Beretninger - Gustav

Af Anne Marie Thomsen, Svendborg

Tirsdag d. 28 er der intet usædvanligt at mærke på nogen måde. I anledningen af min fødselsdag næste dag får vi gjort hovedrent, og om aftenen får jeg bagt boller og drømmekage.
I sengen ligger jeg med fødderne oppe på en sækkestol pga. ødem i højre fod, som jeg har døjet med siden søndag. Pga. mit bækkenløsning er det en ret ubehagelig stilling, så jeg har lidt besvær med at finde ro, men det lykkedes for kl. 3 vågner jeg pludseligt op ved at vandet skvulpede ud af mig. Nu drømmer jeg meget livagtigt, og havde de forudgående nætter drømt, at vandet gik, så det tog lige Martin et splitsekund at tro på, at det altså passede denne gang ;o) Jeg får en af hans T-shirts mellem benene og vralter ud på toilettet, mens vandet fortsætter med at skylle ud af mig. Martin tager et nøgenbillede af mig, sidste bevis for størrelsen på maven.


Inde i sengen igen ringer jeg til fødegangen, for at fortælle at vandet er gået. Da der ikke er veer endnu, aftaler vi, at de sender en jordemoder forbi os ca. kl. 9 såfremt de ikke hører fra os inden da.
Mine kusiner skal være med til fødslen som hjælpere, og Martin og jeg snakker lidt om, hvornår de mon står op, så vi kan ringe og fortælle dem, at det nok bliver i dag. Der er jo ingen grund til at vække deres børn og mænd … der er jo masser af tid endnu.

Ca. kl. 3.30 starter veerne – eller hvad jeg tror der er starten på veer, for de er ikke slemme overhovedet. Jeg sidder på sengekanten imellem veerne, og står foroverbøjet med hænderne på sengebordet under dem. Under veerne skyller der stadig lidt fostervand ud af mig, og Martin finder tilfældigvis plastikposen fra vores nyindkøbte Voksipose, sprætter den op, og lægger den ind under lagnet og ned på gulvet, hvorpå han bredere husets eneste avis – Søndagsavisen – ud på gulvet mellem benene på mig. Der er ikke grund til at rede op med plastiklagen osv. … der er jo masser af tid endnu.
Martin stryger mig over lænden under veerne, og jeg det er rigtig rart. Ikke at det hjælper på selve smerten, men det hjælper til at slappe af.. Martin er så spændt, at han uden at tænke over det, kommer til at stryge hurtigere og hurtigere som veen tager til, og det stresser mig helt. Må lige huske ham på at tage den med ro et par gange ;-)

Martin begynder at tage tid på veerne, der er ca. 4 min. imellem dem og de varede ca. 50 sek. Jeg konkluderer straks, at det ikke kan være rigtige veer så, dels gør de ikke så ondt som forventet, dels kommer de jo alt for hurtigt efter hinanden, så jeg kan slet ikke tro, at fødslen vitterligt er i gang. Set i bakspejlet forstår jeg ikke helt min konklusion, men værende midt i det, kunne jeg simpelthen ikke tro på, at veerne allerede var mere eller mindre regelmæssige, med så korte intervaller. Jeg er aldeles overbevist om, at der må være lang tid endnu.

Efter lidt tid er det lave sengebord ikke så behageligt at stå ind over. Det er alt for lavt, og jeg beder Martin hente ammestolen inde fra babyværelset lige ved siden af. Det er et stort gammelt skrummel af en polstret lænestol, som jeg har syet nyt betræk til. Stolen bliver stillet foran mig, så jeg kan læne mig ind over ryglænet, når jeg står op, og jeg sidder på senge lige bag mig imellem veerne. Har lidt svært ved at flekse min højre fod pga. ødemet og vil gerne skåne den så længe som muligt.
Jeg er i godt humør og fuld at fortrøstning og forsikrer Martin om, at det her … det kan jeg godt overskue frem til spisetid om aftenen, hvilket jeg antager for værende realistisk.

Veerne begynder efterhånden at tage lidt mere fat, men jeg har slet ingen fornemmelse af tid, så er ikke selv klar over hvor hyppige de er og ved ikke, at Martin stadig tager tid på dem. Jeg får kvalme mellem veerne og får en af de små spande indkøbt til samme formål samt et glas vand. Jeg vil gerne, at Martin får luftet hundene af og lukker dem ud i haven inden længe, for snart vil det ikke være så sjovt at skulle efterlades alene, så han går nedenunder og tager sig af dem – da er kl. ca. 5.30.

Kl. 6.15 er vi enige om, at nu er kusine Dorte og Jane nok er oppe. Martin ringer til Dorte, fortæller at vandet var gået, og at de godt kan forberede sig på, at fødslen er i dag. Dorte ringer videre til Jane, og så de indbyrdes kan aftale, hvornår de kan være her.

Da han kommer tilbage bliver vi enige om, at han hellere må få gjort klar, og jeg står op henover stolen, mens han reder op med plastiklagen og rent, tørt lagen på sengen. Martin fortæller senere, at han nær aldrig havde fået sengene fra hinanden. Det er to boksmadrasser på meder, som vi har bundet sammen, og han kunne næsten ikke være under sengen, mens han forsøgte at skære snoren over med køkkensaksen, som knækker over ved skaftet. Jeg opfatter slet ikke, at han er lidt nervøs ved det hele, på mig virker han lige så rolig som altid.
Han finder også de 6 meter voksdug frem som jeg har købt, men jeg er pludselig meget sart over for dugens fæle, syntetiske lugt, så dugen bliver pakket væk igen.

Kl. 6.10 tager veerne pludseligt godt fat og de har nu været ret konstante med 3 min. mellemrum. Jeg kan stadig ikke rigtigt tro på, at det er de rigtige veer jeg har og slet ikke, at de kommer så regelmæssigt, for der burde jo have været timers optakt. Martin ringer igen til fødegangen, og de vil sende jordemoderen med døgnvagten. Hun skal dog først lige nå at aflevere sit barn og møde ind, men hun kan være fremme i løbet af en ½ time. Det var helt fint med mig – jeg kunne sagtens klare mig frem til da … troede jeg da…. Fødegangen vil sende en taxa med hjemmefødselsudstyr og den dukker også op lidt senere.

Ca. kl. 6.35 beder jeg Martin ringe til Dorte igen og for at få hende og Jane til at komme med det samme. Desuden beder Martin hende om at ringe til mor og give besked. Ikke at mor skal være med, men bare for at hun ved, det hele er ved at starte op.
Dorte fortæller senere, at hun kunne høre mig stønne under en ve i baggrunden, og blev meget overrasket over hvor langt henne jeg lød til at være. Hun var netop ved at aftale med sin afløser, at hun mødte ind på arbejde fra morgenstunden og så skulle afløses efter frokost for at være med til fødslen, men de bliver straks enige om, at Dorte kører direkte hen til os.

Jeg begynder meget, meget overrasket at få pressetrang, og har meget svært ved ikke at give efter. Jeg kan slet ikke forstå det, og bliver bange for, at den lille er en stjernekigger – hvilket jeg har læst mig til skulle give tidlig pressetrang. Tror stadig at jeg kun er få cm åben.
Jeg forsøger at gispe mig igennem dem, selvom Martin meget pædagogisk prøver at hjælpe ved at sige, han tror det er bedre at puste langsomt ud. Jeg er dog ret sikker på at man skal gispe, og om ikke andet så er det, det eneste jeg kan. Martin sidder på armlænet af stolen med maven ind mod ryglænet, og jeg står som sagt indover ryglænet fra den anden side. Under presseveerne holder jeg fat om Martins arme og skuldrer, og han er en fremragende støtte! Det er ikke noget vi har aftalt eller har nået at snakke om, vi har bare fået os indrettet sådan lidt tilfældigt. Jeg havde inden tiden forestillet mig, at jeg ville befinde mig bedst ved at ligge på siden og føde, men kan undervejs slet ikke tænke mig noget andet end at stå op som jeg gør.

Jeg kigger på klokken og mener den er 6.35 og tænker, at jeg ikke har lyst til at vente meget længere, for jeg kan ikke klare for mange presseveer alene uden at give efter for pressetrangen.
Kl. 6.40 banker det på døren og Martin løber ned for at lukke jordemoderen ind. Hun tager sig god tid til at få overtøjet af, og da jeg hører hende på vej op ad trappen til mig, kalder jeg ud til hende, at jeg har pressetrang. Jeg får en presseve idet hun kommer ind i soveværelset til mig, men når at opfatte hendes stemme som rigtig sød og tryg. Hun siger, at jeg bare skal presse med, for jeg er helt åben, men det kan jeg slet ikke forstå. Hvordan kan hun vide det uden at undersøge min livmoderhals? Hun holder dog venligt på, at hun er sikker på, at jeg er åben og bare skal give efter for pressetrangen. Sikke en lettelse at arbejde med, men jeg tør dog stadig ikke presse rigtigt til, så jeg forsøger at gøre det så lempeligt som muligt.

Imellem presseveerne har jeg det helt fint. Ved 7-tiden ringer jordemoderen efter en jordemoderstuderende som aftalt. Hun er her i løbet af få minutter – vi bor 400 m fra jordemoderkonsultationen og fødegangen, og det viser sig, at hun bare sad og ventede på at blive ringet op. Da hun kommer, spørger vi hende, om hun vil være sød at tage billeder af alt hvad der sker, og det vil hun heldigvis gerne. Hun spørger til, hvor diskrete billederne skal være, og jeg beder hende om at tage alle detaljer med, for jeg vil så gerne kunne se det hele bagefter. Hun er tilmed rigtig god til det, så jeg har en meget detaljeret samling billeder, jeg allerede har haft meget glæde af at kigge igennem mange gange.
Dorte dukker op på et tidspunkt i forløbet, og jeg får et knus af hende.

Jeg arbejder stadig med, når jeg har presseveer og får rigtig meget ros undervejs af jordemoderen, hvorfor jeg stadig ikke giver mig 100% - jeg tør stadig ikke helt tro, at min krop er parat.
Inden hver ve giver Martin mig en klud vredet op i koldt vand, som jeg holder mig for munden med. Ved ikke hvorfor, men det er helt vildt rart, og så kan jeg stønne ned i den. Undrer mig på et tidspunkt over, at jeg bliver så øm i halsen, hvilket Martin har moret sig over siden. Jeg har selv den opfattelse, at jeg stønner en smule under veerne, han kalder det ”at brøle ned i kluden” … vi er endnu ikke blevet helt enige. Næste dag har jeg dog stadig ondt i halsen, og får en sugetablet, så helt uret har han nok ikke.

Kl. 7.29 ringer min mobil, hvis display jeg kan se nede i stolen. Det er min bror, der ringer for at ønske mig tillykke med fødselsdagen – men jeg er midt i en ve, og svarer ikke opkaldet.
Mit mellemkød begynder at svie under presseveerne. Martin finder en af de små spande og fylder den med varmt vand og jordemoderen presser derefter en varm klud imod mellemkødet under hver presseve. Det hjælper rigtig godt.

Kl. 7.36 har jeg et billede, hvor man kan ane den lilles hoved mellem mine udspilede skamlæber. Martin er omme og kigge . Jeg får ham til at ringe min mor op, og jeg når at fortælle hende det imellem to veer.

Kl. 7.38 når vi, også imellem to veer, at smile til kameraet Martin og jeg.

Under presseveerne hænger jeg næsten helt ind over stolen, og mine fødder rører knapt gulvet. Martin fortæller mig bagefter, at jeg på et tidspunkt tipper både ham og stolen, men jeg opfatter det slet ikke selv. Synes ikke jeg bruger så mange kræfter igen, og er noget overrasket over Martins version – at han måtte stemme imod af alle kræfter for at holde mig og stolen. Bliver også meget overrasket da jeg efterfølgende ser at jeg har påført mig selv blå mærker på brysterne.

Jordemoderen siger, at når nu den lille er kommet ud, vil hun række ham/hende ind mellem benene på mig, så jeg selv kan tage ham/hende i armene, men det kan jeg slet ikke lige overskue. Jeg spørger, om ikke lige jeg kan vende mig om, inden jeg får barnet, hvortil hun svarer:” .. .Joh, men det er jo lige den der navlesnor”. Nåh ja – den havde jeg jo ikke tænkt på, og vi bliver enige om at se hvordan det lader sig gøre, når vi når så langt.

Nu begynder det at svie fortil også, og det er bestemt ikke rart. Dorte hjælper til med at holde varme klude der også, og det lindrer rigtig meget. Jordemoderen siger, at den lille nu står så langt fremme, at jeg skal til at have ham helt ud, og jeg beslutter mig for, at jeg må briste eller bære, for nu er det bestemt ikke rart længere. Jeg giver alt, hvad jeg har i mig under de næste 3 veer.
Kl. 7.52 bliver Gustav født med et skrig. Jordemoderen holder ham ind mellem mine ben. Jeg tager ham i armene og sætter mig ned på sengen bag mig. Martin har haft et håndklæde inde under t-shirten for at varme det op, og det bliver han svøbt i.

Det er slet ikke til at forstå!!

Jeg lægger mig ned med ham på maven af mig. Jeg troede, at jeg ville stortude, når først jeg havde født. Nu har jeg knebet en tåre, hver eneste gang jeg har set en fødsel i tv (og det er mange gange) men sjovt nok, er jeg slet ikke rørt, nu det er mig selv der har født. Jeg er i strålende humør.
Jeg kan ikke selv se ham som han ligger der på maven af mig - kun hans hovedbund og han glider længere og længere op mod halsen af mig. Vi ved ikke om det er en pige eller en dreng, og sjovt nok tænker vi ikke selv på at kigge efter, før jordemoderen kommer til at sige "ham". Jeg spørger til, om det er en dreng, men hun er hurtig, redder den fermt, og forsikrer os om, at hun ikke har set efter. Vi tror begge på hende. Vi ville nemlig gerne selv se finde ud af og Martin kigger efter. Det er en dejlig overraskelse - vi havde ingen anelse om det var en søn eller datter der rumsterede rundt derinde i maven.
Navlesnoren er klemt af, og Martin klipper den. På et tidspunkt efter fødslen og inden navlesnoren klippes, når kusine Jane frem. Det er så ærgerligt, at hun ikke nåede at opleve selve fødslen - det er ganske få minutter fra.

Jeg føder moderkagen, bliver syet og får serveret morgenmad på sengen af mine kusiner. I dagens anledning består den af boller med smørechokolade og drømmekage. Må godt få kage til morgenmad, når man har fødselsdag – Gustav springer dog over ;o)
Han bliver målt og vejet til 56 cm og 4350 g - en ordentlig kleppert, men stadig så fin, så fin. Han har de længste ben og ser slet ikke ud til at veje så meget.

Dorthe går med mig ud i bad, mens Martin har Gustav og holder ham varm. Jeg er noget svimmel, og har dansende pletter for øjnene. Siddende på en havestol ude i brusekabinen, slår trætheden mig pludselig, og jeg kan dårligt selv holde håndbruseren over mit hoved, hvorfor Dorthe overtager hårvasken. Vi får mig tørret, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan klare at gå de få meter tilbage til soveværelset. Martin kommer for at hjælpe mig, og idet jeg kommer op at stå, med armene omkring hans hals, besvimer jeg. Da jeg kommer til mig selv, bliver mit blodtryk målt til 70/50. Jeg får et par glas stærk saftevand, og bliver båret ind i seng i min dyne – meget spøjs oplevelse at ligge der som i en hængekøje, med en hjælper ved hvert hjørne.

Resten af dagen kan jeg ikke huske ret detaljeret. Gustav bliver lagt til brystet et par gange, men vil ikke sutte – han sover som en sten. Ved 11-tiden er vi ladt alene igen og det er en ganske pudsig oplevelse. I soveværelset er der ryddet op og eneste bevis på morgenens oplevelser er Gustav. Vi gik i seng ganske som normalt aftenen i forvejen og næste formiddag har vi pludselig en søn – det er svært at forstå.

Han er så fin og sød, og vi kan slet ikke få øjnene fra ham. Dagen flyver afsted. Min intetanende brors telefonbesked lød som følger: ”Hej, jeg ville lige ønske dig tillykke med fødselsdagen, men går ud fra du er ved at føde, siden du ikke svarer – jeg ringer lige igen senere og hører hvad det blev….” ret godt gættet J




Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional