Beretninger - Da lille Selma blev født!

Af Kristine Hamilton, Aalborg

Da lille Selma blev født!

Jeg var d. 24. marts nået til uge 39 plus tre og havde fyldt fryseren helt op med mad og var klar klar klar til at føde vores første barn.

Jeg besluttede mig for at jeg ville tage til en temadag på mit arbejde (som jordemoder) om tvillinger. Jeg havde lyst til at møde mine kolleger og sludre lidt samtidig med at det jo var et spændende emne.

Folk havde en masse kommentarer som "Du går da 14 dage over tiden!" og "Hvis du slet ikke mærker noget endnu, så er det da fordi der er lang tid igen..."

Jeg havde bare en sjov fornemmelse indeni. Havde ikke antydningen af veer, men det var som om min krop vidste et eller andet. En slags sjov kilden over lænden og indeni...

Efter temadagen tog jeg på cafe med min veninde Louise, som skulle med til min hjemmefødsel, når den engang skulle komme! Jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det, og hendes kommentar var: "Du understår dig i at føde i morgen da jeg har konsultation!!!" (Louise er også jordemoder ligesom min anden veninde Dorte, som også skulle med. -Dog begge kun med "veninde-praktisk-gris-funktion") Efter cafe-besøget skulle jeg ned i byen og købe et par sidste babysager (sikkerhedsnåle til foldebleer) men mit dankort fungerede af en eller anden grund ikke, så jeg sagde til mig selv: "Fint nok. Så går jeg hjem og føder i stedet for"! Stadig uden at have veer; det hele var bare som en slags fornemmelse jeg havde...

I løbet af eftermiddagen begyndte jeg at få en slags "niv" over lænden; lidt ligesom kraftige plukkeveer. Jeg sad og strikkede og tænkte ikke rigtigt videre over det, for det var virkelig yderst begrænset, hvad jeg kunne mærke.

Da Thomas kom hjem sagde jeg, sådan næsten lidt skrapt: "Okay, altså!!! Jeg har noget som føles anderledes, men jeg er altså IKKE ved at føde, at du ved det!!!" Han lyste nu alligevel op i et stort smil.

(Jeg tror at mit arbejde som jordemoder har præget mig lidt rigeligt:-) Mange af mine kolleger har det på samme måde. "De er sikkert ikke gode nok, de veer. Det skal gøre meeeeeeget mere ondt.

Det kan neeeeemt tage to døgn, detteher!) Thomas' gode veninde Anne fra århus skulle komme og besøge os til ost og rødvin. Hun havde lavet en stor fantastisk othello-lagkage fordi vi var blevet gift præcis en uge inden. Da hun kom kunne jeg godt begynde at mærke, at der måske var lidt om ve-snakken... Jeg havde kontraktioner med ca 10-15 minutters interval som varede 45-60 sekunder. Det var ikke noget som generede os, og vi havde det helt enormt hyggeligt alle tre. Da klokken var ved at være 21.00 begyndte de at gøre ret ondt, men det var stadig ikke noget, der "lissom VAR noget", som jeg tænkte... Jeg skrev på det tidspunkt en sms til Marlene, som er den jordemoder, vi havde planlagt skulle tage imod Selma. (Med til historien hører, at Marlene sidste år i maj måned præsenterede os for hinanden og allerede dér bare vidste, at vi ville blive gift og få børn sammen, så perfekte var vi for inanden.

Selvfølgelig skulle hun jo så også tage imod Selma.) Jeg følte mg næsten "syndig fordi jeg skrev til hende, og jeg underdrev helt vildt og skrev at jeg havde småkontraktioner som varede få sekunder. Det ville jo være så pinligt, hvis man slet ikke var i begyndende fødsel, når man selv er jordemoder!) Marlene skrev bare kort: Fint. Så gå i seng. Det gjorde jeg nu ikke.

Jeg ventede til omkring kl 23.00, hvor jeg først tog et bad, for at se om det kunne hjælpe. Det var rart nok, men ikke noget, der fik veerne til at forsvinde.

Anne tog afsted en lille time efter, og Thomas kom op i sengen til mig. Jeg spurgte ham, om vi skulle prøve at tage lidt tid på det, og han svarede: "Jeg lå lige og tænkte på det, men jeg turde ikke spørge". Jeg selv følte mig også helt syndig ved tanken, for det var jo det samme som at indrømme, at man troede at man var ved at føde!!!

Der var på det tidspunkt ca 5 minutter imellem, og de varede alle over et minut og gjorde enormt ondt. Jeg havde altid forestillet mig, at jeg skulle ligge i min seng og passe mine veer under dynen, men jeg skulle bare OP og rundt i hele lejligheden.

Kl. 01.00 stod jeg op og tog et klyx, som jeg havde hjembragt fra fødegangen. (Ja, jeg havde faktisk tre liggende, "just in case"!) Kl 2.00 sagde jeg til Thomas, at jeg syntes, at vi skulle stå op og lige få tømt opvaskemaskinen og ryddet lidt op. Vi havde jo haft besøg, så køkkenet, hvor jeg skulle føde, lignede noget der var løgn!

Så vi stod op og fik ryddet op. Derefter fik jeg en kop æble-kanel-te, tændte stearinlys og satte dejlig musik på. Jeg havde min dyne på sofaen i stuen og en pude på køkkenbordet, så jeg kunne stå op ad den, når jeg havde veer.

Thomas hentede dobbeltdynen og rullede sig ind i den på stuegulvet.

Jeg sagde, at han gerne måtte sove, og han sagde: "Okay" og sov efter 10 sekunder. Den mand har et fantastisk sovehjerte; jeg er MEEEEGET larmende når jeg har veer, men han vågnede ikke, for jeg havde jo sagt at han godt måtte sove...

Hen på morgenen tænkte jeg hver gang, jeg havde en ve, at NU ville jeg ringe til jordemoderen. (Marlene er distriktjordemoder med en makker, der hedder Lise. Min plan var at ringe til deres vagttelefon, og så se, hvem der havde vagt. Hvis det var Marlene var det jo fint, og hvis det var Lise, ville vi bare ringe til Marlene bagefter. Lise er nemlig også helt fantastisk, og jeg ville faktisk også gerne have hende med:-))

Jeg prøvede at undersøge mig selv, men jeg kunne ikke rigtig nå, så jeg var overbevist om, at jeg så havde en livmoderhals, som lå laaangt tilbage og slet ikke var åbnet...

Jeg trak den til kl 05.46. Da var det nemlig blevet lyst, og klokken var "noget med lidt i seks", og så kunne man godt tillade sig at ringe og vække hende. Det var Lise, som havde vagten, og jeg fortalte hende om veerne. Jeg sagde til hende, at hun godt bare måtte sige, at det var ok, og at jeg bare skulle vente. Og jeg vidste jo godt, at jeg nok ikke var særlig langt i fødsel. Lise sagde, at hun ville tage sig et bad og så komme hen til os.

"Fem minutter imellem veerne natten igennem lyder da egentlig helt pænt, Kristine", sagde hun. Jeg tænkte, at det bare ville være så pinligt, hvis ikke jeg var i fødsel, og var nærmest undskyldende, da hun sagde, at hun nemt lige kunne smutte hen på fødegangen og hente fødeudstyr, hvis jeg var i fødsel!

Så vækkede jeg Thomas og fortalte, at jeg havde ringet til Lise. Så var han frisk!!!

Lise ankom kl. 06.40 og undersøgte mig. Jeg var da 4 centimeter; fem under ve, med en spændt hindeblære. Jeg blev bare så glad og rørt, at jeg var ved at græde... Og så spurgte jeg hende: "Jamen tror du så jeg føder i dag?" (Dér var jordemoderen Kristine lige lagt lidt på hylden!) Lise sagde bare: "JA, det gør du da!" Og så tog hun på fødegangen og hentede fødeudstyr. Imens skulle vi fylde det oppustelige fødekar, som vi havde købt til lejligheden.

Jeg skyndte mig at sætte dej over til boller, så vi havde noget at spise bagefter.

Så ringede vi til Marlene og Dorte som ville komme hurtigst muligt. (Dejligt at de begge havde fri!)

Louise havde konsultation men det lykkedes hende at bytte sig ud af det, så hun ville komme kl 09.00.

Dorte kom kl. 7.30, og dér sad jeg på toilettet og brækkede mig. Hun spurgte mig, om ikke jeg troede, at det var overgangsveer (altså dem lige inden presseveerne). Jeg turde ikke helt tro det, men det har det helt sikkert været. Jeg bad hende lige lytte hjertelyd, nu da Lise var på fødegangen, og alt var ok.

Kl. 8.00 ankom Marlene, og på det tidspunkt var jeg bare helt oppe at køre af endorfiner. Jeg snakkede, grinede og havde nok også lidt vesvækkelse. Og jeg var bare så glad for at det hele klappede, og at alle dem, jeg gerne ville have med til min fødsel kunne komme. Lise havde spurgt om hun skulle blive, og det sagde jeg, at jeg meget gerne ville have, at hun gjorde.

Jeg kom i fødekarret, og det var bare helt fantastisk med det varme vand og det bløde, lækre oppustelige kar.

Kl 8.40 fik jeg lidt akupunktur over lænd og symfysen. Det hjalp lidt, men det gjorde selvfølgelig stadig meget ondt!

Kl. 9.00 undersøgte jeg mig selv. Dér kunne jeg sagtens nå, og jeg havde bare en lille tynd kant tilbage af min livmodermund og en meget spændt hindeblære. Jeg spurgte Thomas om han også ville prøve at mærke, og det ville han. Det var fedt, at det bare var os to, der undersøgte; ingen af de andre jordemødre mærkede med. Jeg sagde, at jeg var 8 cm selvom jeg var næsten udslettet. (Jeg troede stadig ikke helt på det!) Og så sagde jeg, at det sikkert ikke kunne passe, at jeg var så langt!

Kort tid efter, ca. kl. 9.30 fik jeg pressetrang, og jeg kastede op. De andre sagde: "Kan du så se, at det godt kunne passe, at du var 8 cm?" Jeg svarede: "Ja; jeg var ogå nærmere 9 end 8 cm!"

Kl 10.00 prøvede jeg at presse lidt med, selvom hun endnu ikke var helt på bækkenbunden. Jeg mærkede hele tiden med på hendes hoved (eller hindeblæren foran) og kunne mærke, at hun fulgte fint med. Men puha, det var godt nok ikke min kop te at presse!!! Jeg sagde meget højt: "DET gør jeg IKKE!!! I får mig ikke til det!" De andre sagde ikke så meget. Hvad var der også lige at sige?

Lige så stille begyndte jeg at brøle mere og mere. Jeg kunne godt mærke, at hun kom længere ned for hver gang jeg gjorde det, så det var faktisk rigtig effektivt. Flere gange fik jeg at vide, at jeg pressede rigtig flot; og hver gang sagde jeg "Jamen det er jo ikke mig der presser. Jeg brøler bare!!!"

Jeg hørte Marlene sige til Thomas, at det jeg gjorde, var det Michel Odent (mega øko-fødselslæge fra Frankrig) kaldte "Expulsion of the uterus", og så tænkte jeg, at det nok var ok, det jeg gjorde, når nu det havde et navn!

Kl. 10.19 gik vandet, og jeg turde slet ikke kigge, for TæNK nu, hvis det var grønt!? Heldigvis var det fint og klart, og jeg kunne mærke Selmas lille hoved på mine fingre.. Jeg kan huske, at morgensolen ramte mit ansigt, og det var som om jeg var i en helt anden verden. Og bag mig sagde Marlene: "Man føder dér, hvor Himlens porte åbnes". Og det var virkelig sådan jeg følte det... Det var bare så smukt!! Under hele fødslen tænkte jeg, at jeg godt kunne magte det, selv hvis det blev lige een procent værre... Og det var fantastisk, at jeg hele tiden havde det sådan!

Kl. 11.00 kunne Thomas se toppen af Selmas hoved. Dér gjorde det godt nok ondt, og efter et par veer tænkte jeg: "Pokker stå i det. Nu presser jeg".

Og så pressede jeg effektivt med de sidste tre veer, og pludselig skød lille Selma ud af mig som et lille missil:-)! Hun fødtes i en ve kl 11.11, og jeg kunne samle den lille fedtede varme bløde krop op af vandet og lægge hende på mit bryst. Hun klynkede lidt, da hun kom op af vandet, men skreg ikke. I løbet af et minut var hun lyserød og lækker og jeg holdt hende helt tæt ind til mig og var så glad og lettet!!!

Thomas klippede navlesnoren mens jeg lå i karret, og kl 11.20 fødte jeg moderkagen deri.

Jeg blødte tilladeligt og vi aftalt derfor at jeg ikke skulle have syntocinon, som trækker livmoderen yderligere sammen.

Så fik Thomas hende i armene mens jeg gik ind på sofaen og fik et par sting.

Derefter blev hun vejet og målt (2900 gram og 49 cm.) De næste timer var der champagne, laksemadder og resterne af Annes othellolagkage fra dagen før.

Det var bare så vildt at ligge der og spise og drikke med en lille baby i armene.

Jeg havde den mest vidunderlige fødsel, jeg aldrig nogensinde havde turdet drømme om, og jeg føler mig meget meget heldig, fordi jeg fik lov til at have sådan en fantastisk oplevelse med min mand og hele fire fantastiske jordemødre omkring mig!!














Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional