Beretninger - Freja

Af Pia Johansen, Stenlille

Jeg vil lige fortælle om frejas vidunderlige fødsel . Hun er vores tredje barn, og fordi vores anden fødsel kun tog to timer fra første ve, og jeg kun lige nåede ind på sygehuset inden jeg fødte, valgte vi at føde hjemme denne gang.
Vi bor i Vestsjællands amt, hvor man føder med en jordemoder man kender fra graviditeten. Min hed Susanne Warming, og er bare en fantastisk kvinde.

Ok, her er hvad der skete:
i starten af Juli 2006, tre uger før terminen fik jeg "veer", snydeveer vil jeg nu kalde dem, for de gik i sig selv igen efter 3 timer , hvilket jo er rigtig kedeligt når man døjer med hævede fødder, 20 ekstra kilo, to MEGET friske drenge på 2 og 5 år, og en kæmpe mave man gerne vil se hvad gemmer på. Nå, men jeg spurgte lige Susanne hvad de der "veer" gik ud på. "Det er generalprøven," sagde hun, "om tre uger føder du, lige på terminen. Sådan ender det tit. Og det starter sikkert tidligt om morgenen eller efter et regnvejr, for der er det køligt i luften". Og man skulle jo tro hun var spåkone, for hun kunne ihvertfald spå!

Klokken 6:30 den dag jeg havde termin stod jeg op og fik "veer" der varede 50 sekunder med 3 minutters mellemrum. Jeg sendte Lars på arbejde, da det jo bare var snydeveer. Nede i bryggerset kastede jeg mig over bunken af vasketøj, for noget nyttigt kunne jeg jo ligeså godt tage mig til indtil drengene stod op. Efter tre t-shirts og et par bukser kneb det med at koncentrere sig om at lægge bluser sammen imens jeg havde en "ve".
Klokken 7: Hm... jeg må hvist hellere ringe til Lars, for jeg kunne jo ikke tage mig af drengene når "veerne" gjorde så ondt. Og så ringede jeg også lige til Susanne, bare for en sikkerhedsnål. "Jeg kommer med det samme, du skal jo føde" sagde hun glad og frisk. "Du tager lige et bad og sætter Lars til at fylde fødekarret, så ses vi".
Imens jeg stod der under den varme bruser kommer Magnus på 5 ud til mig, og jeg fortæller ham, at baby er på vej nu og at han vil blive dobbeltstorebror senere idag. Og hvad sker der så?!?! Jo veerne går I STÅ!!! Det kan ikke passe!! Hvor blev jeg flov, her havde jeg ringet efter Susanne og Lars og så var det hele bare en fis i en hornlygte.

Nå men Lars og Magnus fyldte alligevel karret, just i case.

Klokken ca.7.30 kommer Susanne og Hjalte står også op. De får begge to morgenmad og går så ovenpå og ser en film. Jeg er en stor undskyldning, men Susanne er ikke i tvivl. "Pjat med dig, du ville ikke ringe efter mig, hvis du ikke skulle føde, så godt kender jeg dig".
Susanne mener det er på tide at vi ringer efter barnepigen, Lisbeth, som skulle passe dem hjemme hos os imens vi føder. Jeg beslutter imidlertid at jeg ikke vil have drengene hjemme, fordi jeg ikke kan få ro. Så klokken 8.30 kører Lisbeth og drengene ud på hendes gård. Og ikke så snart de forlader indkørslen kommer der så småt veer igen. Susanne vil gå en lille tur for at give mig fred, men det vil jeg ikke have, hun skal bare blive lige ved min side, hvor jeg kan nå hende.

Jeg bliver undersøgt, 3 cm åben og blød. Hm ikke meget, men altid en begyndelse. Vi futter ud i køkkenet hvor karret står og får en kop kaffe og jeg noget vandmelon.
Imens vi sidder der og hygger og mine veer stille og roligt bliver kraftigere finder Lars og Susanne en boxmadras frem som de reder op til mig med puder, dyner og tæpper. De lægger den i et hyggeligt hjørne i stuen, hvor jeg evt. kunne føde. Imens finder jeg en voksdug frem til at lægge under vattæppet på madrassen, hvis jeg vil føde der. Jeg trisser lidt uroligt rundt og har svært ved at finde ro under og mellem veerne.

Klokken 9 har jeg så kraftige veer at jeg ikke længere kan stå op eller sidde ned, og Susanne og Lars gør karret klar og hjælper mig op i vandet.
Åhhh hvor er det bare dejligt at komme i det varme vand. Inden jeg sætter mig for godt til rette giver hun mig en nål i lilletåen, jeg kan ikke huske hvorfor.
Jeg sidder knælende det meste af tiden, men efter ½ time sover mine ben og jeg lægger mig på maven og flyder. Hele tiden er Susanne der lige ved siden af mig. hun masserer, giver varme på de ømmeste steder, river hul på fostervandet, snakker med mig, holder mig i hånden og det er som om der kun er hende og mig. Lars er der også, men det er mere praktisk, han sørger fex. for at jeg ikke drukner under veerne, at jeg får lidt at drikke og en kold klud på panden. På et tidspunkt bliver der dog for hedt dernede, og jeg vil have lidt is. Lars bliver beordret i fryseren, men nul is. Og nul frosne ærter og majs. Men pomfritter, kunne han finde. Grove pomfritter, pakket ind i et viskestykke og så hængende på kanten af karret. De var guld værd, og helt flade da vi var færdige, for hver gang jeg fik en ve, piblede sveden frem og jeg hamrede panden ned i fritterne, for at blive kølet ned.

Klokken 10: Nu er det NOK! JEG KAN IKKE MERE! Jeg har pressetrang, men ikke den der vilde pressetrang, og da jeg mærker efter babys hoved er det næsten en hel finger oppe. Jeg kan mærke håret. Fantastisk. Susanne siger at jeg godt må presse, men det gør for ondt fortil. "½ time mere, så gider jeg ikke mere" græder jeg imens jeg hamrer og banker i vandet . "bare rolig", siger Susanne, "der går ikke mere end ½ time", og her havde hun så lige en snak med mig om hvad vi skulle finde på for at gøre presseveerne mindre smertefulde.
Jeg bliver hjulpet om i 90 grraders siddende stilling og så kommer der smæk på veerne. Rigtig rasende gal på veerne blev jeg, og i løbet af to presseveer kom der en baby. Og hun KAN spå, for der gik nøjagtigt ½ time!!

Freja kom op til mig med det samme fik et håndklæde svøbt om sig og en varmedippedut på ryggen. Efter 20 minutter bliver moderkagen født og fisket op i en balje som ligger og flyder rundt i karret. Da navlesnoren ikke pulserer længere klipper Lars den over og Lars får Freja over til sig. Susanne hjælper mig op, tørrer mig og følger mig ind på madrassen i stuen. Her ligger jeg så med Freja, bliver undersøgt for bristninger og giver hende hendes første måltid. Det er bare så dejligt at amme igen. Jeg tror vi ligger på den madras de næste 14 dage.
Magnus, Hjalte og Lisbeth kommer lige bagefter og det hele er bare så dejligt.

Lars varmer boller i ovnen og vi sidder et par timer og hygger sammen. Susanne vejer hende til 3700g og 52 cm. Og efter tre timer tager hun hjem.

Det var bare sådan en dejlig og smuk oplevelse. Og jeg håber ikke det er sidste gang jeg skal føde med Susanne i mit køkken.



Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional