Beretninger - Bjørkas beretning

Af Maria Seebach, Helsingør

Bjørkas beretning

Den 20. maj 2009 var jeg fire dage over termin og ganske utålmodig. Lillesøster moslede i maven som hun plejede, og der var absolut ikke optræk til det mindste. Æv. Min tredje fødsel og -forhåbentlig - anden hjemmefødsel lod vente på sig. Jeg havde en jordemodertid kl. 10 og håbede meget, at hun ville lave en hindeløsning, der kunne sætte lidt gang i sagerne - i min sidste graviditet fik jeg en hindeløsning fire dage over tid, og vores Kajsa blev så født dagen efter. Sverre og jeg afleverede de to store piger i institutionen; aftalen var at de skulle hentes af farmor og farfar og have en hyggedag. Jeg krammede farvel og tænkte, om det mon var sidste gang jeg så dem, inden Lillesøster kom. Det var en lidt vemodig tanke, men jeg håbede alligevel; jeg var træt af maven, øm allevegne og næsten konstant utilpas, så en fødsel ville bestemt være velkommen!

Lidt før 10 sad Sverre og jeg i venterummet til jordemoderkonsultationen på Helsingør sygehus. Vi planlagde at tage ud at købe ind efter undersøgelsen og bagefter at spise lidt frokost nede i byen. En hyggedag ville være dejligt. For en gangs skyld var der ikke ekstra ventetid - klokken var ikke mange minutter over ti, før en jordemoder, Kirsten, kom ud og tog imod os. Hun var meget sød, men havde lidt travlt - min sædvanlige konsultationsjordemoder, Johanne, havde ikke flere tider til mig, men hun havde, da jeg var hos hende ugen før, puttet mig ind i skemaet hos Kirsten, så jeg kunne få en hindeløsning, hvis jeg var moden nok til det. Jeg fik taget blodtryk, det var lidt for højt og jeg fik besked på at kontakte min egen læge, for at få det målt igen - jeg blev helt træt og ked bare ved tanken; hvis jeg nu var ved at få svangerskabsforgiftning, så kunne jeg jo godt vinke farvel til min hjemmefødsel. Desuden fandt jeg det i det hele taget vildt uoverskueligt at skulle ræse til lægen... Så blev jeg sendt op på briksen, så Kirsten kunne mærke på mig - hovedet stod fast, jeg var ca. tre cm åben og meget blød, så hun kunne sagtens komme til at lave en hindeløsning! Hun rodede godt rundt derinde; videre behageligt var det ikke, men det gjorde heller ikke ondt. Da jeg satte mig op, løb der noget væske ud af mig - straks blev jeg beordret ned at ligge igen og Kirsten mærkede efter, mens hun trykkede lidt på min mave: Jo, det var vandet, der var gået! Okay! Det havde jeg ikke prøvet før; mine to foregående fødsler startede begge to med veer og vandet kom først sammen med barnet. Så det var en lidt speciel følelse - der stod jeg med absolut intet murren eller noget der lignede veer - og vidste, at fødslen var lige om hjørnet! Kirsten sagde, at jeg skulle ringe til fødegangen så snart jeg kom hjem, og fortælle dem at vandet var gået. Vi grinede lidt og blev enige om, at jeg til gengæld godt kunne droppe at ringe til lægen for at få tjekket mit blodtryk igen - det kunne vist være helt ligegyldigt nu. På vej ud ad døren mødte vi min konsultationsjordemoder, Johanne - hun kunne jo så lige ønske os god fødsel.



Vores fælles indkøbs-/hyggetur blev aflyst og vi kørte direkte hjem. Jeg havde endnu ikke skyggen af veer, så vi besluttede at Sverre godt kunne få ordnet indkøbene og han kørte så af sted igen.
Jeg ringede til fødegangen, som jeg jo havde fået besked på og talte med en jordemoder. Vi blev enige om at jeg skulle ringe igen, når der kom veer. Hvis jeg ikke havde fået veer i løbet af eftermiddagen skulle jeg dog også ringe igen og aftale nærmere om at komme ind på fødegangen til et tjek. Så ringede jeg til min veninde og min mor, der skulle med til fødslen.
Og så ventede jeg ellers bare. Ordnede lidt praktisk, gik frem og tilbage over gulvet, kiggede i skuffen med babytøj, overanalyserede et par plukveer - og ventede.
Sverre kom hjem igen med et læs varer, som vi pakkede ud. Jeg begyndte at blive en anelse stresset - jeg havde på ingen måde lyst til at skulle ind på fødegangen, jeg ville bare have min hjemmefødsel i fred og ro.
Men omkring kl. 14 skete der så endelig noget. En plukve, der nev lidt. Og efter ca. ti minutter kom der en til. Efter en god halv time var jeg ikke længere i tvivl om, at det var begyndende veer. Jeg lagde mig på sofaen og prøvede at sove lidt, men kunne ikke finde ro, for veerne holdt mig vågen.
Kl. 15.30 ringede jeg til fødegangen. Jeg havde det stadig fint, men skulle koncentrere mig lidt under veerne. Jordemoderen jeg snakkede med mente, at det ville være fornuftigt at sende en jordemoder ud til mig med det samme, der kunne jo let gå op til halvanden time, før hun nåede frem. Jeg accepterede, men følte egentlig at det var lidt vel tidligt; jeg havde absolut ikke brug for en jordemoder endnu.
Kort efter ankom min veninde Camilla, og lidt efter min mor. Veerne tog til, og jeg havde ikke lyst til at snakke. Jeg sad i sofaen og koncentrerede mig om at trække vejret ordentligt. Sverre sad ved den bærbare i stuen og spillede World of Warcraft - og i mangel af bedre samtaleemner (jeg bliver temmelig hidsig, hvis nogen - udover jordemoderen - taler til mig, om mig, eller om fødslen mens jeg har veer...) gav han Camilla en udførlig tutorial til spillet. Det passede mig udmærket.

Kl. ca. 16.15 ankom jordemoder Kirsten (ikke samme Kirsten som om formiddagen) og en jordemoderstuderende. Jeg kunne sagtens samle mig til at hilse pænt imellem et par veer (iflg. fødselsjournalen var der tre minutter imellem på det tidspunkt). Kirsten tjekkede hjertelyd med en doptone - den var fin - og undersøgte mig indvendigt. Hun vurderede, at jeg var fem centimeter åben og nævnte at lillesøster måske ville komme som stjernekigger, for hovedet var ikke fuldt roteret. Min krop fortalte mig klart at fødslen var lige om hjørnet; jeg syntes det gjorde rigtig ondt og holdt den hovedsageligt gående på, at alting føltes helt, som det gjorde ved min sidste fødsel relativt kort tid før Kajsa blev født. Så udtalelsen dels forvirrede mig - jeg havde forventet at være noget mere end fem centimeter åben, og dels bekymrede mig - en stjernekigger? Ville det nu betyde at fødslen trak ud, blev kompliceret...?
Desuden undrede Kirsten sig lidt over, at hun intet fostervand kunne se, og at der stadig var fosterhinder foran hovedet.
Sverre lavede te til jordemoderen og kaffe til den studerende. De sludrede lidt, mens jeg sad i sofaen og koncentrerede mig om veerne, der kom næsten uden pauser.

Kl. 16.50 ville Kirsten gerne undersøge mig igen. Hun tjekkede hjertelyden - stadig fin - og mærkede så indvendigt. Nu var jeg syv centimeter åben; hun beholdt fingrene deroppe under min næste ve - det gjorde p****ondt! og jeg råbte vist også lidt - hvor jeg så udvidede mig fuldt. Kirsten foreslog mig at jeg vendte mig om på siden (jeg havde sørget for at der stod i min journal, at jeg rigtig gerne ville prøve at føde i en anden stilling end liggende på ryggen) og på en eller anden måde lykkedes det mig at vende mig rundt, så jeg lå på alle fire i sofaen. Det fungerede rigtig godt at presse i den stilling.
Kl. 16.56 blev Bjørka født; hovedet i én presseve, kroppen i den næste. Hun hylede med det samme.



Den der helt fantastiske følelse, da kroppen var født, står stadig helt klart for mig - alle smerterne var bare væk! Som dug for solen...
Jeg kom om at sidde igen og fik min lillebitte pige op til mig. Hun var mindre, end jeg havde forventet; den ældste storesøster vejede 3930g ved fødslen, den yngste 4200g - så jeg havde regnet med en 4,5 kilos baby og det så vores lillesøster slet ikke ud til at veje. Hun var bare så fin og lille. Hun søgte og tog godt fat i brystet efter ganske få forsøg.
Navlestrengen var ifølge Kirsten imponerende lang. Min mor klippede den, og Bjørka blev undersøgt, målt og vejet - 3975g og 51cm, så hun var virkelig mindre end forventet.
Jeg fik kun et par småskrammer og slap med en enkelt knude forneden.

Kl. ca. 19.20 gik jordemoderen og den studerende, og efter endnu et par timer tog min mor og Camilla også af sted.
Så kunne Sverre og jeg tage vores baby og gå i seng



Fødslen af Bjørka var i det store og hele en rigtig god og rolig oplevelse. Men hvor er jeg dog træt af, at det lykkedes jordemoderen at gøre mig både forvirret og småbekymret undervejs i fødslen! Da jeg fødte Kajsa ankom jordemoderen kun lige netop i tide til at tage imod og det passede mig virkelig helt fint - min krop klarede jo arbejdet udmærket selv. Det samme gjorde den denne gang og jeg følte bestemt ikke, jeg havde brug for jordemoderen før presseveerne.
Jeg er øjensynligt sådan indrettet, at jeg foretrækker at klare mig helt selv uden indblanding, når jeg føder. Gad vide, om man kan få puttet det i journalen til næste hjemmefødsel...

Efter fødslen havde jeg de ondeste efterveer i nogle dage, men ellers stort set ingen gener. Det var lidt svien ved toiletbesøg det første døgns tid, men det var hurtigt overstået.

I skrivende stund er Bjørka Kirstine fire uger gammel, fyldt med hormonknopper og superdejlig!!






Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional