Beretninger - Iduns Fødsel

Af Zafir

Min smukke prinsesse kom til verden kl. 12.17 den 1. april 2004 i vores stue. Vi havde et fødekar, der havde stået klar i de sidste 3-4 uger inden hun kom til verden.

I ugerne op til

I ugerne optil Iduns fødsel, havde jeg haft 'anfald' af seriøse plukveer, så vi flere gange havde troet at NU var den der. Det startede første gang ugen inden min termin, som var den 22/3. Vi havde Hanne, vores hjemmefødsels Jordemoder, ude flere gange i løbet af weekenden for NU var den der... Også gik veerne over igen... Jeg blev undersøgt af Hanne og jeg var 2 fingre åben og en lille smule tilbage af min livmoderhals… En uge inden termin… Så tænkte jeg jo: "JUHUU… Jeg føder lige om lidt! Jeg er jo 2 fingre åben og lille livmoderhals!.. : Hurra hurra…"

*ØV* Min termin kom, og der var HELT stille i 've-anfaldene'. Dagene gik, og jeg fik veer igen. Jeg var begyndt at blive så vandt til at jeg fik veer, og de gik væk igen, at jeg ikke tænkte videre over det. *GG*

Da min termin var passeret, og jeg var gået 'over tiden', begyndte jeg at få følelsen af, at min baby var aflyst... Jeg ventede og ventede, men den ville ikke komme UD til Tom og jeg og sige hej. Det var en virkelig træls følelse. Jeg tænkte, hvis jeg bare sidder her hjemme, når Tom er i skole, så bliver jeg sindssyg. Jeg kørte derfor med ham til København hver dag. Så gik jeg i svømmehallen, besøgte veninder, familie osv.

For hvert et ve-anfald jeg havde, kom min baby længere ned på plads... Skruede sig i stilling. Det betød, at ca. omkring min termin kunne jeg næsten ikke gå. Jeg havde MEGA mange smerter i mine ben, fordi babys hoved lå og trykkede på nogle nerver... Det var ret ubehageligt. Jeg blev en dag kørt rundt på en kundevogn i Bauhaus af Tom, fordi jeg ikke kunne gå. *GG*

Dagen før dagen :

Det blev den 31. marts. Jeg var gået 9 dage over tiden. Jeg følte mig som en KUGLE... Jeg havde ligget hjemme hos min far og Vivi hele dagen, mens Tom havde været i skole. Jeg havde set video og der var INGEN tegn på noget som helst. Jeg kørte ud og hentede Tom kl. halv 3, som vi havde aftalt. Vi skulle på fagforeningen og aflevere hans dagpengekort. Umiddelbart efter han var kommet ind i bilen, og vi var kørt fra skolen, fik jeg den første ve. Jeg sad lidt uroligt i sædet. Det var mig der kørte. Tom spurgte, som han havde gjort MASSER af gange de sidste tre uger: "Har du veer?? Har du veer??" Jeg svarede: "Jeg ved det ikk!.. Det går vel over, som de andre gange...". Han spurgte om jeg kunne fortsætte med at køre bilen, og det mente jeg godt jeg kunne. Det var jo bare en smule veer *fnis*.

To minutter efter skiftede jeg mening. Det var ligesom om, de bed lidt mere denne her gang. Og så alligevel, syntes jeg, det var det samme. Men det var i hvert fald nok til, at jeg ikke ville risikere stakkels cyklister eller børnehavebørn, der skulle over vejen.

Da vi kom ind til hans fagforening, gik jeg på toilettet, og vi byttede, så han kørte. Vi havde tidligere aftalt, at vi skulle i Ikea for at købe et puslebord, som var det sidste vi manglede... Så jeg sagde: "Så kører vi lige I Ikea på vejen hjem… " Tom svarede…: "Vil du I IKEA?!?!? NU!?!?". Jeg tænkte, at vi jo sagtens kunne tage i Ikea, 'Det går OVER igen'. Det er ligesom ALLE de andre gange jeg har haft veer. Min baby er aflyst, så vi kan SAGTENS tage i Ikea… Der var ca. 7 min mellem veerne, da vi tog i Ikea.

Vi besluttede os for at spise noget mad i bistroen, HVIS nu det var, at vi skulle til at føde om aftenen eller natten. Vi havde nemlig fået formaninger om, at det var vigtigt at spise sig lidt energi i god tid, så det var videre i systemet, når slaget skulle slås! Da vi skulle betale, stod jeg og skar ansigter. Ekspedienten spurgte med lettere ængstelig stemme, om jeg var syg, og jeg svarede: "Narj narj..! Jeg har bare veer…" Ekspedienten spurgte helt forfærdet: "JAMEN?!? Skal du så ikke på hospitalet??" (Det må også have været noget af et syn… For jeg var jo HØJ-HØJ-HØJ-gravid, og stod og der og sagde, at jeg havde veer… *hihi*) Jeg svarede:" Nej nej, jeg skal bare hjem, men det er ikke slemt, der ER jo ca. 7 min. mellem, sååee…" Hendes øjne var ved at falde ud af hovedet på hende, da hun spurgte om vi skulle have det 'på beløbet'?..

Men altså, vi spiste vores mad i Ikea. Klokken var omkring 16 den 31/3. Min telefon ringer, og det er sjovt nok Hanne Jordemoder. Hun ringer, fordi vi har glemt at aftale tid til tjeck. Når man er så gravid, som jeg var den dag, så skal man tjekkes mindst en gang om ugen, og det havde vi altså glemt at aftale tid for. Men da hun ringer, bliver jeg faktisk lidt overrasket og siger: "Sjovt du ringer nu, for jeg har faktisk veer, men vi er lige i Ikea." Vi aftalte så, at jeg skulle ringe, når jeg kom hjem. Jeg fortalte selvfølgelig også Hanne, at veerne jo ville gå i sig selv igen, ligesom alle de andre gange. Så hun bare skulle tage det roligt… *GGG* Hun mente dog, at nu VAR jeg jo gået 9 dage over, så mon ikke min baby ville se at komme ud denne gang? Jeg skrev en sms til min surrogatsøster Mickey, der skulle være hjælper, at hun måske skulle gøre sig klar til at køre op af, fordi det kunne være at vi måske skulle føde. Men hun skulle ikke regne med noget… Men bare så hun var advaret, HVIS det var, at det skulle ske, at der kom en baby ud af min mave. *GGG*

Men altså. Jeg STORMEDE rundt i Ikea. Tom kunne næsten ikke følge med. Jeg havde pludselig fået vildt meget energi, og jeg havde ikke smerter i mine ben i samme grad, som jeg havde haft i den sidste lange tid. Så jeg syntes, at det var skønt at kunne futte rundt og shoppe. Jeg måtte dog stoppe op ind i mellem, når der kom en god ve. Vi fik shoppet det vi skulle, og Tom kørte bilen hjem. Vi har en lille times kørsel fra Ikea og hjem til os selv.

Da vi næsten var ved Holbæk, ringede jeg så til Mickey. Hun sprang rundt af spænding derhjemme og sagde, at hvis jeg ikke havde ringet nu, så var hun kørt af sted… Hellere en tur for meget, end en tur for lidt. *GG* Så hun kørte fra Husum mod Odsherred.

Da vi kom hjem ringede jeg til min jordemor igen. Der var stadig ca. 7 min mellem veerne og de var ikke taget til, så vi aftalte, at jeg skulle SLAPPE af og hygge mig med Tom og Mickey og ringe når/hvis det tog til, eller hvis jeg følte jeg havde brug for hende.

Aftenen og natten inden

Veerne fortsatte, og jeg var vildt rastløs og kunne ikke sove. - Selvom Hanne havde sagt: "Gå i seng og få SOVET"… Altså…!! Hvem kan sove med 7 min mellem veerne?.. *G* Jeg kunne ikke! Jeg sad og spillede 'Zuma', et spil som jeg fordrev mange nætter med, når jeg ikke kunne sove, da jeg var gravid. *G* Jeg begyndte at være mere ukoncentreret og spillede skidt… Jeg syntes veerne blev kraftigere, og jeg tænkte så… Måske vi skulle ringe til Hanne? Kl. var ca. 1 og mit vand begyndte så småt at sive.
De veer jeg havde haft siden eftermiddagen var forholdsvis uforandret. Lidt tiltaget i styrke, men stadig med 7-10 min mellemrum.

Kl. ca. 01.30 var Hanne ude og kigge på mig. (Selvfølgelig) var der intet sket… Jeg var stadig to fingre åben og med lidt livmoderhals…Jeg blev VILDT ked af det og tænkte:
Min baby kommer ALDRIG ud. - og nu er mit vand begyndt at sive, og hvis jeg så ikke har født om 24 timer, så skal jeg på hospitalet!... Og jeg TUDEDE… Hanne sagde, at jeg bare skulle tage det roligt. Nu skulle baby nok komme ud og i øvrigt var 24 timer lang tid til at lokke den frem.

Hannes telefon ringede og en af de andre af hendes gravide fra APRIL-termin var selvfølgelig gået i fødsel! *suk* Men hun var en 'hurtig føder', som hun sagde, så det kunne snildt klares inden, der ville ske yderligere med mig. Vi fik besked på lige at fylde en vandvarmerfuld i karret, så det gik Tom i gang med… Og så SKULLE jeg gå i seng!!!!... og sove… Lidt… Hvilket jeg jo IKKE kunne. *GGG* Så jeg lå og vendte og drejede mig.

Fødslen

Da klokken så var 4 sagde det bare SMÆLD og sjask.... Og KAPOW kom der VEEEEEER der virkelig sparkede mig omkuld. Jeg endte med at sidde nede på gulvet på en stor pude med hovedet lænende på sofaen imellem veerne. Når jeg havde veer, kravlede jeg næsten helt op på sofaen og vred mig... Tom og Mickey fik dog bukseret mig op på sofaen, så jeg kunne ligge og vride mig der oppe. :) Men, trods mine VEEEEEEEER, som nu var KRAFTIGE, kunne jeg holde hovedet koldt nok til, at udføre noget af en heltegerning! Lige over hovedet på Mickey, på gardinet, sad der en KÆMPE krabat af en edderkop. Jeg sagde til hende: "Ikk kig op! IKK kig op! Sid STILLE!". Hun er nemlig bange for edderkopper. Selvfølgelig kiggede hun op og mens hun lå stiv af skræk, fik jeg møflet mig derhen og redede hende fra den grufulde edderkop. Jeg fik kremeret dyret i brændeovnen, i selv samme bevægelse.

Veerne var nu hyppigere, og der var ca. 4-5 min mellem dem. Jeg var (selvfølgelig) stadig overbevist om, at det ville gå i sig selv igen, efter alle de andre gange, hvor det havde gjort det... Men kl. 7.30 var jeg tilpas hjælpeløs til, at jeg sagde ja, til at Tom skulle ringe til Hanne endnu engang. Han ringede til hende, og hun havde så lige 'hevet' en lille pige ud af sin mor i Vig. Der var så lige noget arbejde at gøre færdig deroppe, inden hun kunne komme til os. :) Det tager ca. to timer, før hun kan tage videre, fordi moderkagen skal komme og hun skal fylde papirer ud og sådan…

På dette tidspunkt havde jeg PRÆCIS 3 min. mellem veerne, som var SUUPER kraftige efter den store vandafgang. Da Hanne hørte om mine tider osv., besluttede hun sig for FLUX at sende Anne, som er en anden hjemmefødselsjordemor i Vestsjællands Amt. Hun RACEDE herop… Ved ikke hvor hurtigt, hun har kørt, men hun bor et godt stykke væk, og var her på 45 min. :

Da hun ankom, sad Tom og Mickey og RÅFNISEDE over mig, fordi jeg var som et 'urværk', syntes de. Der var præcis 3 min mellem og der gik 2 min og 15 sek. hvis det var en stor ve og 2 min og 45 sek. hvis det var en lille ve… Jeg syntes ikke, det var super morsomt, men dejligt at de kunne grine. *G*

Anne blev briefet af Tom og begyndte at undersøge mig… Jeg var STADIG 2 fingre åben og med et lille stykke af livmoderen!... Jeg var ved at blive VANVITTIG… hvilket selvfølgelig betød, at jeg ENDNU mere troede på, at det gik i sig selv igen og min baby ALDRIG kom ud. Anne grinede af mig og sagde: SELVFØLGELIG kommer din baby!!! Hun spurgte mig, om jeg havde lyst til at komme i karret, og jeg sagde taknemmeligt JA!
Jeg blev så 'gjort klar' til kar, hvilket betød, at jeg fik klyx (*fnis*) og at resten af vandet skulle fyldes i karret. Jeg skulle så ligge og holde det klyx i mig i 10 minutter!?!?! Med totale mega veer… *GG* Og som om det ikke var nok, skulle så sidde på toilettet og komme af med det der skulles af med, med mega veer!! Jeg holdte både Anne og Tom i hænderne… Det var så ikke vildt skægt faktisk, og jeg græd også lidt, selvom det nu er en lidt komisk scene at tænke tilbage på…

Da jeg var færdig på potten, kom jeg i karret. Det var SKØØØNT! Bare at ligge og flyde rundt der i, når jeg ikke havde veer., og lindringen fra det varme vand når jeg havde veer. Jeg kom i karret 0915.

I starten af tiden i karret, kunne jeg sagtens snakke og sludre i mellem veerne. Jeg brummede mig igennem veerne. Toms fætter og hans kone har født deres barn hjemme i kar, og hun havde fortalt mig om 'brummetricket'. Jeg syntes, det var skønt! Ikke noget med at hyle op eller noget. Bare brumme. : Efter den første time i karret kom Hanne susene. Hun sagde til mig, at det var bedre, hvis jeg trak vejret igennem veerne. Det ville sætte spark i det. - Så jeg TRAAAK vejret og traaak vejret. Det var godt, men lidt svært at komme i gang med det. Tom hjalp mig meget.

Anne havde trykket mig på to punkter på lænden, mens jeg lå i karret. Hanne erstattede de tryk med et par akupunkturnåle. Jeg ved ikke om det hjalp, for jeg ved ikke hvor ondt, det havde gjort, hvis de ikke sad der. Men det var i hvert fald ikke ubehageligt. Jeg havde den første tid i karret siddet på alle fire, af en slags. Lidt ligesom en abe. De følte på mig inden i og min baby blev ligesom ved med at sidde fast det samme sted. Heldigvis kunne jeg ikke rigtig følge med i, hvad jordemødrene talte om. Tom hørte dem nemlig snakke om, at jeg måske blev nødt til at komme på fødegangen, hvis 'den' ikke selv gav sig til at skrue sig længere ned RET snart…! Heldigvis hørte jeg det ikke. Jeg var nok gået temmelig meget i panik…

Jeg blev bedt om at vende mig om, så jeg sad med ryggen ind mod karkanten. På den måde kunne de lokke babyen til at dreje sig mere rundt, og sætte sig helt ud hvor den kunne presses ud. Hanne satte noget tape på nålene, så de ikke skulle stritte ind i karret og genere mig. Tom var ved mig hele tiden. Han talte til mig og 'oversatte' hvad jordemødrene sagde. Hanne hjalp til med fingrene til at åbne mig det sidste stykke. Jeg ved ikke hvor langt, men jeg syntes, det gjorde nas. Mickey sørgede for at hente vand, håndklæder og hvad vi ellers manglede. Indimellem tog hun stillbilleder og skiftede bånd i det ene videokamera.

Selvom Hanne hjalp til med at flytte resten af livmoderhalsen, så min babys hoved kunne komme ned i rigtig fødestilling, og selvom jeg havde ligget i fødekarret i over en time, og veerne virkelig bed, blev jeg VED med at tro, at det gik over og i sig selv igen…

Jeg havde fuldstændig mistet min tidsfornemmelse. Jeg ANEDE ikke, om der var gået 20 minutter eller 20 timer. Jeg var stadig overbevidst om, at det ville gå i sig selv igen. Og når de sagde til mig, at jeg skulle mærke på mig selv, og mærke at min babys hoved var på vej ned, kunne jeg slet ikke forholde mig til, at det skulle være anderledes at mærke på end normalt. - Der blev vidst nok grinet lidt af mig og min manglende relativitetssans på det tidspunkt. *GG* For selvfølgelig var der ingen vej tilbage for baby. Det eneste jeg rigtig havde at forholde mig til var, at det stadig var lyst udenfor. Ergo var der ikke gået 20 timer!

Meget kort tid efter Hanne havde fået skubbet resten af min livmoder hals til side, fik jeg pressetrang. Jeg kom op på alle fire, og jeg skulle bare presse, hvis jeg havde lyst. Jeg fik at vide, at det var vigtigt at trække vejret igennem presseveerne, og hvis jeg følte det som om, det brændte og sved, skulle jeg holde lidt igen, for ikke at sprække… Hanne klemte med hænderne på hver side af mit bækken, hver gang jeg havde en presseve og det føltes helt vildt rart!... :) Det var ligesom, at mit bækken blev større, og babyen bare fik PLADS. Melonfølelsen blev en del mindre.

Mens jeg lå og pressede, spurgte jeg STADIG, om de nu var sikre på, at det ikke gik over, og min baby trak sig tilbage igen… Og de grinede…: "Tro mig, søde Zafir, der er kun én vej nu… og det er ud", fik jeg at vide. :

Efter kort tids presseveer, havde jeg fået hovedet så langt ned, at jeg pludselig kunne mærke hår 'blafre' i vandet mellem mine ben. Jeg udbrød højt: "Min baby har HÅR!!! Min baby har hår!" og begyndte at STORTUDE. Jeg græd og fik pludselig MASSER af kræfter. For første gang under hele min fødsel troede jeg nu på, at min baby rent faktisk KOM ud til mig. *SSS* Det var en helt fantastisk følelse. Få presseveer efter hendes hår kom ud i vandet, var hovedet ude. Hovedet drejede en omgang, som det skulle, og jeg tog selv imod min baby. *S* Det var SÅ FANTASTISK. Jeg vil nok tro, at jeg gav nogle brøl fra mig i pressefasen, men det er vel ikke af vejen, at man gør på det tidspunkt. *hihi* Det er jo trods alt ca. en melon der kommer UD der på det tidspunkt. :o)

Idun kom ud til verden

Da jeg tog min baby op af vandet, nåede jeg lige at se, det var en pige, før jeg krammede hende ind til mig. Jeg TUDBRØLEDE. Vrælede i vilden sky. Jeg græd af lettelse over, at min baby KOM ud, af lykke over ENDELIG at se min baby, at få spændingen udløst for hvad det var for en slags. - Altså han eller hun. Alle følelserne væltede ovenud af mig. Det eneste jeg fik fremstammet var: "Du fik ret skat!"… Hvorefter de andre tænkte: "Åhh!.. Hvad var det nu, Tom havde sagt, det blev?!" *hihi*

Kl. var 12.17, da jeg tog imod hende. Jeg havde været i karret i 3 timer og 2 minutter. Hvis jeg var blevet spurgt, kunne jeg ikke sige, om det var 20 min eller 20 timer. : Jeg var glad for at finde ud af, at det var 3 timer. Jeg lignede en rynket rosin. :

Faktisk syntes jeg, det er lidt vildt at tænke på, at jeg åbnede mig fra 2 fingre til 5 fingre og fik hende ud på 3 timer, når jeg havde været 2 fingre åben i 3 uger, inden jeg fødte.

Men Tom fik ret. Han fik ret i det hele. Han sagde: Vi får en pige, født på en solskinsdag og hun kommer til at veje over 3500 g. : Og det var en solskinsdag. Det var en solskinsdag, at vi blev tre i Plejerup. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Det var en pige og hun vejede 3740 g.

Vores baby skreg ikke, da hun kom op af vandet. Hun knirkede lidt og åbnede sine smukke, smukke øjne og kiggede på sin far og mor. : Hun var det SMUKKESTE, jeg nogensinde havde set. Jeg kunne SLET ikke se, at hun var krøllet og blålig, som de fleste babyer jo er i større eller mindre grad. *GGG*

Alle de navne vi havde talt om, på nær Idun forsvandt, da vi så hende, og Idun blev hendes navn. Smukke Idun.

Jeg sad med hende i armene, mens jeg stadig var i karret. Vi ventede på, at moderkagen skulle komme. Hun var stadig 'hægtet på moderskibet', for Hanne og Anne går ind for, at navlestrengen først bliver klippet, når den ikke har nogen puls mere.

Mine arme var som spagetti. Helt slaskede. Jeg fik hjælp af Tom og Anne med at holde Idun over vandet. Jeg tudede, Tom græd, Mickey græd. *S* Af glæde selvfølgelig. Vandet i karret, var stort set helt klart, til moderkagen var kommet ud. Først da kom der lidt blod i karret, men det var på intet tidspunkt ulækkert.

Da moderkagen var kommet, fik jeg et par hænder til at komme ud af karret. Jeg blev tørret og fik morgenkåbe på. Jeg satte mig på vores sovesofa op af en dejlig stor pude. Hanne stoppede babsen i munden på Idun. Hun suttede med det samme - og det har hun gjort ligesiden! *SSS*

Anne sagde farvel og Hanne gav sig til at udfylde papirer. Idun suttede et godt stykke tid og endte så med at lave en fin kage på min mave. Det der sorte stads, der kommer ud i starten. *hihi* Jeg nænnende næsten ikke, at hun skulle have ble på, fordi jeg bare måtte GLO på hende. Undersøge hende og se hver en lille fold og tå. : Tom og Mickey var de første, der gav hende ble og tøj på. Mickey ringede rundt til familie og venner og skrev en mail til folk og fæ - Med billeder af vores skønne, skønne barn. :

Jeg var glad, stolt, forundret, træt, euforisk, mættet, skrupsulten, lykkelig… En helt, helt masse følelser på én og samme tid. Jeg var forundret over hvor 'let', det havde været.
Jeg havde brugt meget tid på, inden min fødsel, at forberede mig på den ALLER værste smerte, og at det faktisk næsten ikke ville være til at overkomme. Men jeg var ikke på noget tidspunkt bange for smerten. Jeg var tryg gennem hele min fødsel. Selvom det var prusten og stønnen og tårer og brøl, var jeg tryg ved situationen. Jeg vidste, at smerten var der NU, men den ville ende, og der ville komme noget godt ud af det. Det var derfor ikke en ubehagelig smerte for mig. Jeg vil ikke sige, at jeg har glemt hvor ondt det gjorde. For det gjorde ondt. Det gjorde MEGA PISSE ondt, faktisk. Men det var bare ikke ubehageligt, som når man er syg, og ikke ved hvornår det stopper, eller hvorfor man har ondt. Jeg græd lidt. Kastede op én enkelt lille gang og bandede to gange i løbet af min fødsel. Ellers brummede jeg. Trak vejret. Gibsede og BRØLEDE… *S*

Bagefter fortalte Hanne mig, at det med at brumme, faktisk er helt okay at gøre. Hun var bare træt i hovedet efter en lang nats arbejde, og syntes derfor at det var skønt, hvis hun kunne lokke mig til at bruge min vejrtrækning i stedet for at brumme. *hihi* Men for mig gjorde det jo ingen forskel. Jeg skulle bare koncentrere mig om at ændre det, jeg lige havde fundet ud af, til noget andet. Og vejrtrækningen virkede super også. *S*

Hej Bedster og Older

Da Idun var tre timer gammel, sad jeg her ved min computer og skrev den første lille fødselsberetning på min gruppe på netbaby. Alle de nye bedster og older var på vej, og det var en helt fantastisk dag, den 1. april 2004.
Da kl. var 17, stod alle bedsterne og olderne i stuen med hver deres kamera og blitzede lille skønne Idun i hovedet. Hun sov. Sov og suttede. De havde taget mad med til os, men var helt tossede og fjollede alle sammen, fordi de selvfølgelig også var temmelig euforiske. Derfor endte det med at være os, der var de sidste til at få mad, selvom vi var dem, der havde arbejdet HÅRDEST i et lille døgn… Men mad det fik vi dog. - og det var dejligt! Vi fik en af de nye bedstemødre til at vaske karret for os, da vi var HELT fuldstændig færdige og slet ikke kunne overskue rengøring på det tidspunkt.

Mens vi sad og spiste, sagde jeg til Tom og Mickey: "Er det ikke bare forunderligt, at hun var helt fin, da hun kom ud? Slet ikke rynket og blå, bare helt fuldstændig fin…" De fnisede RET meget og sagde, at jeg nok liiige skulle se billederne, og så genvurdere hvor glat og lyserød jeg syntes hun var, da hun kom ud…

Da klokken var ca. 21, var vi alene med vores smukke lille pige. Alle var taget hjem, og Idun var flyttet ind.

De første dage

Den første nat lå hun og sov mellem os i en lille 'båd' af ammepuden. Det gjorde hun også den næste nat. Vi havde mange gæster, der kom forbi og så hende. Det var DØD hyggeligt at holde barselsdage herhjemme.

Tredjedagen var den dag, mælken rigtig skulle løbe til. Hun SKREG OG SKREG, fordi NU var hun altså sulten. Jeg var TRÆT, fordi adrenalinen var begyndt aftage. Tom var SÅ dejlig til at tage hende, da hun skreg. Jeg havde brug for en lille pause og sove lidt, så min krop kunne lave lidt mælk. Hun fik en tår kogt vand, og det var gav hende lidt tilfredsstillelse, så jeg fik min lille pause. Da hun efter en times tid begyndte at skriiiige igen, tænkte jeg: GODT SÅ!!!... Hanne sagde, man kunne, så kan man!!... Så jeg vendte mig om på siden og Idun ind til min babs. Stoppede den i munden på hende, og så kunne hun ellers SUTTE så længe hun overhovedet havde lyst til, og så kunne jeg sove. *S* Det VIRKEDE helt fantastisk. Hun suttede og mælken kom flydende. Siden har vi sovet sådan hver eneste nat. Det er SKØNT. Hendes nattesøvn er rolig og min nattesøvn er rolig, så vi får nogle bedre dage, der ikke er trætte… *S* Nu er hun blevet 5 mdr. og vi babser stadig på fuldtid. Hun er den sødeste 'babser' om natten. Hun har ikke skreget, mere end én nat siden vi begyndte at 'sove-babse', og der var hun syg. *S*

Efterskrift

Hele forløbet omkring hendes fødsel og hendes babyliv, har været skønt. Jeg ville ikke ønske det anderledes, og hvis vi skal lave en lillebror eller lillesøster en dag, skal det BESTEMT også være en hjemmefødsel, hvis det kan lade sig gøre. Jeg ville ønske for alle, at de kom til verden på en ligeså rolig, stressfri og kærlig måde.

De personer der var tilstede ved fødslen var perfekte. Det ødelagde intet, at Anne blev nødt til at starte os op. Jeg var tryg ved hende, selvom jeg havde kørt mit graviditetsforløb med Hanne. Hun var sød og dygtig, og jeg havde hørt om hende inden fra Hanne, og læst ting hun har skrevet omkring hjemmefødsel.

At vi havde valgt min surrogatsøster som hjælper var SÅ dejligt. Hun og jeg har kendt hinanden hele vores liv, og det gjorde at vi ikke behøvede at snakke eller sætte hende i gang med ting hele tiden. Vi havde snakket om det, der skulle snakkes om inden, og hun var stolt og glad for at få lov til at være med til at hjælpe hendes 'niece' til verden.

Jeg har et stort håb om, at alle amter i Danmark vil tage større stilling til hjemmefødsler. At de vil lave en god ordning, så hjemmefødsel bliver udbredt i Danmark. At man ikke skal retfærdiggøre overfor mange, at man føder hjemme. At det bliver kendt, at det er skønt og sikkert at føde hjemme. Jeg vil ønske, at man begynder at lave gode hjemmefødselsordninger i resten af Danmark, når man skærer ned på fødegangene. Vi er SÅ heldige, at vi bor i Vestsjællands Amt, og at vi har mulighed for at bruge den ordning, vi har her. At vi har to jordemødre, der har helliget sig hjemmefødsler, og som er ansat til kun at tage sig af det. At vi bliver undersøgt i vores hjem gennem hele graviditeten. At vi får vores jordemoder med på hospitalet, hvis det sker, at vi skulle blive overflyttet til fødegangen i løbet af vores fødsel.

Et forløb med jordemoderkonsultationer, fødsel og med en fast jordemoder, som jeg har haft koster ca. 15.000 kr. Man kan føde mange børn hjemme, i forhold til prisen på én hospitalsseng og et fødselsforløb på en fødegang - Hvis man skal se kynisk og økonomisk på det.

Hvorfor bliver der skåret ned? Hvorfor bliver der ikke lavet bedre hjemmefødselsordninger i resten af landet, så flere folk vælger en billigere løsning? På den måde kan alle få en mere tryg fødsel, der er bedst for dem? Jeg vil ønske, at der ikke er nogen, der skal ligge og føde på hospitalet med en stresset jordemoder, der skal passe 3-4 fødende og føle sig utryg.

Så kom i gang piger!... Tag stilling til jeres egen fødsel. *SSS* Så bliver det den allerbedste fødsel, hvis I har taget stilling. Jeg vil opfordre ALLE, der bare har tænkt tanken én gang: "Skal jeg føde hjemme?" GØR DET, GØR DET, GØR DET!!! Og alle dem der ikke har tænkt den endnu… GØR DET, GØR DET, GØR DET! *SSS* Det er det mest fantastiske, jeg og min mand nogensinde, uden sammenligning, har oplevet! *SSS*



Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional