Beretninger - Uofficiel fødselsjournal 16-04-03

Af Karen Pedersen

Den uofficielle fødselsjournal Onsdag d. 16. april 2003

8.00

Karen ringer til fødegangen efter at have ringet til Laila og Margit. En jordemoder vil blive kaldt når Karen finder det nødvendigt og der vil gå en time fra hun ringer til jordemoderen er fremme.

11.00

Laila og Margit ankommer med brød og basser.

Efter lidt uregelmæssige veer fra kl. 2.30 om morgenen bliver veerne svagere og mere uregelmæssige af snak og spisning.

12.00

Karen ligger på sofaen i stuen og Margit tager tid på veerne. Der er fra 6 til 11 min. imellem og de varer ca. 45 sekunder. Karen prøver at ligge på alle fire over en dyne og trækker vejret lidt dybere under en ve, men de er til at holde ud. Laila og Claus ringer til fødegangen for at sige hvor langt vi er nået. Herefter påbegyndes opfyldningen af fødekaret.

13.00

Fødekaret er lidt utæt og serviceteknikeren må træde i karakter.

Karen og Margit går en tur i haven for ikke at blive forstyrret af postyret.

14.00

Der er ca. 4 min. mellem veerne, men Karen har stadig god appetit og vi spiser frokost. Karen vælger at gøre det stående og tager ve-pauser hen over puslebordet.

14.13

Under en ve trykker Laila begge hænder på lænden og mellem veerne giver hun lidt ballemassage. Veerne tager til i tid (ca. 1 min.) og styrke og der er en anelse lyd på Karens udånding.

14.48

Veerne bider mere og kommer mere brat, uden varsel.

Laila ringer til fødegangen og giver en situationsrapport. Karen taler med en jordemoder mellem to veer og bestillingstiden taget i betragtning bestilles en jordemoder. ”Hun kan jo køre igen efter en undersøgelse, hvis Karen ikke er nået så langt.” 

14.57

Fra dette tidspunkt er der 3 min. mellem veerne. 

15.30

Efter et par stille veer hvor babyen bevæger sig, der hvor Karens hænder er går vi en tur i haven. Karen hænger over havebordet og Claus. Hun går en tur om hindbærbedet i pauserne, for at bevæge sig lidt, da anklerne er lidt ømme pga. væske.

15.52

Claus støtter Karen under maven under veerne, da hun hænger over havebordet og føler maven meget tung.

16.02

Veerne varer ca. 1½ min og er kraftigere. Karen bruger mere lyd under veerne.

16.09

Karen er på toilettet (for sidste gang!). Herefter gør det ondt at sidde ned. Hun begynder at bande og skal mindes lidt om vejrtrækningen.

16.35

Karen får kolde klude på panden.

Margit ringer og hører om jordemoderen er kommet af sted, da vi er spændte på at få Karen undersøgt.

16.50

Jordemoderen (Tina) ankommer og undersøger Karen og baby. Der er fin hjertelyd og karen er 4-5 cm åben. Jordemoderen kan ikke mærke hinder. Måske er de væk eller måske står de meget tæt på barnets hoved.

Karen kommer i karet.

17.50

Efter en god pause og en ubeskrivelig følelse af velbehag og vægtløshed i vandet, tager veerne til og trækker vand i Karens øjne. Karen er oppe og tisse.

18.10

Kraftigere veer. Karen brummer og siger ”Neeej” gennem nogle af veerne fordi det gør ondt over skambenet.

18.15

Jordemoderen undersøger Karen i vandet. Hun stikker fingrene lige ind i hovedet på barnet, men der mangler et par centimeter og en kant af livmoderhalsen sidder i klemme (derfor smerten overskambenet). Claus understøtter Karens nakke og Karen læner sig tilbage under veerne.

19.00

1 cm. tilbage. Karen skal gispe sig igennem et par veer og det er hårdt.

19.07

Der er god plads og Karen må presse.

19.20

Her falder bemærkningen; ”Det er faktisk ikke så slemt som jeg troede, jeg skal bare lige sove en time!”

19.45

Gennem flere veer har vi set mere og mere sort hår på hovedet at en baby. Karen holder lidt igen , da hun er bange for at briste( hendes forsigtighed giver pote).

20.03

En lille pige bliver født.

20.15

Moderkagen fødes ved siden af karet, hvor jordemoderen giver Karen en indsprøjtning for livmodersammentrækning efter en del blødning.

Claus sidder med pigen i svøb i sofaen, mens Karen får lidt tøj og en dyne om sig. Pigen bliver lagt til og hun hygge sig lige så meget hos sin mor.

22.00

Jordemoderen måler og vejer (52 cm og 3400g) og giver K-vitaminindsprøjtning. Herefter giver Claus pigen tøj på.

22.30

Vi spiser sandwich og så tager jordemoder, Margit og Laila hjem.




Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional