Beretninger - Fødselsberetning fra New Zealand

Af Helene Reiter, Auckland North Shore, New Zealand

Fødselsberetning fra New Zealand

 

Da jeg fødte mit første barn havde vi planlagt hjemmefødsel, men desværre blev det ikke til noget da Bjørn kom fem uger for tidligt.

Så meget desto mere glædede vi os, da vi kort efter ventede barn nummer to og igen begyndte planlægningen - og så krydsede vi selvfølgelig fingre for at barnet denne gang var knap så ivrigt efter at komme ud og møde verden.

Vi bor i New Zealand og systemet herovre er lidt anderledes, end hjemme. Man kan vælge jordemoder på hospitalet eller privat som hjemme, men herovre er begge dele er gratis og en anden fordel (synes jeg!) er, at man i begge tilfælde bliver tilset af samme jordemoder gennem hele forløbet (som her strækker sig gennem hele graviditeten og til barnet er seks uger gammelt). Vælger man privat jordemoder kommer hun på besøg i hjemmet de sidste par gange når man er ved at være rigtigt højgravid - det er især dejligt når man har bækkenløsning og har rendt rundt efter en et-årig hele dagen! Og så har de private jordemødre gerne speciale i vandfødsler, zoneterapi, akupunktur og/eller enten hospitals- eller hjemmefødsel, hvor dem på hospitalerne "bare" er "almindelige" jordemødre. Vi valgte privat jordemoder fordi vi ville have muligheden for hjemmefødsel og dem på hospitalet ikke tager ud.
Vores jordemoder Lynden gennem nu to forløb er super fantastisk!! Hun er ung og knald fuld af energi, hamrende kompetent og vildt sød - vi kunne ikke ønske os det vedre!

Fem uger før termin var jeg ULTRA klar til at føde, for det var på det tidspunkt at Bjørn kom. Med ham gik vandet med et kæmpe plask på arbejdet og så måtte jeg jo noget chokeret afsted på hospitalet. Fødslen gik godt og helt uden smertelindring, men tog 37 timer incl. to timers pres (jeg tror mest det var fordi jeg var så utroligt træt på det tidspunkt) - så det var sådan noget i den dur jeg var indstillet på anden gang selvom jeg jo godt vidste at der er store chancer for at det går hurtigere.

Hurtigere gik det skal jeg så LIGE love for!!
Jeg begyndte så småt at få småbitte veer tre uger før termin (hurra, jeg kunne føde hjemme om alt andet ellers gik vel!), men der kom ikke rigtigt gang i det, de kom og gik som vinden blæste. Lynden kom hos mig en gang om ugen i uge 37 og 38 og hveranden dag i uge 39. Jeg åbnede mig ligeså langsomt så en uge før termin var jeg næsten 5 cm åben og hovedet stod HELT nede i bunden. Det føltes som meget, meget lang tid at gå og hele tiden tro at NU skete det...
To dage efter terminen begyndte vandet klokken ti om formiddagen ligeså stille at sive. Jeg ringede til Lynden, som havde en travl dag med mange besøg i klinikken og vi aftalte at hun lige skulle kigge forbi sidst på eftermiddagen med mindre altså at det gik løs før det. Det gjorde det overhovedet ikke, jeg havde bare de samme små-veer, som jeg havde haft i tre uger. Hun kom forbi klokken 18 og alt så fint ud - det var bare at vente. Hun rådede mig til at tage et bad og gå tidligt i seng, så det gjorde jeg efter jeg havde sørget for at Bjørn var blevet hentet af sine bedsteforældre som skulle passe ham mens jeg fødte.
Ved 21-tiden var veerne stærke nok til at jeg ikke havde lyst til at ligge derinde halt alene så jeg gik ind i stuen, hvor min mand og søster sad og så fjernsyn. Jeg så med, det var faktisk meget hyggeligt selvom jeg var ved at have ret ondt.
Klokken 22 gik de to andre i seng for at se, om de kunne få en lille smule søvn inden det gik løs (min søster havde stadig jetlag efter flyveturen herover).
Kun en times søvn blev det til for min mand, for klokken 23 gik jeg ud for at lave en kop te og SÅ gik det løs! Jeg gik ind og vækkede ham og da han kom ind i stuen kvart over elleve sad jeg på knæ med albuerne hvilende på sofaen og sagde at nu kunne han godt ringe efter Lynden. Jeg var begyndt at stønne og kramme sofaen ved hver ve og de kom hurtigt efter hinanden - men jeg var LIDT i tvivl om det nu var "tøset" af mig at ringe og vække hende allerede. Sådan som jeg huskede smerten fra Bjørns fødsel ville jeg have ca. to timer tilbage inden jeg ville begynde at presse. Det ville tage Lynden en halv time at nå frem og jeg kunne godt tænke mig at have hende der den sidste 11/2 time inden jeg fødte. Nu var jeg så bare lidt bange for at jeg huskede forkert og der i virkeligheden var meget længere til - men da jeg kunne høre på telefonsamtalen at hun stillede spørgsmålstegn ved hvorvidt det nu var så fremskredent at det var nødvendigt at komme og jeg i samme øjeblik fik en ve, sendte jeg min (stakkels) mand et BLIK!!! Og så blev der meget hurtigt lagt på med aftale om at hun kom med det samme.
Det var nok meget godt! For klokken 23.45 efter tyve minutter med stærkere og stærkere veer, hvor jeg nu jamrede mig igennem dem, stadig krammende sofaen, kunne jeg pludseligt mærke hovedet på vej ud og en ustyrlig pressetrang! Det havde jeg aldrig med Bjørn, jeg pressede bare fordi jeg var 10 cm åben og ud skulle den jo - så det var helt nyt for mig og igen havde jeg forventet at det ville være ligesom sidst.
Jeg kommanderede min mand ud efter plasticlagenet som skulle under mig og den stak gamle lagner og rene håndklæder jeg havde lagt klar (tre uger før) og da han havde lagt lagener under mig kommanderede jeg ham til at tage bukserne af mig, for nu kom hovedet altså. Jeg havde været til et eller andet den dag så jeg havde min smarte, sorte ventekjole på og havde bare hevet et par joggingbukser på indenunder i løbet af aftenen - så jeg kom til at føde iført en lille sort sag!
Min mand ringede til Lynden og sagde at jeg altså pressede nu og hun var heldigvis lige rundt om hjørnet. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at holde den derinde til hun kom! Få minutter efter kom hun ind ad døren og så gik det hele meget, meget stærkt. Lynden tog handsker på og råbte ad fuld hals på min søster, som ikke var stået op endnu og det var jo meningen hun skulle være med. Imens kunne jeg bare ikke holde tilbage længere og tog selv med den ene hånd imod hovedet. Det var en fantastisk oplevelse selv at mærke det lille, glatte hoved mellem fingrene og jeg drømmer nu om selv at være med til at tage imod hele det næste barn. Denne gang sprang Lynden til og ved næste ve kom resten af barnet sammen med en ordentlig omgang fostervand - da var klokken 23.56. Lynden hev i én bevægelse barnet ud og stak det ind mellem mine ben (hun knælede bag mig) så jeg selv kunne løfte det op i armene. Som da jeg fødte Bjørn var jeg den første til at se, hvad det var - en lillebror til Bjørn, som lige med det samme fik navnet Markus!

Markus var 53 cm lang og vejede 4.2 kilo - og var på alle måder bare helt perfekt. Han så så stor ud i forhold til hvad Bjørn gjorde dengang. Og så var det dejligt ikke at være træt efter fødslen, det var virkelig en stor forskel igen fra sidst - havde nogen da spurgt mig om jeg ville holde Bjørn havde jeg sagt nej! Jeg var SÅ udmattet at jeg overhovedet ikke kunne overskue tanken om at skulle være noget for nogen som helst. Jeg ville bare have et bad og så sove, sove, sove. Men heldigvis blev jeg omvendt i et snuptag da jeg fik ham i armene! Denne gang var noget af det første jeg sagde da jeg lige havde sundet mig lidt: Nej, hvor var det nemt og det gjorde ikke engang særlig ondt!!

Og så var det bare dejligt at være hjemme hos sig selv. Lynden blev et par timer og vi drak te, spiste kage og sludrede mens Markus for første gang blev ammet. De tre passede på Markus mens jeg tog et bad. Jeg prøvede at putte Markus i hans egen seng, men ikke tale om! Han var dengang og er stadig (selvom han dog nu sover i egen seng) en lille tryghedsnarkoman - så vi sov dejligt, far, mor og lille ny, duftende dreng, i vores store seng.

I dagene efter oplevede jeg det eneste "skidte" ved hjemmefødsel og her vil jeg gerne råde andre. Min mand arbejder meget og jeg er hjemmegående, så jeg er vant til at lave det aller, aller meste i og omkring hjemmet. Det var SÅ svært ikke at rende rundt og ordne og regere lige fra næste morgen og især kunne jeg ikke sidde stille på dag 2 da Bjørn kom hjem igen. Jeg er rigtig dårlig til ikke at få dårlig samvittighed og føle at jeg er alt for krævende hvis jeg skal bede om noget og tingene skete altså bare ikke af sig selv - jeg var nødt til at bede om at det-og-det blev gjort fordi jeg kender alle rutinerne og ved at hvis ikke bleen bliver skiftet NU, så bliver det ikke gjort før efter frokost og så er det sværere at få ham til at sove osv. osv...... og så virkede det bare nemmere, hvis jeg gjorde det selv.
Mit råd er: LAD FOR GUDS SKYLD VÆRE! Det var alt for hårdt! Den dårlige samvittighed blev især næret af at det jo var så nem en fødsel og jeg havde det jo i grunden godt... men en fødsel er en fødsel, der er kommet et BARN ud af ens krop! Og så har man forresten også lige været højgravid, man er hamrende fuld af hormoner, i mit tilfælde ved at eksplodere af væskeophobninger og så sover man ikke ret meget om natten. Dét er rigeligt grund til at man skal vartes op! Benene skal op, man skal have mad og drikke serveret (jeg lavede aftensmad på andendagen fordi jeg syntes jeg havde hvilet nok), man skal selvfølgelig gerne lege og snakke med sit andet barn, men bleskift, badning, måltider, putning osv. har man IKKE pligt til i hvertfald så længe som man ville være blevet på hospitalet om man havde født der.
Jeg kunne være kommet mig over fødslen på ganske, ganske kort tid, havde jeg bare lænet mig tilbage i dagene efter og ladet huset sejle, hvis det var det der skulle til - nu tog det mig faktisk på trods af den nemme, hurtige fødsel en rum tid indtil jeg begyndte at føle mig ovenpå både fysisk og emotionelt. Igen når jeg tænker på min første fødsel så kom jeg faktisk hurtigere ovenpå dengang på trods af en væsentligt længere og hårdere fødsel fordi vi var indlagt på neonatal og det eneste jeg skulle tænke på var at spise, drikke og amme min nyfødte.

Når det er sagt så anbefaler jeg i allerhøjeste grad at føde hjemme! Det at være i trygge rammer og selv at kunne bestemme alt (på hospitalet blev jeg hundset ret meget rundt med!) betyder utroligt meget for en god fødselsoplevelse. Jeg havde på forhånd sat stearinlys frem fordi jeg ville have dæmpet lys hvis det foregik om natten og en lille olielampe med en dejlig duft, som jeg gerne ville have skulle fylde rummet. Musik ville jeg ikke have, det ville hindre min koncentration - alt det havde jeg forbedredt og grundigt instrueret min mand, som stille og roligt gjorde det hele klar i de tyve minutter vi ventede på Lynden. Det var også rart for ham at have lidt at tage sig til, da jeg ikke vil have ret meget hjælp når jeg føder. Jeg synes det er rart at der ER nogen der, men ellers klarer jeg det helst selv.

Bjørn fylder to i næste måned og Markus er lige blevet et halvt år. Begge sunde, glade, sjove og vidunderlige børn!

Held og lykke til alle som vælger at føde hjemme - det er det dejligste sted for et lille barn at komme til verden!







Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional