede babydynen, så Astrid kunne blive pakket ind i håndklæde og dyne. Jeg fik sækkestolen i ryggen, så jeg kunne få hende til brystet, og imens ryddede Emma op i soveværelset, så det næsten ikke var til at se, hvad der kort forinden var foregået.

Peter ringede ned til naboerne for at fortælle, at Jakob var blevet storebror - og for at sige, at han gerne måtte komme op og se sin lillesøster. Tonni kom op med ham ca. kl. 8.00. Peter ringede også til sine forældre, og jeg fik telefonen ind i sengen, så jeg kunne ringe til mine forældre. Emma, Peter og Jakob satte sig i køkkenet og drak kaffe og spiste boller, mens Emma skrev journal. En gang imellem kiggede hun til os for at spørge om fødslens forløb frem til hun var kommet. Peter kom med en bolle og cacaomælk til mig - appetitten var vendt tilbage.

Ca. en time senere snakkede jeg med min kollega - hun var meget overrasket over, at jeg så hurtigt efter fødslen ringede til hende. Men hun måtte vente med detaljerne såsom vægt og længde, for først ca. 1½ time efter fødslen blev Astrid målt og vejet. Emma havde glemt sin bischmervægt, så der skulle tænkes alternativt. Badevægten var for unøjagtig, så køkkenvægten blev fundet frem. Men nu gik jagten på et "underlag", som Astrid kunne ligge på. Hun endte med at blive vejet på låget fra "fødselsspanden". Resultat: 3.790 gram og 53 cm.

Det meste af fosterfedtet blev tørret af med et håndklæde, og Peter og Jakob fandt tøj frem til Astrid. Emma klædte hende på, og Peter tog billeder, mens Jakob fulgte opmærksomt med i alt, hvad Emma gjorde ved Astrid.

Herefter hjalp Emma mig i bad. Det var skønt. Jeg blev dog lidt forskrækket, da der dumpede en ordentlig klump blod ud af mig, men Emma beroligede mig med, at det var helt som det skulle være. Jeg blev tørret og fik friskt tøj på, og kom tilbage i sengen med Astrid. Jeg følte mig helt frisk. Emma kontrollerede mit blodtryk, som var helt i orden.

Emma var lidt sur på den vagthavende jordemoder - 2. gangsfødsler går altid hurtigt, så hun burde have sendt en jordemoder med det samme. Men jeg forstod godt, at den vagthavende kunne være i tvivl om, hvorvidt jeg var i fødsel, for i vepauserne havde jeg det på daværende tidspunkt ganske fint og lød absolut ikke som om, jeg var tæt på at føde. På det tidspunkt troede jeg jo også selv, at der var god tid - ellers var jeg nok heller ikke gået med til at vente på vagtskiftet. Men jeg syntes, at det ville være tåbeligt at få en jordemoder ud, der måske kunne nå at være hos os i 1 time, og derefter skulle lære en ny jordemoder at kende.

Fødekarret var dog ikke helt spildt. Jakob fik lov at bade i det godt halvfyldte kar med alle sine legesager. Kl. ca. 9.30 - ca. to timer efter fødslen - kørte Emma igen.

Jeg forsøgte at få fat i Jakobs dagpleje for at fortælle, at Jakob ikke kom, fordi han var blevet storebror. Vibekes datter fortalte, at hun var ude og besøge en anden dagplejer. Det viste sig at være Britt, vores genbo, så Peter og Jakob gik over for at fortælle, at Astrid var født. Jakob blev og legede med de andre børn, og tog med Vibeke hjem til frokost.

Ca. kl. 10 havde vi besøg af de næste barselsgæster - nabokonen, Hanne, og bedstemoderen. De havde skyndt sig ind i Obs! og købe gaver, nu da de vidste, at det var en pige.

Peter og jeg forsøgte at sove lidt sammen med Astrid, men telefonen forstyrrede os et par gange, så Peter tog telefonen med ud og ordnede have - der var rigeligt med vand til blomsterne! - og fik fødekarret tømt, mens Astrid og jeg sov.

Jeg fik også ringet til min konsultationsjordemoder og aflyst den tid, jeg havde samme eftermiddag. Hun var nysgerrig efter at vide, hvordan hendes skøn havde passet med fødselsvægten. Hun havde faktisk skudt lidt over. 14 dage før fødslen havde hun jo vurderet Astrid til at veje 37-3800 gr., hvilket var fødselsvægten.

-------------------
Dagen efter havde vi kontrolbesøg af en jordemoder, Eva. Vi snakkede forløbet igennem, og både hun og Emma mente, at vandet sandsynligvis var gået, mens jeg sad i badekarret. Det kunne i hvert fald forklare den nærmest eksplosive udvikling i veerne, jeg havde oplevet efter at have været i vandet. Min konsultationsjordemoder var på hjemmebesøg hos os en uge senere for at tage hælprøven, og hun sagde, at det var meget muligt, at jeg havde udvidet mig 1 cm. ved hver af de sidste "gode" veer.

Det var en fantastisk fødsel - men det blev meget anderledes, end jeg havde håbet og troet. Jeg havde optimistisk håbet på, at denne fødsel ville gå hurtigere end første gang - mit håb var en fødsel på 6-8 timer.... Jeg havde regnet med, at der ville være tid til at lære jordemoderen at kende, tid til at hygge med musik og levende lys, tid til at vi sammen kunne finde de sidste ting frem og gøre klar, tid til at jeg kunne være i fødekarret, og at jeg kunne føde i selve fødekarret. I og med, at jordemoderen kun var med i den sidste halve times tid af fødselsforløbet, slap jeg for at blive undersøgt indvendigt mere end 1 gang. Og jeg lå først ned på ryggen, da jeg havde født Astrid.

Jeg føler mig enormt stolt over, at jeg selv klarede mig igennem det meste af forløbet. Fødslen kunne måske have været hurtigere, hvis jordemoderen var kommet noget før, da jeg jo ikke pressede fra første presseve, men for mig var en fødsel på godt 3½ time simpelthen fantastisk - jeg blev jo slet ikke træt!

Bagefter snakkede vi også om, hvornår vi ville være taget afsted til fødegangen, hvis vi ikke på forhånd havde bestemt os for en hjemmefødsel. Jeg havde tidligere sagt, at hvis vi blev frarådet en hjemmefødsel, ville jeg i det mindste kunne vente med at tage til fødegangen til senere i forløbet end vi gjorde ved Jakobs fødsel. Derfor var vi ret overbeviste om, at vi først ville være kørt ved 6-tiden, og måske endnu senere - jeg var jo fuldt overbevist om, at der var lang tid tilbage af fødslen - og at vi sandsynligvis ikke ville være nået frem til fødegangen. Enten ville havde jeg nægtet at sætte mig ind i en bil, og så var det blevet en akut hjemmefødsel, eller også ville jeg have født undervejs - enten i vores egen bil eller i en ambulance.

Der er derfor heller ingen tvivl om, at når og hvis vi skal have et barn mere, ja, så bliver det ved en planlagt hjemmefødsel endnu engang. Og jeg ringer nok og beder om at få sendt en jordemoder ud noget før - selvom 3. gangsfødsler kan være drillefødsler, og måske varer længere end anden gang.




Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional