Beretninger - Hjemmefødsel..... næsten

Af Anonym, Nordsjælland

Tanken om hjemmefødsel har altid tiltalt mig. At være i trygge, vante omgivelser og man som udgangspunkt ikke sygeligør eller gør det farligt at sætte børn i verdenen. Det er det mest naturlige og det vil gøre lige ondt uanset hvor man befinder sig. Derfor lå det lige for at vælge hjemmet, der også er mit barndomshjem, som fødested. Tilbage i 2003 forlod min far livet hvor vi har sove-værelse og hvad ville være mere naturligt om hans barnebarn fik livet i samme rum. Dernæst har jeg fra min omgangskreds hørt gentagne skrækhistorier om hospitalsfødsler som er gået op i hat og briller, der har gjort mig angst ved tanken om at føde hvis det er på et hospital. Tror at mange at disse oplevelser kunne være undgået med mindre stress og mere tryghed. At mange indgreb ikke vil ske, hvis kroppen selv kan få lov at arbejde, den ved hvad den skal, den fortæller os det. Og i mine øjne må det være komplet umuligt i torturkammeret på hospitalet. Peter, min kæreste var med det samme med på ideen, følte sig helt tryg ved det valg. Min læge frarådede mig at føde hjemme da det var første gang og jeg ikke vidste hvad en fødsel vil sige. I stedet tog jeg emnet op med min jordmoder Marianne, en dejlig kvinde som viste sig at være stor tilhænger af hjemmefødsler. Desværre var hun ikke fungerende jordmoder til fødsler i den periode. Vi snakkede det igennem ved første konsultation og hun bakkede os op i vores valg som vi allerede havde truffet, nu var der kun ængstelse for den forestående fødsel, det ukendte. Derefter måtte vi sande at opbakningen ikke var lige stor fra alle sider. Mange synes det var hasardspil, hvad hvis noget gik galt. Den del var vi fra start meget opmærksomme på. Som oftest sker det ikke uden forvarsel og man kan nå at komme af sted. Og hvis vi måtte tage på sygehuset, så kunne det ikke være anderledes. Vores sikkerhed frem for alt. Statistikken taler også for sig selv, det er ikke farligere at føde hjemme end på et sygehus. Tværtimod, tror jeg, for psyken i hvert fald. Derudover var der mange kvinder, flest fra min egen generation der sagde, ved du overhovedet hvad det vil sige at føde, ved du hvad du går ind til, du kan jo ikke få f.eks. epiduralblokade. Af gode grunde vidste jeg det ikke, min forberedelse kunne kun være mental og den del var afklaret og tryg ved beslutningen. Jeg havde læst om hjemmefødsler, bl.a. "Bogen om hjemmefødsler", som jeg varmt kan anbefale og andre beretninger. Havde hørt fødselsberetninger generelt, både gode og dårlige, jeg tog alt ind og følte mig godt beredt, så godt som man kan være som førstegangsfødende. Og med hensyn til smertestillende ville jeg at det skulle være så naturligt som muligt, følte det væmmeligt ved tanken om en nål i ryggen uanset hvor varmt der bliver talt om det. Altså måtte smerterne klares alternativt. Det vigtigste var at vores nærmeste bakkede os op og respekterede vores valg.
Jeg havde en rigtig god graviditet, har ikke været plaget eller hæmmet. Et par dage før termin stablede jeg brænde, kunne ikke bare sidde der og måske jeg kunne sætte gang i noget. Indrømmet kroppen var træt bagefter og maven var noget i vejen når jeg bukkede mig, men med benene godt ud til siden, gik det. Da terminsdagen oprandt den 13. dec. 2005 og der absolut ingenting skete, ikke engang en plukve der nev, blev jeg mildest talt utålmodig. Nok mest fordi jeg dels var bange for at gå så meget over tid at vi ikke kunne blive hjemme, dernæst at kommende fødselsdage og julen ville blive rodet sammen. Dagen efter røg slimproppen og jeg troede at nu skulle det være, var euforisk og nervøs, men stadig intet! De følgende dage slæbte sig af sted. Jeg fik gjort hovedrent, gået en tur i skoven og sad bogstaveligt talt og ventede. Kl. 0215 den 18. dec. vågnede jeg af noget der godt kunne være en ve. Jeg var meget i tvivl om det bare var en kraftig pluk ve. Jeg har kun haft plukveer som mindede om menstruations smerter, de svage af slagsen, kun en murren. Men den følgende time kom der en del flere og jeg var nu rimelig sikker på at det ville være i dag vores barn skulle se dagens lys. Køkkenet lignede et bombekrater fra aftenen før, dejlig mad, så jeg gik i gang med at organisere det. Når veerne, der var blevet lidt kraftigere, kom, lå jeg henover køkkenbordet. Men jeg kom igennem, flot blev det, klar til hjemmefødsel. Jeg vækkede Peter og informerede ham om tingenes tilstand og bad ham sove videre. Kl. 0415 ringede jeg til fødegangen på Hillerød Sygehus og varslede at der nok ville blive en hjemmefødsel senere på dagen. Mine veer var stadig uregelmæssige, 20-60 sek. varighed med 6 min. interval +/- så vi aftalte jeg skulle ringe igen når der var lidt mere system i dem. Jordmoderen bad mig finde min seng igen, prøve at hvile mig lidt. Jeg kiggede lidt flimmer, spiste en banan og tog tid på veerne. Omkring kl. 0515 fik jeg nok af at ligge der. Veerne var tiltaget og jeg havde en enorm trang til at organisere alt det praktiske jeg havde samlet sammen og forberedt til fødselen. Nussede lidt rundt og tog mig et bad. Havde lånt en plastichavestol til formålet og den var super at læne sig ind over. Kl. 0630 vækkede jeg Peter på en ikke særlig pæn måde. Pludselig gik det rigtigt op for mig hvad der egentlig skulle til at ske, blev lidt stresset ved tanken og da jeg havde bedt ham stå op nogle gange uden reaktion, blev det i stedet til et vredt "det er fandeme også dit barn". Straks kunne jeg se det komiske og begyndte at grine bedst som en ve fik smilet til at stivne. De gjorde jo ondt nok selvom jeg vidste de ville blive langt værre. Vi lavede kaffe, pakkede sengen ind i afdækningsplastic og ringede til den kommende farmor og farfar, min veninde Lotte og min moster og fætter, som alle skulle være her. De tog morgenbrød med og landede alle omkring kl. 800. En smuk vintersolskinsdag var ved at begynde. Jeg var stadig kæk og smilede gennem mit væske ophovede ansigt til svigerfar, der tog billeder. Vi
oddsede om kønnet på barnet og smed en 20 krone hver…... Det viste sig senere at min intuition var rigtig :o) Lotte var en uvurderlig støtte til bl.a. at huske mig på vejrtrækningen. Jo kraftigere veerne blev, des mere glemte jeg den, trods den hjalp mig rigtig meget. Jeg forsøgte at spise en skive brød, der resulterede i den første opkastning. Lotte tog tid på veerne, der nu var længerevarende og kom med et interval på ca. 2-3 min. men helt regelmæssige var de ikke, hvilket de aldrig blev. Kl. 930 ringede jeg til fødegangen og de ville sende en jordmoder hjem til os med det samme. Jordmoderen Karen og eleven Lillian ankom omkring 1020. Med det samme kunne jeg mærke den der kemi. De var alle tiders og meget positive overfor hjemmefødsler. Jeg havde ikke kunnet gardere mig imod at få en jordmoder som var negativ overfor det, så det var en stor lettelse. Tror at det også er af stor betydning for en fødsels forløb. Jeg var sikker på at det nok skulle blive en god fødsel. De undersøgte mig og baby, alt var som det skulle være og jeg havde åbnet mig 5 cm. Yeeeees, jeg var godt på vej. Jeg kunne på ingen måde finde den mindste ro eller tilfredsstillelse ved at ligge eller sidde, det var rigtig ubehageligt og meget forkert for min krop, den måtte stå og bevæge sig. Jeg dansede noget der mindende om rumba, roterede simpelt hen med understellet og fik den bedste udnyttelse af tyngdekraften og veerne. Fantastisk at kroppen selv ved det. I de følgende timer blev babys hjertelyd tjekket hver 15 min. og jeg blev regelmæssigt undersøgt. Omkring kl. 1140 var jeg 7 cm. åben og der sad hinder foran babys hoved. Havde meget tiltagende veer med dertilhørende opkastning og toiletbesøg hvor Peter også stod mig bi. Det var meget smertefuldt at sidde på kummen og kaste op med kraftige veer. Peter klarede det rigtig flot, i forvejen har han rigtig svært ved den slags. Jeg opholdt mig mest på badeværelset, hvor vi har en lang bordplade i køkkenbordhøjde, dejlig at læne sig ind over. De andre hyggede sig i stuen med kvindernes VM håndbold finale og svigermor var begyndt at bage brød. Imellem veerne spurgte jeg til de andre og måtte lige høre til stillingen i kampen. Jeg skulle jo have set den! Lotte, min moster og svigermor kom ud til mig en gang imellem og så til mig. Deres kolde hænder og meget varme omslag gjorde godt på lænden imellem veerne, men så snart en ny satte ind gjorde det smerten langt værre. Jeg begyndte at blive bekymret for presseperioden, vidste at den var tæt på. Vi talte om det og jordmoderen sagde at det ville føltes som virkelig at skulle på toilettet og lave én. Da jeg fik denne pressetrang var mit udbrud "det her er en meget stor lort". Kl. 1300 besluttede jeg at prøve akupunktur, var meget forpint i lænden og mine veer var lange med meget korte pauser. Der blev sat 6 nåle, men effekten var ikke alt for god. Godt nok tog den toppen af smerten i lænden, men den blev flyttet om foran i stedet, dertil kom at jeg blev hæmmet i min bevægelse, så jeg ikke kunne udføre mine dansetrin som ellers afhjalp smerten. Jeg havde nålene i ca. 30 min. hvorefter jeg fik min bevægelsesfrihed tilbage igen. Jeg ytrede mig meget kraftigt om hvor ondt det gjorde, bandede og svovlede, brølede med på nogle at veerne og fik dermed afløb for min smerte. Ytrede at jeg ville bruge beskyttelse næste gang og at det her barn helt bestemt ville blive enebarn! "Duften" af nybagt brød nåede mig på badeværelset, fy for………….aldrig har nybagt brød lugtet så grimt. Derimod synes jordmødrene at det duftede dejligt og glædede sig. Min pressetrang var tiltagende og babys hjertelyd blev tjekket hyppigt. Tilbage på ryggen i sengen til undersøgelse kl. 1325, konstaterede jordmoderen at jeg nu havde åbnet mig 9 cm. Ahh, jeg kunne begynde at se en ende på det her. Kl. 1330 foretog hun en hindepunktur for at fremme sagen lidt og nu fossede der tykt grønt fostervand ud! Øv, det var ikke lige meningen. Vidste straks at resten af min HJEMMEfødsel var i fare. Derefter begyndte babys hjertelyd at dykke under veerne og rettede sig meget langsomt igen. Jordmoderen kontaktede fødegangen, hvem der rekvirerede en ambulance med udrykning. Hun frygtede i værste tilfælde at navlestrengen var rundt om halsen. Både lægeambulance og ambulance ankom meget hurtigt. Da jeg havde tiltagende pressetrang blev jeg opfordret til at prøve at presse. Måske det kunne blive en hjemmefødsel til sidste ve alligevel, med læge og ambulance som back up. Dog kunne jeg ikke, mine veer var slet ikke effektive nok og hovedet kom kun meget langsomt frem. Derfor måtte jeg i næste ve pause krybe op på båren og vi forlod hjemmet. Peter måtte ikke være inde ved mig, da der skulle være plads til jordmoderen og en ambulancemand, men han sad oppe foran. Jeg fik ilt til baby og hjertelyden blev lyttet næsten konstant og var indimellem god, men stadig dykkende og rejste sig fortsat langsomt. Jeg fik igen pressetrang og blev opfordret til at presse, da baby trængte til frisk luft som den rare ambulancemanden sagde. Stakkels mand, tror jeg nærmest fik boret mine negle ned i hans hænder! Men mine veer var aftaget, jeg kunne slet ikke presse effektivt, hovedet kunne kun skimtes. Veerne kom med 5-7 min. interval og jeg mistede totalt modet. Alt det fredfyldte var passé og det lys jeg kort forinden havde skimtet for enden af tunnelen synes nu uendelig langt væk. Nu lå jeg der på en båre og var ved at sparke deres udstyr ned med stængerne, mens vi kørte på fulde gardiner. Jeg frygtede at jeg ikke fik mulighed for af føde vaginalt. Underligt nok synes hverken Peter eller jeg der var fare på fære. Vi følte hverken panik, angst eller desperation over situationen, om vores barn var i overhængende fare. Vi har efter talt om det og mener begge at det var fordi vi var så godt forberedte på netop denne situation. At vi ved en hjemmefødsel kunne risikere at måtte af sted på en mistanke uden der reelt viste sig at være noget alvorligt galt, så hvorfor tage sorgerne på forskud. I vores tilfælde var det fordi baby hurtigt skulle fødes og at der skulle være en børnelæge til at tage sig af barnet for evt. videre behandling. Uden det kunne situationen blive alvorlig. Vi ankom til Hillerød Sygehus modtagelse kl. 1415 hvor jordmødre, børnelæger med flere stod klar. Da jeg igen fik en ve modarbejdede jeg den, spændte som en flitsbue, hvilket resulterede i at både mine arme og ben blev fastholdt i den rette position af de tilstedeværende personer. De stod henover mig, holdt mig i et totalt jerngreb. Jeg overgav mig fuldstændigt og pressede aktivt, men uden resultat. Jordmodereleven, Lotte og min svigermor var nu kommet og var også til stede på skadestuen. Der var masser af mennesker, men jeg ænsede dem ikke. De meddelte mig at de ville lægge en kop og da gik jeg fuldstændig kold, blev meget bange. Det var mere end jeg kunne klare og begyndte at græde nærmest panisk Jeg savnede min mor, som ikke er mere, frygtelig meget, jeg manglede hendes nærvær. Min veninde Lotte har med begge typer kopper haft nogle meget ubehagelige oplevelser, som jeg selvfølgelig kom til at tænke på, hvem der havde meget svært ved situationen. Det var som en gentagelse af nogle af hendes oplevelser, bare med mig som hovedperson. Og det var netop et af disse indgreb jeg ville forebygge med en hjemmefødsel! De overbeviste mig dog hurtigt om nødvendigheden af at baby kom hurtigt ud ved hjælp af koppen og jeg fik igen fornyet håb og overgav mig. De satte koppen på, hvilket slet ikke var så slemt, jeg mærkede det ikke. Jeg pressede og de trak ved næste ve, men koppen faldt af ……… fortalte de bagefter. Næste ve, jeg pressede og jordmoderen lagde et klip. Hun fik 2+3 fingre ind i mig og trak hovedet ud, det vidste jeg også først bagefter. Igen en presseve og jeg pressede kroppen ud. Kl. var 1427 og vores lille barn var født. Straks blev den lille overgivet til børnelægen, der sugede, lyttede, undersøgte, gav ilt m.m. Heller ikke der var jeg angst for hvad der var galt, hvis der var noget. Tror det gik så hurtigt at jeg overhovedet ikke kunne forholde mig til det. Tænkte mest på at jeg nu skulle forholde mig til at være mor. Der gik vel et halvt minuts tid før jeg spurgte til vores barn, jeg havde fuld tillid. Der var ingen panik at spore hos de tilstedeværende og der var heller ikke noget alvorligt galt. Peter kom nærmest løbende hen til mig, "det en dreng, vi har fået en lille dreng". Jeg var selvfølgelig meget spændt på at se ham. Jeg kunne høre ham nu, han græd……… eller skreg, godt tegn. Der gik lidt mere end 5 min. og han blev lagt op på mit nøgne bryst. Jeg kom til at bemærke at han ikke ligefrem var køn (klart efter at have ligget i blød i så lang tid), men han er det smukkeste jeg nogensinde har set og han blev hurtigt køn. Sagde ja tak til tilbudet om en indsprøjtning så jeg kunne føde moderkagen hurtigt. Al personalet på skadestuen var glade over den lykkelige begivenhed de havde været med til, på et sted hvor det som oftest er begivenheder af mere negativ karakter. Vi blev kørt op på fødegangen, hvor farfar, moster og fætter ventede og vi fik serveret lidt til ganen. Lille William lå nøgen hos mig og smagte og snusede til mit bryst. Han kiggede op på mig, som for at sige, "hej mor, nå det sådan du ser ud". Jeg blev lappet sammen igen forneden og var lykkelig for jeg ikke skulle have været på sygehuset under hele fødselen. Fødestuen vi lå på var lille og trang og der var ingen vinduer. Den var totalt blottet for hygge. 2 gange fastre kom på besøg med gaver. William blev de følgende timer undersøgt jævnligt og fik mere ilt. Han fik højeste point på apgarscoren. Vores lille dreng er sund og rask. Da der intet var galt og børnelægen sagde god for det besluttede vi at tage hjem, vi skulle jo slet ikke have været på de kanter. Og når det var forsvarligt i forhold til William, kunne vi ikke se nogen mening med at vi skulle blive der. Farmor havde i farten fået lift, dyne og babytøjet med, som var pakket i tilfælde af, men jeg havde ikke noget med til mig selv, var kun iført t-shirt og Peters boxershorts og bare ben og fødder. Så svigermor kørte til Jægerspris for at hente lidt beklædningsgenstande til mig. William blev målt og vejet til 51 lang og 2970 g. En lille splint men større end både Peter og jeg ved vores fødsel. Kl. 2045 lod vi os udskrive og drog hjem igen hvor farfar havde holdt liv i brændeovnen, ryddet op og pyntet op med fakler, flag og stork udenfor. Den ene faster kom også. Vi ringede efter pizzamad og hyggede os til midnat. William sov på mit bryst hele natten kun iført ble, dejligt.
Næste formiddag kom farmor og farfar og hyggede om os. Jordmoderen og eleven kom lidt senere for at se til os. De fik hjemmebagt brød som de blev snydt for dagen før. Vi gennemgik fødselen, det var rigtig rart, jeg havde en lille følelse af at jeg var dumpet, hvilket nok er naturligt når det ikke går helt efter bogen. At jeg ikke selv kunne presse ham ud. Men de gjorde min følelse til skamme. Jeg var slet ikke langt nok henne i fødselen på det tidspunkt. Presseveerne var ikke gode nok endnu og at jeg blev flyttet fremmede ikke sagen. William havde heller ikke roteret i fødselskanalen endnu, da han blev trukket ud. Jeg havde bestået min prøve, jeg havde været god at arbejde med og de vil gerne gøre det igen. Jeg havde under hele forløbet hjemme bevaret roen, lyttet til min krop og dem og arbejdet med veerne, hvilket gjorde at det var gået godt og hurtigt. De mente at jeg selv ville have født ham på yderligere 1-2 timer, hvis det var gået helt efter bogen. Fakta er at vi føler vi har haft en hjemmefødsel og vi har haft en god én. Vi var herhjemme i 11½ time ud af lidt mere end 12 timer fra første ve. William så desværre ikke dagens lys der hvor min far forlod livet, men pyt, det vigtigste er at han ser lyset og han kom godt og sikkert til verdenen. William kom ikke op til mig som det første og Peter kom ikke til at klippe navlestrengen eller tage imod ham, men trods det og dramatikken har det været den bedste oplevelse i vores liv, den smukkeste. Og nej, William skal ikke være enebarn. Adoption overvejede jeg, mest i spøg, i dagene efter, uanset hvad gør det jo nas. Men når den tid kommer, vil jeg igen føde herhjemme, forhåbentlig til sidste ve og det bedste vil være hvis Karen og Lillian igen kan være her. Det er helt klart også deres fortjeneste at Williams fødsel blev sådan en dejlig oplevelse.



Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional