Beretninger - 3. gang en drillefødsel (eller hurra for den "kendte" jordemoder)

Af Anonym, Roskilde

Dagene op til
I dagene op til fødslen var plukkeveerne tiltagende, og jeg havde også flere og flere småveer - dog uden at jeg følte mig sikker på, at det var nu.

Mandag d. 24. april, hvor jeg var 39+0, troede jeg, at der var optræk til noget, men da jeg havde ligget og hvilet mig en halv times tid og taget en Panodil, gik det i sig selv igen.

Torsdag d. 27. april havde jeg en jordemoderkonsultation. Sabine, min jordemoder, prøvede at give mig noget akupunktur, der muligvis kunne modne mig. Jeg fik det dog dårligt (svimmelhed, kvalme og koldsved), da hun satte nåle i det punkt, der har med livmoderen at gøre. Om eftermiddagen renskrev jeg to-do-listerne til Hanne (vores børnepasser) og Peter.

Nu er det nu
Torsdag aften havde jeg igen småveer, mens jeg gik og fik lavet ny gummifuge på vores badeværelser, som en del af de ting, vi skulle have udbedret i forbindelse med tilstandsrapporten på vores hus.

Inden vi gik i seng ved 11-tiden, havde vi dejlig sex - måske det kunne sætte noget i gang, og ellers var det jo ikke til at vide, om det blev sidste gang i en kortere periode.

Fra 23.30-tiden fik jeg tiltagende veer, hvor jeg efterhånden fik brug for den dybe koncentrerede vejrtrækning. Jeg begyndte at tro på, at der var noget i gang, som kunne bruges til noget. Normalt var mine småveer gået i sig selv, når jeg lagde mig ned, men nu tog de til.

De hyggelige forberedelser
Ved 0.30-tiden stod vi op og gik ind i stuen. Jeg tændte for TTV og tog tid på interval og længde af veerne. Der var ca. 8-9 minutter imellem veerne. Vi fik flyttet spisebordet og gjort klar til fødekarret med flamingo-plader og plasticunderlag.

Peter fandt musik frem og tændte levende lys, så der blev rigtigt hyggeligt. Jeg gjorde sækkestolen klar med plastic og gl. dynebetræk.

Kl. 01.30 var der 6-7 minutter mellem veerne, der varede ca. 30-40 sekunder. Jeg sad på pilatesbolden og kunne frit bevæge bækkenet mens jeg trak vejret dybt. Nu var jeg overbevist om, at der var gang i noget, og ringede derfor til Sabine og satte hende ind i situationen. Hun ville stille og roligt gøre sig klar, og hvis det udviklede sig hurtigt, skulle jeg ringe igen. Hun mente godt, at vi kunne begynde at gøre fødekarret klar, så Peter fyldte 1. hold vand i.

Det stille vearbejde
Sabine ringede tilbage lidt i kl. 2 - nu ville hun og Tabea (jordemoderstuderende) køre. De var fremme hos os ca. 02.15, hvor de startede med at lytte til hjertelyden. Den var fin.

Sabine og Tabea faldt hurtigt ind i roen. Jeg arbejdede videre med veerne - enten på bolden eller stående med bevægelse i bækkenet og den dybe vejrtrækning. Peter satte Tabea ind i videoen og kameraets funktioner. Vi havde aftalt, at hun skulle filme og tage billeder under fødslen.

Veerne tog stille og roligt til, men var noget uregelmæssige. Egentlig var jeg godt tilfreds med, at det gik lidt langsommere end sidst.

Ved 4-tiden blev hjertelyden tjekket igen - alt fint. Jeg begyndte at blive ret træt, og blundede i vepauserne. Jeg gik derfor ind i sengen og fandt en god hvilestilling, så jeg fik hvilet bedst muligt i vepauserne, der stadig var forholdsvis lange.

Børnene vækkes
Ved 5-tiden trak Sabine i arbejdstøjet, og vi besluttede at ringe til Hanne, vores nabo, der skulle være børnepasser. Peter satte Hanne ind i, hvad vi gerne ville have hende til at sørge for - evt. sammen med Jakob og Astrid. Bagefter blev børnene vækket. Det tog sin tid, og de kom noget søvndrukne ind til mig i soveværelset ca. et kvarter senere. Det var vist lidt uvirkeligt for dem - sådan at blive hevet ud af de varme dyner alt for tidligt, og så få at vide, at det ville blive i dag - langt om længe - at de fik en lillebror eller -søster. De skulle lige kigge en ekstra gang på min store mave - jo, den var der endnu.

Mens jeg fik sagt godmorgen til dem, havde jeg en længere vepause, men så snart de var ude af soveværelset, kom den næste ve - endnu kraftigere og længere end den forrige. Avs!

Alle undtagen jeg fik noget morgenmad. Peter havde tidligere på natten hentet boller i fryseren - lavet til det samme formål.

Efterhånden vågnede Jakob og Astrid op til "dåd", og snakken gik lystigt i stuen. Astrid fortalte om mange af de ting, vi har snakket om som forberedelse på fødslen. Jeg tog nogle veer i soveværelset, men gik så ind til de andre, da jeg regnede med, at børnene havde vænnet sig til lydene.

Ved 6-tiden blev hjertelyden tjekket igen, og jeg tilbage i soveværelset igen. Børnene spillede LEGO-spil med Hanne i stuen. Bagefter tegnede de fine tegninger til mig og babyen.

Sker der snart noget?
Ved 7-tiden kastede jeg op, og tænkte, at nu måtte jeg snart være fremme ved de 10 cm. Tabea opmuntrede mig - også hun troede, at det var tegn på, at jeg nu var i overgangsfasen. Jeg havde det meget varmt og fik en kold klud til panden. Der blev lagt et par våde klude i fryseren, men da de kom i brug var de så stivfrosne, at de nærmest kunne lave buler.

Kort efter kom Jakob og Astrid ind med deres fine tegninger til mig - på mærkværdigvis lykkedes det mig at finde overskud til at snakke med dem.

Lidt senere kom Astrid igen ind til mig i soveværelset. Hun løftede op i natkjolen for at se maven, og ville også lige se mellem benene om babyen skulle være på vej ud! I det samme fik jeg en ve og rejste mig op for at kunne rotere med bækkenet samtidig med, at jeg begyndte at trække vejret dybt. Astrid skyndte sig at gå ind i stuen igen, og lukkede døren efter sig.

Sabine kom derefter ind til mig - hun ville gerne have, at døren stod åben, så hun kunne høre mig. Jeg fortalte, at Astrid sandsynligvis havde reageret med at lukke døren, fordi vi havde fortalt, at Peter sidst havde lukket døren og sat musik på, da han syntes, at jeg larmede for meget. Vi havde fortalt børnene dette, for at de skulle forstå, at det var ok, hvis de syntes, at jeg larmede.

Jeg begyndte at ønske at blive undersøgt - noget som jeg ellers havde haft det rigtigt fint med ikke at blive. Jeg havde fortalt Sabine, at det havde været rigtigt rart sidst, at jeg kun var blevet undersøgt 1 gang, og at jeg håbede, at de ville kunne afkode, hvor jeg var i forløbet ud fra mine veer, og min tilstand. Indtil nu havde det været præcist som jeg havde kunnet ønske mig. Når en ve nev lidt mere end normalt, eller varede lidt længere, kom Sabine ind til mig, men lod mig ellers selv passe mit vearbejde.

Nedslående nyt
Ved 8-tiden var Sabine imidlertid også blevet nysgerrig efter at vide, hvor langt jeg var, og spurgte om hun måtte undersøge mig. Desværre viste det sig, at jeg kun var ca. 5-6 cm. åben - trods gode veer. Hun kunne mærke, at hovedet stod ret højt, og dermed ikke pressede på livmodermunden. Desuden kunne Sabine mærke, at der var tale om en høj ligestand, og derfor kunne babyens hoved ikke komme længere ned i bækkenet.

Rebozo og akupunktur
Sabine foreslog, at hun prøvede med Rebozo - en mexicansk metode, hvor den fødende rystes med et stort sjal. Først rystede Sabine mig, hvor jeg lå på ryggen i sengen med sjalet under bækkenet. Hun ville forsøge at ryste barnet rundt, så hovedet ville komme i den rette stilling. Jeg fik en ve undervejs, og måtte op og stå. Bagefter fik jeg en rystetur mere - det var faktisk ret behageligt.

Bagefter mærkede Sabine efter om hovedet havde skiftet position, og efter yderligere nogle gode veer og indtag af en hel del druesukker og æblejuice (for at få energi), prøvede hun med Rebozo i knæ-albue-leje. Hun ville ryste barnet ud af bækkenet, så det kunne få en ny chance for at komme rigtigt ned i bækkenet. Jeg måtte op et par gange pga. veer.

Sabine gav mig en ½ time, hvorefter hun ville give akupunktur. Ca. 8.30 satte hun de første nåle.

Det var rart at have prøvet det før, så jeg ikke skulle bekymre mig om, hvordan det føltes. Jeg fik bl.a. nåle på indersiden af skinnebenet (for bedre/stærkere veer), i Bjarne-Riis-punktet (for udholdenhed), oven på foden, i hånden, på lænden og i hovedbunden. Astrid syntes, at jeg lignede et pindsvin!

Sabine gav mig nu yderligere 1 time. Hvis der ikke var sket noget dér, ville hun overføre mig til fødegangen.

I starten kunne jeg sidde og hvile op ad Peter i vepauserne, men efterhånden var veerne rigtigt slemme, og jeg spurgte Peter om der ikke snart var gået en time. Jeg var så parat til at "sælge" min hjemmefødsel for epidural og kejsersnit - jeg kunne slet ikke se en ende på smerterne og var meget træt, og tænkte kun på at få det overstået. På den anden side kunne jeg overhovedet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle "overleve" de slemme veer i en ambulance (det gik lige at klare veerne stående, men de var hæslige hvis jeg sad eller lå ned) - og Jakobs fødselsforløb spøgte også i baghovedet. Tanken om måske at få vedrop var skræmmende.

Sabine sad på gulvet i soveværelset - i vepauserne i sin egen verden - i yogastilling. Når der kom en ve, hjalp hun mig igennem vejrtrækningen. Det føltes meget trygt og godt at have hende at "holde i", når jeg var ved at miste grebet.

Sidste chance - vandet tages
Kl. 9.30 undersøgte Sabine mig igen. Det var stadig ret nedslående - 5-6 cm. åben, dog lidt mere (6-7 cm.), når der kom en ve. Så lang tid med virkelig gode og kraftige veer, og så stort set intet fremskridt. Dog var livmodermunden meget blød og "tynd", og Sabine troede, at det ville gå meget stærkt, hvis bare hovedet ville komme ned og presse på. Hovedet stod stadig højt, men havde dog rykket sig, så det ville kunne lade sig gøre at føde vaginalt.

Sabine spurgte, om jeg havde fået taget vandet de andre gange. Ved Jakobs fødsel blev det taget, men det hjalp ikke nok, så han blev taget med cup. Ved Astrids fødsel gik vandet sandsynligvis i badekarret - og så gik det hurtigt derefter.

Sabine besluttede at tage vandet - og noget skete der! Jeg fik kvalme og kastede op ud over Peter. Sabine kunne dog ikke mærke, at hovedet kom længere ned. Jeg fik næsten omgående meget stærke veer og pressetrang. Sabine skiftede "klædet" under mig for at tjekke farven på fostervandet. Hjertelyden blev tjekket igen, og var fortsat god. Sabine bad mig om at komme om i knæ-albue-leje, og det lykkedes med lidt besvær, og så skulle jeg ellers gispe.

Ambulancen rekvireres
Derefter gik Sabine ind og ringede efter ambulancen og adviserede fødegangen (eftersom der var lidt meconium i fostervandet, skulle der ikke gå for længe før barnet blev født) - dog ikke uden en del besvær. Hun blev stillet om flere gange, og havde store problemer med at få dem til at forstå, hvor Herringløse ligger, og at vi hører til Roskilde Amt. Hun sendte Hanne ud med børnene, da det hele var lidt voldsomt nu.

Imens hjalp Tabea mig med at gispe under veerne. Peter og Tabea opmuntrede mig, men det trængte vist ikke helt igennem - veerne var ganske modbydelige. Præcis som sidst i forløbet med Astrid - "men jeg var jo ikke åben endnu, og ambulancen var på vej, så hvor længe endnu skulle jeg have så stygge veer?"

Jeg bemærkede, at der løb lidt blod ned af maven på mig. Det var godt, at jeg havde set det ved de 2 andre fødsler, ellers var jeg nok blevet nervøs.

Endelig ved at være ved vejs ende
Da Sabine kom tilbage i soveværelset kl. ca. 9.50, havde jeg meget stærke presseveer, og var nu langt om længe 9½ cm. åben og hovedet var nede i bækkenet. Ja, så tror pokker, at de sidste godt 10 minutter havde været så slemme! Nærmest 1 cm. for hver ve!

Peter fik travlt med at fylde det sidste vand i karret, så temperaturen blev reguleret ned til ca. 37 grader (var omkring 47 grader på dette tidspunkt). Samtidig skulle Jakob og Astrid hentes ind. Alt sammen uden at jeg ænsede det mindste.

Et kort øjeblik troede jeg, at jeg måtte vinke farvel til vandfødslen, og huskede det forholdsvis lange presseforløb fra Astrids fødsel (ca. ½ time), men Sabine sagde så de meget forløsende ord, at hvis jeg ville føde i vand, så skulle jeg op i karret efter den næste ve.

Forløsning - bogstaveligt og i overført forstand
Hvor kræfterne kom fra, er mig lidt en gåde, men inden veen var klinget helt af, fik jeg rejst mig, natkjolen blev hevet af mig, og jeg kom selv op i karret stort set uden hjælp.

Og hvor var det en helt fantastisk fornemmelse! - Det dejlige varme vand, der omsluttede mig, og virkede afslappende; tanken om, at jeg alligevel kunne føde i vand, og at vi "snød" ambulancen, samt at jeg nu kunne arbejde med presseveerne. Jeg følte, at jeg var kommet i en helt anden verden.

Oppe i karret satte jeg mig på knæ - vi havde ikke fået snakket nærmere om hvordan jeg skulle sidde i karret, men dette faldt mig mest naturligt - og Sabine fik mig til at mærke efter, hvor langt nede hovedet stod. Fantastisk - jeg kunne mærke det blot 3-4 cm. inde - og det gav ny energi og vilje.

Efter 2-3 presseveer, hvor Sabine opfordrede mig til at mærke igen, stod hovedet helt fremme. Jeg holdt på hovedet, og var bare så fascineret af fornemmelsen af det lille bløde hoved, der var lige ved at blive født. I vepausen smuttede det dog lidt tilbage, men efter endnu et par presseveer blev hovedet født - og ih, hvor det lettede. Mens hovedet stod og pressede på, sved det, men det var slet ikke så ubehageligt, som det jeg havde været igennem timerne forinden. Peter mærkede også på hovedet, mens barnet endnu ikke var født.

Derefter skulle der presses igen - kroppen var ikke bare lige til at få ud. Sabine fik mig til at løfte det ene ben, så jeg nærmest var i "frierstilling", og med lidt hjælp fra Sabine blev babyen endelig født - kl. 10.05. Jeg tog selv babyen op, og måtte fascineres over alt det fosterfedt, og over hvor lille den var.

Den var lidt slap og havde lidt svært ved at få gang i vejrtrækningen, men uden panik sugede Sabine forsigtigt en smule i næse og mund, hvorefter hun stimulerede den ved at gnubbe den lidt på ryggen samt puste på den - og så kom skriget, ca. 3 minutter efter, at den var blevet født.

Goddag til en lille ny
Jakob og Astrid kom om ved siden af mig - vi skulle sammen se efter, om det var en lillebror eller -søster. Det var en lille Signe!!!

Der var en meget tydelig markering på Signes hoved, hvor hun var blevet trykket ind på mit bækken - dette bekræftede, at hun havde stået i høj ligestand inden rebozo'en.

Ca. 10 minutter senere fødte jeg moderkagen. Sabine viste den frem, og fortalte om den. Bagefter klippede Astrid - med lidt hjælp fra Peter - navlestrengen. Efter lidt tid tog Sabine Signe op, og pakkede hende ind i et varmt håndklæde. Peter fik hende, og sad med hende i lænestolen, mens jeg kom op ad karret. Jeg trykkede på maven for at vise Jakob og Astrid, at nok var den helt store mave nu væk, men der var stadig noget tilbage - og plop, så kom der et par store klumper bold ud. Praktisk at det kom i fødekarret - Sabine grinede lidt af det.

Mens jeg blev tørret, gjorde Tabea sengen klar til os. Jeg fik sækkestolen i ryggen, og Sabine undersøgte mig for eventuelle bristninger - der var heldigvis ingenting. Og så var jeg ellers klar til at få Signe på maven igen. Hun fandt snart ud af at sutte og lå længe ved begge bryster. Allerede her mærkede jeg efterveerne, så panodilerne måtte hurtigt frem. Imens spiste de andre boller og kanelsnegle i stuen, men de kom alle ind og skålede i champagne og ønskede tillykke. Jeg fik dagens første måltid serveret på sengen.

Da Signe var ved at falde i søvn, var det tid til at få hende målt og vejet. Sabine fastholdt sit skøn fra dagen før på 3800 gr. Hanne mente 3450 gr. Vægten viste 3720 gr. og Signe var 52 cm. lang og 34 cm. om hovedet. En helt igennem perfekt og dejlig baby. Astrid hjalp med at tælle fingre og tæer. 4 på den ene hånd og 6 på den anden - ja, det giver vel 10 i alt! Markeringen på Signes hoved var allerede ved at fortage sig.

Signe fik Apgar-scoren 8 efter 1 minut - der var fradrag for slaphed og den sene vejrtrækning. Efter 10 minutter scorede hun 10.

Kl. 12.00 kiggede Sabine ind til mig for at tjekke blødningen - den var tilladelig, og hun og Tabea pakkede sammen og kørte hjem igen.

Tid til at lære Signe at kende
Ca. kvarter i 1 - efter at have sovet lidt med Signe på maven - overlod jeg hende til Peter og Hanne, og mens jeg tog et bad, gav de hende tøj på for første gang.

Hanne var en stor hjælp først og fremmest som børnepasser, men hun sørgede også for, at alle fik noget at spise og drikke undervejs, og efter fødslen sørgede hun for, at der blev ryddet op og fik sat vaskemaskinen igang med de snavsede håndklæder mv.

Om aftenen var Astrid og Jakob hos Hanne og Tonni til hygge og overnatning, så Peter og jeg bare skulle nyde - og koncentrere os om - Signe. Peter havde dog også lige en opgave med at få tømt fødekarret.

Peter var mest kvæstet - jeg derimod havde jo fra naturens side fået et skud energi efter fødslen, og mærkede derfor først trætheden ud på aftenen. Om natten var Signe ved brystet en del gange, men vi fik også sovet en del, så da Jakob og Astrid kom hjem ved 10-tiden om lørdagen, var vi ved at være ovenpå igen.

Efterskrift
Det er utroligt dejligt at have fødslen på video og billeder. Et par dage efter fødslen, så vi videoen med Jakob og Astrid, og fik snakket om vores oplevelser af forløbet.

Mandag aften fik vi besøg af Sabine og Tabea, og vi så videoen endnu en gang, hvorefter vi snakkede forløbet igennem.

Jeg føler mig overbevist om, at jeg ikke havde fået min hjemmefødsel, hvis jeg havde født med en jordemoder fra Roskilde - ikke, at de ikke er fagligt dygtige, men de mangler erfaring med hjemmefødsler. Som fødslen skred frem, ville de højst sandsynligt have valgt overflytning, og på fødegangen ville de have kunnet støtte sig til fødselslægerne eller jordemoderkollegaer med mere erfaring.

At det lykkedes at føde hjemme trods babyens "forkerte" placering i bækkenet (høj ligestand) tilskriver jeg, dels at jeg fødte med "kendt" jordemoder - dvs. at Sabine kendte mig og mine ressourcer - dels at Sabine har så stor erfaring med hjemmefødsler, og dermed er vant til stole på sin egen dømmekraft. Jeg stolede 100 % på hende.

Ved det afsluttende barselsbesøg, da Signe var en uge gammel, snakkede Sabine og jeg endnu engang forløbet igennem. Hun var meget stolt af, at hendes tiltag med Rebozo og akupunktur havde virket, og fik åbnet mine øjne for, at jeg også selv havde del i, at det trods alt lykkedes - fordi jeg var så forholdsvis rolig og klarede vearbejdet godt, gav Sabine lidt længere tid til at få Signe rigtigt ned i bækkenet.

Havde jeg jamret og bedt om en afslutning på fødslen, ville hun have overført mig til fødegangen langt tidligere - og så havde jeg sandsynligvis fået kejsersnit. Men med vores gensidige tillid til hinanden, lykkedes det at få en "normal" fødsel - præcis som vi havde ønsket. Vel var der alternative metoder (Rebozo og akupunktur) i brug, men Sabines brug af dem virkede som det mest naturlige - også selvom det var første gang, at hun havde succes med Rebozo'en ved høj ligestand (fortalte hun først bagefter). Og så skal det tilføjes, at lærebøgerne skriver, at børn ikke kan fødes i denne indstilling!

Jeg følte ikke umiddelbart samme stolthed over denne fødsel, som ved fødslen af Astrid, hvor jeg næsten klarede det helt alene (jordemoderen var fremme, da jeg begyndte at få presseveer), men den efterfølgende snak med Sabine har givet mig en god fornemmelse af denne min 2. hjemmefødsel. Selvom det blev en drillefødsel, gav jeg ikke op, og jeg klarede det på de præmisser, som jeg havde forestillet mig, og netop fordi fødslen drillede, kom den kendte jordemoder til at betyde meget for mig.

Jeg er virkelig glad for, at jeg nåede at komme med i Vestsj. Amts Hjemmefødselsordning.



Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional