Beretninger - Da Frigga kom til verden

Af Lane & Thomas

Da Frigga kom til verden

 

Onsdag den 19. september, en uge efter termin, var familien ved at være temmelig utålmodige efter at se, hvad den store mave gemte af overraskelser. Asbjørn, som denne aften stadig var den yngste, var meget opsat på, at babyen nu skulle ud. Da han blev puttet kl. 8 blev han om mor enige om, at det måske kunne hjælpe at ønske samtidigt med lukkede øjne. Vi lukkede øjnene og ønskede at baby skulle komme samme nat. Mor sagde godnat, og ville rejste sig fra hans seng. I samme sekund gav det et par hurtige smæld i maven, og vanden begyndte at sive. ENDELIG SKETE DET!!!! Om end vi var lidt chokerede over at ønsket blev effektueret så hurtigt.

Det var voldsomt stormvejr, og regnen piskede mod tagvinduerne. Hjalte gjorde sig også sengeklar, og de lagde sig til at se en film, da der nok ikke lige var nogle, som kom til at sove foreløbig alligevel.
Mor gik ned for at ringe til fødegangen og melde igangværende hjemmefødsel. Kl. Var nu 20.20, og mor havde haft de første småveer, som føltes som kraftige plukveer, men ikke nogle, som tog rigtigt fat. Jordemoderen i telefonen sagde, at når det nu var 7 år siden sidste fødsel, kunne det sagtens være lidt som første gang. Det kunne jo godt passe.

Efter at have lagt røret på, kom veerne pludselig med to minutters mellemrum, om med en noget anden styrke. Vi ringede derfor til fødegangen igen ca 20.45, og de lovede at sende én med det samme. Den vagthavende skulle efter sigende ikke bo særligt langt væk, så det var jo ikke noget problem.

Fødekarret var allerede i gang med at blive fyldt, og veerne tog meget hurtigt til i styrke. Pauserne mellem veerne var stort set ikke eksisterende, og mor kunne mærke, at det nok kom til at gå rigtigt stærkt.

Helle, vores nabo, var praktisk hjælper. Hun var lidt hos drengene på værelset, og lidt i stuen til at bistå far Thomas med fyldning af fødekar.

Mor tog et blik på karret, som langt fra var fyldt nok til at kunne føde i, og meldte at det kunne vi lige så godt droppe, for det nåede vi aldrig. Hun gik ind i soveværelset og lagde sig på alle fire med bøjede albuer for at mindske tyngden og på den måde måske give lidt pauser mellem veerne og jordemoderen en chance for at komme. Mor begyndte at puste meget kraftigt, og far troede at hun skulle hyperventilere. (men mor havde bare glemt at for tælle at det var presveer.) Pressetrangen var der på toppen af veerne, og der blev gispet for at holde denne lidt tilbage. Veerne havde på dette tidspunkt kun været i gang i en time. Det gav lidt pauser mellem veerne at ligge i denne stilling, og mor kunne guide far i at få gjort sengen klar til meget forestående fødsel.
På et tidspunkt kunne pressetrangen ikke fortrænges mere, og mor lagde sig på siden, kaldte på Helle, meldte at hovedet kom i næste ve. Far udbrød: ”Nej, det kan ikke passe”. Helle tog mors hænder, og far holdt mors ben bøjet og var klar til at tage imod. Et lille sorthåret hoved kom til syne, og i løbet af to veer lå Frigga i fars arme.
Mor og Frigga blev dækket af håndklæder og tæpper, og Helle hentede de stolte brødre, som havde spillet playstation ovenpå.

Få minutter efter fødslen var hele familien samlet i dobbeltsengen, hvor vi undersøgte det nye familiemedlems køn sammen, for det havde vi ikke lige fået tjekket i kampens hede.

Frigga kom til verden 22.18. Ti minutter senere kom en meget forvirret jordemoderstuderende ind ad døren, og ti minutter senere igen kom jordemoderen, som kunne sige tillykke og derefter hjælpe med at få moderkagen født, og sy mor med en enkelt knude.

Hjalte og Asbjørn fejrede fødselsdagen med isvafler inden de faldt om på sofaen kl. 12. På dette tidspunkt var tordenen også stilnet af.
Helle kom ind i soveværelset for at sige godnat, og hun sagde, at det var en rigtig Ronja Røverdatter fødsel.
Kl. 1 var alle ude af døren igen.

Efter fødslen gik far rundt om sig selv, fødslen var gået så hurtigt at han ikke rigtigt kunne forstå hvad der var sket, og at han lige havde taget imod lille Frigga. Han lavede bl.a. en stor kande kaffe, selv om der ikke var noget der skulle have kaffe!




Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional