Beretninger - Fødslen af lillesøster. Planlagt hjemmefødsel.

Af Lea Haahr, Sønderborg

Fødslen af lillesøster. Planlagt hjemmefødsel.

 

Lørdag d.4. oktober var vi til min søsters 18 års fødselsdag. Jeg var godt træt af at skulle til fest, mest fordi jeg på det tidspunkt var 39+3 og min ældste datter var jo blevet født 39+0 så jeg følte virkelig jeg var gået over tid! Alle gæsterne spurgte også om jeg ikke snart skulle føde og klappede mig på maven og mente at der nu nok ikke ville gå lang tid igen. Michael blev ved med at sige: Hun føder i morgen! Og det havde han sagt gennem hele min graviditet: Min kone føder d.5. oktober. Grunden til han sagde det, var at han havde en kammerat, som sidste år fik en søn d.5. oktober, og kammeraten selv er også født d.5. oktober, og det samme er hans far. Lidt vildt. Så Michael mente at den dato skulle vi da også have…

Lørdag aften da vi kom hjem fra festen opdagede Michael at vores fyr var gået i stykker. Han valgte så at sidde derude en time og fodre fyret med træpiller manuelt, for man kunne jo aldrig vide.. Samtidig satte han varmtvandsbeholderen til at varme via el, så vi var sikre på at have varmt vand.

Lørdag nat kl.3 var jeg oppe på toilet, og mente at jeg kunne ane lidt tegnblødning. Men som sagt, jeg var så utålmodig, at det sagtens kunne være syner jeg så, og det var godt nok ikke meget, hvis det endelig var det.. Samtidig havde jeg mange plukveer, men lige meget hvor meget jeg ønskede, blev de ikke regelmæssige, og de gjorde altså heller ikke ondt. Så jeg sov på sofaen til næste morgen.

Søndag morgen talte Michael med min far, og de ville tage til Åbenrå og reparere den del af fyret som var i stykker. Samtidig bad jeg ham tage Hannah med ud til mor og far, for jeg orkede ikke mit humør blandet med en 4½ årig utålmodig pige og masser af plukveer.

Vi aftalte at jeg holdt ham orienteret om der skete noget, for jordemoderen havde jo sagt, at det nok ville gå stærkt den her gang.

Klokken 12 synes jeg måske der var lidt i gang, plukveerne var regelmæssige, men gjorde på ingen måde ondt. For en sikkerheds skyld ringede jeg til Michael, som heldigvis var færdig og på vej hjem.

Klokken 13, da jeg hørte ham parkere uden for huset, mærkede jeg et meget lille smæld inden i mig, og jeg nåede lige at tage en stofble som lå på sofabordet, og så fossede vandet ellers ud. Jeg skyndte mig ud på toilettet. På vejen mødte jeg Michael, forklarede ham at vandet var gået, så han måtte nok hellere skynde sig med at samle det fyr.. Vi blev enige om at jeg skulle ringe til jordemoderen, for det skulle man jo når vandet var gået. Jeg havde stadig ingen veer, syntes jeg selv.

Jeg fik ringet, og jordemoderen spurgte mig flere gange: Jamen har du veer. Jeg mente ikke jeg havde nogen, men hun var sikker på at jeg havde. Så de ville skynde sig at sende en jordemoder ud. Da jeg havde lagt røret på, syntes jeg det var rodet over det hele, så jeg fejede i køkken alrummet, fyldte opvaskemaskinen og ryddede ellers op over det hele. En gang i mellem kom en lidt streng plukve, som krævede at jeg stod stille, men ikke noget af betydning.

Kl.13.45 ankommer Jordemoder Mette. Hun bliver lukket ind af en meget beskidt kommende far, som er smurt ind i olie, fordi han stadig reparerer fyr, han får fremstammet noget med at konen ligger inde i stuen, jeg kommer når vi har varme på.

Kl.14. undersøger Mette mig, og jeg er, til vores store overraskelse, 4-5 cm. Åben. Jeg synes det er vildt underligt, for jeg har jo slet ikke ondt endnu. Lidt efter ankommer Jordemoderstuderende Cana. Det er bare dejligt med to jordemødre helt for mig selv. De sidder i den ene stue og jeg sidder på en madras lige inden for døren i den anden, og vi sidder bare og hyggesnakker om alt og intet.

Kl.14.20 mener Mette at det tid til mit lavement. Jeg er stadig meget: nå okay.. For jeg er slet ikke i fødsel mentalt endnu. Så jeg går ud på badeværelset og får det overstået. Det er bare det klammeste, hvis nogen spørger mig, heldigvis har jeg ikke veer endnu, ifølge mig selv.

Kl.14.30 kommer jeg i badekarret. Vi har et dejligt hjørnespa i badeværelset som vi havde tænkt os jeg skulle føde i.

Kl.14.45 kommer veerne. Jeg kan huske at de igen trak ned i lårene. Det gør bare nas! Jeg er slet ikke rolig som under den første fødsel. Jeg taler i hvert fald meget bestemt til både Mette og Cana. Jeg beder dem om at hente Michael, for nu føler jeg, at jeg har brug for ham. Jeg beder om en enkelt kold klud og noget cola. Ellers beder jeg ham vist om at holde kæft, for jeg følte virkelig at det var noget jeg selv skulle klare, og alle andre var bare i vejen. På et tidspunkt får jeg vist også råbt: Nu gider jeg ikke mere!

Kl.15.08 får jeg begyndende pressetrang. Og hvilken lettelse! Jeg var fuldstændig smertefri under presseperioden. Det var sådan en lettelse at kunne arbejde med veerne og bare presse!

Pludselig siger Mette, under min første rigtige presseve: Nu kommer hovedet. Og jeg sidder bare og tænker: What??? Jeg er jo kun begyndt at presse, sidst tog det 15 minutter. Og jeg kunne slet ikke fornemme at jeg var så langt i forløbet. Men ganske rigtigt. Så skete det samme som under sidste fødsel, jeg fik ikke flere veer. De stimulerer mine brystvorter for at fremprovokere en, men det lykkedes ikke. Så jeg presser hende ud kl.15.14. uden presseve. Hun har navlestrengen stramt om halsen, så hendes vejrtrækning er meget anstrengt i starten. Cana vælger at gå ind i stuen med hende, og gnide og gnubbe hende. Hun får apgar: 9/1 9/2 og 10/3 pga. vejrtræning og hendes meget blå farve i hovedet.

Jeg kommer op af vandet, ind i stuen, hvor jeg føder moderkagen. Mette er meget overrasket da hun undersøger mig, for jeg er slet ikke gået i stykker, ikke engang en rift, og det viser sig at lillesøster vejer 4200 gr. og er 55 cm. Lang. Faktisk burde jeg være gået i stykker ved skeden, for hun blev født med skuldrene på tværs!

Bagefter sidder vi bare alle 5 i stuen. Jeg sidder og nyder det dejlige lille vidunder med min mand, og Mette og Cana skriver journalen.

Det var bare den perfekte hjemmefødsel. Jeg nød virkelig at jeg ikke skulle stresse over at skulle til sygehuset, men bare kunne blive derhjemme og nyde at det var mig som satte dagsordenen. Vi talte meget om, at havde jeg ikke planlagt hjemmefødsel, var det nok endt med en alligevel, for jeg havde på ingen måde kunnet registrere hvornår det var på tide at tage af sted.

Mette og Cana kørte kl.17. og da var spaen tømt, håndklæder var i vaskemaskinen og alt lignede sig selv, bortset fra at vi lige havde fået et familiemedlem mere.



Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional