Beretninger - Vores fantastiske hjemmefødsel

Af Susan Friis, Holbæk

Lørdag den 1. oktober 2005

Ved 11.30-tiden kom pludselig lidt tegnblødning. Hurraa…

Kl. 13 ringer vi til Hanne (jordemoderen) for at sige at nu sker der lidt og få forslag til at få lidt mere gang i de meget spredte veer. Hun foreslår at jeg bevæger mig lidt rundt og så brystvorte-stimulation. Den er Mads helt med på. Kl. 13.15 kommer den første ve. Herefter spredte veer med 5 - 10 minutter imellem. Vi nusser rundt og sætter vasketøj over. Ordner lysestager. Tømmer opvasker og sætter fødekar op.

Kl. 15. ringer min søster og siger at nu kører de fra Hvidovre hvor de er til fødselsdag. Jeg ringer til Hanne og aftaler at hun også kommer ved 16-tiden. Vi har på forhånd aftalt, at hun skal komme i god tid, da vi "risikerer" at det kommer til at gå hurtigt.

(skrevet videre lørdag nat kl. 01.30)

Kl. 16 kom så min søster og hentede ungerne, samtidig med at Hanne dukkede op. Vi fik sendt ungerne af sted.. Hanne satte sig og udfyldte en masse papirer. Mads fór lidt rundt og gjorde forskelligt, og jeg lavede frisk kaffe og passede veer. Hanne undersøgte mig og jeg var kun 3 cm åben. Jeg fik Klyx (efter egen anmodning… he-he.. tænk at man frivilligt kan bede om noget så ubehageligt) og rendte lidt på toilettet og i brusebad. Vi drak kaffe og sad og snakkede mellem veerne, der stadig var lidt ustabile men efterhånden bed lidt mere. Hanne undersøgte mig igen efter kaffen, og nu var jeg 5-6 cm åben, så det gik da nogenlunde hurtigt. Vandet i fødekaret blev tempereret, og jeg hoppede i. Veerne var ret forskellige i styrke og interval, og jeg rejste mig lidt op ind imellem for at få tyngde på. Så kom der 5 stærke veer i rap som Hanne hjalp mig med vejrtrækningen igennem, mens jeg sad på hug i karret. En lille pause, et par veer mere - og så fik jeg så småt pressetrang. Hanne blandede sig ikke noget videre. Mads var lidt bekymret for om jeg måtte presse allerede, men Hanne sagde, at som 3.-gangsfødende var hun sikker på at jeg styrede det fint selv. Efter nogle pres undersøgte hun mig mens jeg sad i karret, og konstaterede at der stadig var en lille kant, som hævede når jeg pressede. Hun fik mig selv til at mærke efter og jeg kunne mærke det lille glatte hoved - og den kant hun talte om. Jeg forsøgte selv at skubbe den lidt væk med fingrene. I løbet af et par veer, trængte baby ned gennem bækkenet. Jeg kunne huske fornemmelsen fra Marinus' fødsel for 16 måneder siden, og tog det nogenlunde roligt, selv om det føles som om man går i stykker. Hanne tog et spejl og holdt, så Mads og jeg begge kunne se hovedet stå helt i udgangen nu. Mads sad bagved mig og holdt mig "oven vande", og jeg havde hænderne fri til selv at tage imod baby. Hanne opfordrede mig til at gispe lidt og derved lade baby stå lidt og presse på udgangen, så jeg ikke ville sprække så meget. Det var svært, men jeg havde stadig overblik og energi nok til at indse fornuften i det. Efter et par veer på denne måde, blev jeg nødt til at presse igen. Stadig med begge mine hænder fri og hængende i Mads' arme, kunne jeg tage imod baby. Hovedet kom ud i en ve, skuldrene i den næste. Så kunne jeg få ordentligt fat på hende, og hjælpe med at trække resten ud i næste ve. Hanne sad hele tiden bare og talte mig igennem og holdt sig ellers "på afstand". Hun opfordrede mig til at lade baby blive under vandet, og vende hende med ansigtet opad. Det var helt fantastisk. Jeg tror min første kommentar var: "Neii, hvor den ligner Marinus" Der lå hun, og plirrede med sine øjne og kiggede op på os gennem vandet. Efter nogle sekunder, vendte jeg hende om på maven og trak hende op af vandet og ind til mig. Hun skreg næsten med det samme og fik skreget og hostet lidt fostervand op af lungerne. Vi fik set, at det var en lille pige. Hun var fin, rund og buttet og helt perfekt - hvilket jeg på intet tidspunkt under graviditeten har tvivlet om. Hun rallede lidt, og Hanne sugede hende lidt i næse og mund. Jeg lagde hende til brystet, hvor hun ret hurtigt gad at sutte, men stadig var lidt generet af fostervand i lungerne. Efter endnu lidt tid, fik jeg lidt småveer, og pressede moderkagen ud. Hanne trykkede et par gange på maven og den kom helt og fint ud. Den lignede lidt en gople, som Hanne lod den flyde i vandet en tid. Mads klippede navlestrengen og lidt efter fik han babypigen, og jeg kom også op af karret og hen i sofaen. Lillesøster kom til verden kl. 19.32 og kl. 20.20 ringede vi efter pigerne og aftalte at min søster skulle komme hjem med dem kl. 21.30. Hanne syede mig et enkelt sting, mens Mads gik lidt rundt med baby. Så kom hun ned og blev lagt til brystet igen, mens Mads ringede lidt rundt, Hanne udfyldte papirer og jeg beundrede vores lille pige, som var ret vågen endnu. Mads serverede franskbrød og te. Ved 21-tiden blev hun målt og vejet - 3800 gram og 53 lang - og så fik hun tøj på. Derefter faldt hun lidt i søvn ved patten, men vågnede op til dåd, da de store piger kom hjem og holdt hende lidt på skift. Kl. 22.30 faldt hun i søvn igen og efter lidt ekstra beundring, gik pigerne og så jeg og baby i seng, mens Mads ryddede op og ordnede kar.

Det var en helt fantastisk hjemmefødsel. Som jordemoder Hanne sagde: "Endnu et bevis på, at kvinder kan altså godt selv, når bare I får lov."

Som "smertelindring" fik jeg 500 liter varmt vand, min mands fulde opmærksomhed og støtte, min dygtige jordemoders stoiske ro og årelange erfaring, samt deres fælles tillid til at dette kunne jeg sagtens klare. Herudover hjalp jordemoderen med gode råd og hun hjalp mig med vejrtrækningen. Det eneste tekniske hjælpemiddel var en doptone. Vi var hjemme i vores egen stue fra ende til anden, og kunne uforstyrrede hygge om baby og slappe af efter fødslen. Endvidere havde vi den fordel, at vi 16 måneder tidligere havde gjort det før, på samme måde og med samme jordemoder.

Nu går Hanne desværre på pension, men vi er mange der er taknemmelige for hendes store indsats på hjemmefødselsområdet her i Vestsjællands Amt. Hun har gennem mange år arbejdet på at "give fødslen tilbage til kvinderne" og hun har virkelig gjort det godt. Hendes enorme erfaring og dejlige personlighed kan hun jo desværre kun til dels videregive til "sine efterkommere", men vi er sikre på at hjemmefødselsordningen i vores amt er kommet for at blive og kan kun håbe at det med tiden vil brede sig til at dække hele landet.

Tak til Hanne - og til Mads - for to fantastiske hjemmefødsler.

Susan



Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional