Beretninger - Da Tyra flyttede ind

Af Sarah Kørup Lundsberg, Holte, Fyn

Da Tyra flyttede ind

 

Højgravid igen. Pyha. Sidste gang var jeg altså ikke så ramt som denne gang! Det er forår, strålende solskin, og der er sandelig ting jeg hellere vil end at tage hensyn til min store mave. På den anden side vil jeg også gerne have, at baby bliver derinde så længe som muligt, så den kan få lidt ekstra på sidebenene. (Den er jo også mere stille der!)

Jeg tog det lidt mere roligt end sidst. Ikke så meget ”Bli’r det mon i dag????” Dog var det lidt mere stressende, da vi denne gang skulle have afsat søster Camille på 2½. Hendes dagplejemor var sygemeldt, og alle hendes bedsteforældre bor i den anden ende af landet. Det ville nok ende med at hun måtte sidde og lege med lego ved siden af fødekarret. Hmm…

Dagen før termin, først på eftermiddagen, blev plukveerne værre. Jeg legede med Camille, bagte en kage, og havde ikke rigtig tid til at tage mig af dem. Dog var min toleranceterskel ikke så høj! Selvom veerne godt kunne være ret gode, overbeviste de mig ikke. De var ikke regelmæssige nok. Sidste gang var de helt regelmæssige fra starten, så der var jeg ikke i tvivl. Jeg forstyrrede derfor ikke farmand, som sad begravet i sin eksamenslæsning.

To-tre timer efter - da kl. var ca. fem - smagte vi kagen, og jeg måtte fortælle farmand, at hans læseferie nok sluttede i aften. ”Hvor længe har du vidst det??” Han er altid helt oppe at ringe, når der kommer en baby. Som om der er noget unormalt i det! Min veninde var her, og efter vi havde beroliget hende og fået hendes puls ned (hun havde aldrig set en fødende kvinde før...) blev hun sendt ovenpå for at lege med Camille, indtil det var sengetid.

Jeg var nu alene i stuen. Dette var noget baby kunne bruge! Nu hvor jeg vidste, at Camille var ”afsat” kunne jeg give mig hen til det aftenen skulle gå med. At føde. Så kom der gang i veerne! Jeg ringede til min nabo, Sofie, som meget belejligt er jordemoder. Hun kom over og kunne fortælle at jeg var 6 cm åben. Det var noget JEG kunne bruge.

Hun blev en times tid, hvor veerne tog mere og mere til i styrke. Fødekarret var nu fyldt op, og jeg hoppede i, da Sofie gik hjem for at få en bid aftensmad med sine gæster. Hun havde ikke erfaring med hjemmefødsler, så vi havde kontaktet Svendborg Sygehus, som sendte en jordemoder 2 ud, da Sofie gik. Hun havde 45 min. kørsel. Sofie formanede os derfor om at ringe med det samme, hvis det pludseligt tog meget til, eller vi blev bekymrede over noget. ”ja, ja, der skal vi nok….” Jeg mente dog, der nok var lang tid endnu, for kun få af veerne gjorde rigtig ondt, og jeg havde jo ikke været i gang så længe. Sofie havde dog en lumsk mistanke til, at det nok blev ret snart, at baby nr. 2 ville se dagens lys.

Jeg fik nu lidt alenetid i stuen med mit lækre ”made-in-water”-fødekar. Denne ro gav veerne endnu mere magt, og efter en god halv time var de så kraftige, at jeg var ved at slå verdensrekord i vandkolbøtter. Sofie havde nok ret! Var det nu vi skulle ringe til hende og bede hende komme igen? Svendborgjordemoderen måtte jo være lige på trapperne, og Sofie ville jo alligevel komme, når hun var færdig med at spise. Selvom det gjorde ondt, føltes det dog ikke forkert, så jeg hang i.

Da Svendborgjordemoderens taxa kørte ind på gårdspladsen, havde jeg pressetrang. Da hun kom ind i stuen var jeg helt åben. Sofie kom kort efter, og blev straks sat i gang med alt det praktiske. Alt dette foregik utrolig stille og roligt og uden drama. Hvilke fantastiske jordemødre jeg var omgivet af!

En god halv time efter var en lille pige mere født. Og kl. var endnu ikke blevet ni. Meget intens og hurtig fødsel. Dejligt, men også utrolig hårdt fysisk, og jeg var meget mere udkørt end efter min første fødsel, som tog 11 timer. Lille Tyra kunne ikke vente længere, og det kan hun stadig ikke, nu 2½ måned efter! Hun er meget utålmodig og vil helst lære at gå lige nu. Jeg var selv meget overrasket over pludselig at sidde med en baby i armene – det var farmand også, for han havde kun vidst besked i under fire timer.

Dejlig helt perfekt fødsel. Vi var ellers lidt bekymrede (eller meget, faktisk!) over hvordan det dog skulle gå, nu hvor vi boede på Fyn. Camille er født gennem Vestsjællands luxusordning, (ses omtalt flere steder her på siden) men nu skulle vi føde med en ukendt jordemoder, som normalt kun arbejder på sygehuset. Heldigvis fik vi en garvet hjemmefødselsjordemoder ud, som lige vidste hvordan man glider stille og roligt ind i en fødsel på sit højeste, uden at stresse moderen. Det var helt fantastisk. Hun var lige hvad vi havde brug for, for at opnå samme ro og tryghed, som vi havde under Camilles fødsel. Tak, Lone Sommer. Og velkommen Tyra.

Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional