Beretninger - Thorbjørn kommer til verden

Af Karen Karlebjerg

En beretning om en hjemmefødsel uden fødekar - med pilatesbold - og med 2 storebrødre på 4 og 6 som "fødselshjælpere".
Fødekarret havde vi valgt fra af praktiske årsager. Vi har en lille vandvarmer, og jeg føder hurtigt - de 2 ting i kombination gør, at der var stor sandsynlighed for, at jeg aldrig ville nå ned i karret. Som det fremgår af beretningen, havde jeg heller ikke det store behov for det.
Nanna er min kone. Vi lever i registreret partnerskab, og har til sammen 4 børn. De 2 yngste er født hjemme.

2. januar. Julen er forbi, nytåret er overstået, jeg hiver serpentiner ned og gemmer ballonerne til ungerne. De er alle 3 i skole, børnehave og dagpleje, og der er helt stille i huset. Nanna er taget på arbejde, og jeg føler mig som julegaven, der ikke blev pakket ud - raketten, som ikke blev skudt af.

Det var ellers lige ved, den 29. december fik jeg ondt i maven, netop som vi to gamle skulle op i seng. Jeg stod og svajede ude på badeværelset med kvalme, og besluttede til sidst at stikke en finger i halsen, for at få nattero. På trods af, at jeg ikke havde rørt en dråbe alkohol, følte jeg mig nærmest som en gymnasieelev efter en MEGET munter aften. Jeg kastede da også op i lårtykke stråler. Pludselig, midt under alt det her, mærkede jeg noget vådt brede sig på mit tøj - noget, der kom helt udenfor viljens kontrol. Jeg kaldte på min kone, Nanna, og vi var begge overbevist om, at det var fostervand. Men begejstringen dalede, da hun kastede et blik i min vandrejournal. "Der står, at hovedet ikke står helt fast! Skal man så ikke lægge sig ned omgående?"
Befriet for mit uhumske tøj, sjokkede jeg hen på sofaen, hvor jeg lå musestille, og mærkede efter, om der kom veer. Joh, måske, men ikke mere end de plukkeveer, jeg hele tiden havde haft. Det var en lidt væmmelig fornemmelse at ligge dér, og være bekymret for, om navlesnoren kunne ligge og blive afklemt, så der skete noget med den lille. Nanna ringede til jordemoderen, som lovede at komme, selv om himmel og jord stod i ét. Der var gang i biksen den nat - sådan skal det åbenbart være i en snestorm!

Da jordemoderen dukkede op, kunne hun konstatere, at der stadig var vand om barnet. Der sivede ikke mere vand, og derfor mente hun, at det nok var forvand - et vandreservoir imellem de to fosterhinder, der var gået. Det betød ikke nødvendigvis, at fødslen var i gang. Hun tog hjem igen, og jeg gik natten i møde med besked om at ringe, hvis der skete mere. Den gode nyhed var, at jeg ikke skulle være bange for afklemning af navlesnoren. Barnets hoved stod så dybt, at det ikke længere var en risiko.

Jeg var selvfølgelig helt oppe at ringe! Tænk, hvis det var nu… på et tidspunkt syntes jeg, at plukkeveerne begyndte at gøre lidt ondt, men så gik det i sig selv igen. Så fik jeg dårlig mave igen - jeg vil spare læserne for detaljerne - og ud på morgenen faldt jeg udmattet i søvn. Uden veer.

Næste morgen ringede jeg til den anden jordemoder i hjemmefødselsordningen, og udbad mig en forklaring på de her fænomener. Jeg er bange for, at jeg var lidt spids i mælet, for jeg havde én gang før prøvet noget med vandafgang uden veer - og det var ved Asbjørns fødsel, hvor jeg til sidst måtte sættes i gang med drop. Så jeg var bange for, at det var noget tilsvarende, der var ved at ske igen.
Hun forklarede mig én gang til - meget tålmodigt - om forvand, og hvad det var, og hvad det betød, eller rettere: IKKE betød - og mht. mavepinen, så mente hun, at det måtte være en infektion.
Jeg brugte resten af dagen på at hidse mig op over, hvor den kunne være kommet fra, for 1) vi var sneet inde, og havde ikke været i kontakt med andre end os selv og jordemødrene og 2) jeg havde spist det samme som resten af familien, men der var ikke andre, som havde været syge. Og hvorfor står der ingen ting om forvand i graviditetsbøgerne - hvor der ellers står om alt muligt? Hvorfor er det lige netop MIG, der skal være mærkelig?

Nytårsaften kom og gik. Vi havde en stille, men hyggelig aften, selv om jeg var træt, og egentlig helst ville have udsat det hele en måned.
Dagen efter slappede vi af med at se videofilm, og så var det pludselig hverdag igen.
Huset var tomt. Julepynten skulle ned, men jeg gad ikke rigtig noget - jeg sad og hyggede mig lidt ved computeren, læste lidt, og så lagde jeg mig op og tog en god, lang middagslur.

Klokken lidt i to vågnede jeg ved, at min ryg gjorde ondt. Så faldt jeg i søvn igen. Lidt efter vågnede jeg igen, og undrede mig så tilpas meget, at jeg syntes, det var bedst at stå op. Jeg gik ned, og fik øje på vores ellers pæne juletræ - det skulle bare UD!!! Og det kunne ikke gå stærkt nok. Jeg begyndte at pille pynt af, og pakke det omhyggeligt ned i kasser - og lidt efter ringede jeg til Nanna, og sagde, at nu måtte hun ikke blive sur, hvis det hele gik i sig selv igen, men jeg havde altså en fornemmelse af, at jeg nok havde veer, så jeg ville blive glad, hvis hun vendte snuden hjem inden så længe. Og ekstra glad, hvis hun købte et vådliggerlagen til sofaen på hjemvejen, for det havde jeg glemt at få fat i inden jul. "Har du ringet til jordemoderen?" spurgte hun, og det havde jeg jo ikke, men det mente hun nok var en god idé.

Så jeg ringede til Anne, og beskrev mine fornemmelser, og vi blev enige om at holde kontakt. Jeg skulle bare sende en SMS indenfor den næste time, og fortælle, hvordan det gik. Hun spurgte, om det var OK med mig, at hun tog en studerende med? Det sagde jeg ja til, et par ekstra hænder er altid velkomne, og i øvrigt er jeg en selskabspapegøje, når jeg føder.

Tre kvarter og en masse julepynt senere var jeg ude af stand til at formulere en SMS, så jeg ringede i stedet. Anne og den studerende, Dorte, lettede med det samme.

Så ringede jeg til Nanna, som provianterede i Haslev, og gav hende en skideballe, fordi hun var gået ind til Dyne-Larsen, hvor hun selv var blevet sendt ned for at lede efter vådliggerlagnet imellem alle de andre lagner. Jeg hidsede mig op: "SAGDE du ikke bare, at du skulle hjem til EN FØDENDE KVINDE, så de havde værsgo at finde det lagen til dig - NU?!?"
Det havde hun tydeligtvis ikke været kvik nok til at sige - og jeg levede vist fuldt ud op til mit ry fra sidst om, at jeg skælder ud, når jeg føder.

Jeg ringede så til børnehaven. Jeg havde en aftale med Salli, en af pædagogerne, om, at hun skulle være fødselshjælper/barnepige. Valdemar på 6 og Asbjørn på 4 ville gerne med til fødslen, og jeg havde i første omgang været skeptisk overfor ideen - men nogen gange kan éns poder jo sætte gang i tingene, så man må tænke om igen. Vi havde forberedt os grundigt - læst bøger, set billeder, set videofilm, og lavet en aftale med en voksen, som skulle være der 100% for børnene. Salli havde oven i købet selv været med, da hendes lillesøster blev født - og det viste sig da også, at hun lige præcis havde den fingerspitzgefühl, der skulle til for at give begge drengene en god oplevelse.

Salli tog drengene med, og kom hjem til huset som den første - og jeg var lettet, for nu syntes jeg slet ikke, at det var rart at være alene mere. Jeg ville gerne have et bad, for jeg svedte som en stud, og jeg kunne ikke overskue at få lyskæden af det ellers afklædte juletræ.

Så Salli og drengene gik i gang med lyskæden, og mens jeg fik skyllet min hårdtarbejdende krop af, fik de juletræet sat ud, og støvsuget gulvet for grannåle. Jeg kom i en ren bluse, og trusser, men bukserne fik jeg aldrig på, det kunne jeg ikke overskue.

Jeg sad på knæ, og lænede mig op af sofaen, mens jeg stønnede noget om, at hvis jeg skulle have glæde af Pilates-bolden, skulle de nok pumpe den NU.

Valdemar sad og holdt mig i hånden. Til at begynde med var han lidt forlegen over mine underlige lyde, men det lykkedes mig at forklare ham mellem veerne, at det var OK, at alle kvinder stønner, når de føder, og at det var en stor hjælp, at han var lige præcis der, hvor han var.

Nu ankom Anne, og den studerende, Dorte, og min svigerfar hentede vores yngste, Folke. Han er kun 1½ år, og for lille til at forstå, hvad der foregik. Jeg var bange for at blive irriteret på ham, hvis han forstyrrede mig i arbejdet - og hvordan skulle sådan et lille menneske kunne forstå det?

Anne ville undersøge mig indvendigt, og det skulle foregå liggende på ryggen på vores nu omhyggeligt indpakkede sofa. Og det var forfærdeligt - for mig, og sikkert også for mine omgivelser. For jeg hylede som en såret hund, og skældte ud over, at jeg skulle ligge dér - det var simpelt hen en pine uden lige, når mine veer sad omme i lænden. Meget værre, end jeg huskede det fra min første fødsel, hvor jeg dog tilbragte en del af tiden på ryggen.

Jeg havde på forhånd sagt til Anne, at hvis jeg slet ikke havde åbnet mig, skulle hun ikke sige sandheden til mig direkte, men pakke den pænt ind, så jeg ikke blev alt for desillusioneret. Men hun behøvede ikke at være diplomatisk - jeg manglede ikke ret meget i at have åbnet mig helt.

Jeg hang på min store bold, og det var en fantastisk fornemmelse at være så meget ét med processen. Sidst havde jeg på samme tidspunkt været mere eller mindre skæv af lattergas - det var skønt at være klar og bevidst i stedet for. At kunne småsnakke lidt med børnene, når der var pause mellem veerne, og brumme sig igennem de smerter, der kom og gik. Jeg insisterede på at have alt lys i stuen tændt, og ingen stearinlys, for jeg havde brug for frisk luft! Meget langt fra det hygge-nyggescenarie, man ellers forestiller sig om hjmmefødsler.

Nu fik jeg den første fornemmelse af pressetrang - så nu var det tid til gispevejrtrækning, og jeg kunne næsten mærke hvert lille nøk, barnet tog ned gennem fødselsvejen. Igen denne følelse af at være med, at fornemme hvor jeg var hele tiden. Jeg ønskede at gøre, hvad jeg kunne for at tingene gik stille og roligt nu, både for hans skyld og for min. Han skulle have et blidt møde med verden - og samtidigt ville jeg gerne undgå at revne fra Herodes til Pilatus, hvis det kunne undgås.

Men samtidigt var jeg også bange for, om tingene gik for langsomt, om jeg belastede min lille baby. Jeg snakkede i det hele taget løs om "min lille baby" - forsøgte at fastholde et positivt billede af, hvad der nu skulle ske.

Netop i denne fase, er det dejligt med en jordemoder man kender. Jeg orkede ikke at komme med lange forklaringer og velformulerede spørgsmål - og når man kender hinanden godt i forvejen, og har snakket alt muligt omkring fødslen igennem på forhånd, er det meget nemmere med få ord at udtrykke det, man har brug for lige nu. Jeg havde blandt andet brug for at få bekræftet, at det jeg gjorde var godt nok - sidst havde jeg haft svært ved at give slip på barnet i pressefasen, og jeg kunne mærke den gamle angst fra dengang, men ikke værre, end at jeg kunne styre det, og tage imod instruktion.

Og lige så stille og roligt (alt for stille og roligt, efter Nannas mening, men OK ifølge Anne) gled Thorbjørn tættere og tættere mod udgangen. Stemningen i stuen var intens - begge drengene var med, Asbjørn sad på skift på skødet hos Salli og Dorte. På et tidspunkt snakkede alle de andre om, hvad klokken egentlig var - det viste sig, at alle de tilstedeværende armbåndsure og ure i mobiltelefoner gik forskelligt, og det var noget rod, i forhold til at bestemme fødselstidspunktet. Det blev lige pludselig for meget for mig, så jeg råbte: Nu holder I altså KÆFT med de ure, og hjælper mig med at føde - det andet kan I finde ud af bagefter!

Der løb en lille bitte smule vand ud af mig - urin eller fostervand? - og så kom hinderne til syne. Med barnet i. Han blev nemlig født i sejrsskjorte - det vil sige, at han kom ud "i posen", og Nanna og Anne måtte hjælpe ham fri. Jeg nåede desværre ikke selv at se noget af det - det foregik jo nede mellem mine ben, og da jeg et øjeblik efter fik den befriede baby op i armene, glemte jeg alt andet. Nogen - jeg tror, det var Nanna - sagde, at det var en lille dreng.

Jeg stod bare på knæ, og følte mig og ham som hele universets midtpunkt. Jeg trak vejret lettet, nu hvor smerterne var væk, og lyttede for første gang til hans lyde. Hvor er det mærkeligt, at han kender mine lyde inde fra maven, mens hans lyde er helt nye for mig! Hvis ikke nogen på et tidspunkt havde prikket til mig, og insisteret på at få mig over i sofaen, kunne jeg have stået der endnu.

Moderkagen blev født kort tid efter, (det mærkede jeg næsten ikke) og navlesnoren var et "pragtstykke" - 93 cm lang!

Thorbjørn blev lagt til og lå og suttede, og så var det blevet tid til at få "hæftet ende". Jeg var gået lidt i stykker, og Anne mente i første omgang, at det kunne klares med et par sting. Dorte lagde en akupunkturnål i øret på mig, men den havde jeg ikke så meget fidus til, så det endte med, at jeg fik overtalt dem til at bruge en bedøvelsesspray, vi bruger, når vi renser sår på hestene. Den havde en vis virkning, men jeg brokkede mig alligevel højlydt, især da det viste sig, at det blev til lidt mere end et par sting. På det tidspunkt gider man bare ikke mere, der gør ondt!

Resten af aftenen husker jeg bare som en lykkelig rus - på et tidspunkt dukkede der en bøf op, som jeg ikke orkede at gøre det helt store ved, men den smagte godt. De andre snakkede meget om den gode mad. Jeg var bare glad for det lille, nye væsen, der lå i mit skød - og glad for, at jeg havde kunnet give mine to ældste drenge en god oplevelse.

Hvis du får lyst til selv at føde hjemme, når du læser vores beskrivelser, og du bor i Region Sjælland, kan jeg varmt anbefale, at du kontakter hjemmefødselsordningen på denne adresse:

http://www.hjemmefoedsler.dk/


Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional