Beretninger - Fødslen af mit tredje barn

Af Mette Myrna

Fødslen af mit tredje barn hjemme i vores lejlighed, med hjælp fra Maia-jordemødrene. Beretningen er skrevet til hovedpersonen.



Sommeren var på sit allerhøjeste og stemningen var nærmest tropisk i parken den søndag, da jeg gik rundt og rundt på de mest skjulte stier, med musik i ørerne og veer i kroppen.

Jeg gik gennem veerne og koncentrerede mig om at slippe og lade den fødsel ske, som jeg længtes så dybfølt efter.

Jeg havde ventet på dig i 9 måneder. Gjort mit bedste for at holde på dig i de sidste 8 uger og derefter for at give slip på dig i de sidste 3 dage, hvor fødslen gik i gang og gik i stå igen og igen. Men nu skulle det være. Alt var klar til dig, din far og jeg havde forberedet os så godt vi overhovedet kunne, på at modtage dig på den bedst mulige måde. Jeg manglede kun at give slip på den sidste psykiske barriere. At turde slippe kontrollen og give mig hen til det som skulle ske.

Vel hjemme igen kom vores søde og indsigtsfulde jordemoder på besøg og vi tog en snak om det som snart skulle ske. Da hun var gået igen faldt jeg udmattet i en velgørende søvn og vågnede afklaret med regelmæssige veer. Klokken var 18 og da din far tog tid på veerne, mens vi forsøgte at spille et spil backgammon, viste det sig at der kun var 2-3 minutter mellem dem. Jeg ringede til jordemoderen og forberedte hende på, at der nok snart blev brug for hende. Kort efter måtte din far ringe igen og sige, at hun nok hellere måtte komme afsted. Jeg måtte op at stå og vugge over bordet med få minutters mellemrum og din far fik travlt med at bestille sushi og fylde fødekar. Vi blev aldrig færdig med spillet.

Da fødekarret var fyldt og jeg lige var steget ned i det, ankom vores to jordemødre. Vandet i karret var blevet for køligt, så jordemødrene og din far blev sat i fuld sving med at tømme vand ud i spande og fylde kogende vand i. Jeg forsøgte at styre slagets gang mellem veerne, men under dem krævede de al min koncentration. Fødslens særegne mønster bemægtigede sig mig og åbenbarede igen, at to vidt forskellige verdner kan eksistere side om side: Veens altopslugende krav om hengivelse og koncentration og pausernes ubesværede væren.

Da temperaturen var som den skulle være, trak jordemødrene sig tilbage og overlod din far og jeg til at skabe den ´boble´ af ro, som var nødvendig for mit arbejde med veerne.

Omsluttet af det varme vand satte jeg al min vilje ind på, med positivt sind, at tage imod de kræfter, som var i gang med at frigøre dig fra min krop. At lade mig flyde med istedet for at stemme imod smerten og at bruge den vejrtrækning, som jeg havde fået øvet så grundigt i min undervisning i Beyond Yoga. Det virkede. Mine redskaber fungerede og jeg messede "kom, kom ud til mig min skat" i stedet for de bandeord som trængte sig på sammen med smerterne. Men det krævede al den koncentration mit væsen rummer. Og når det ikke lykkedes, rev smerten i mig, så jeg måtte råbe og jamre og klamre mig til din far.

Han var der hele tiden. Holdt sig på tilpas afstand når jeg havde brug for det og var klar, når jeg havde brug for hans hænder og for at trykke panden mod hans.

Det meste af tiden befandt jeg mig bedst uforstyrret i min egen verden. Men jeg mærkede hele tiden hans rolige tilstedeværelse og den strøm af energi han kanaliserede til mig. Vi snakkede stadig hyggeligt mellem veerne, men de begyndte at ændre karakter og jeg blev mere og mere utilpas. Jeg forsøgte mig med ilten, som jeg havde glædet mig sådan til, men jeg syntes ikke at det hjalp meget. Jeg fik kvalme og blev svimmel når veerne var på deres højeste og med et kunne jeg ikke holde ud at være i vandet mere. Jeg bad jordemoderen (som ellers sad i et rum ved siden af) om at komme med ind i soveværelset, for jeg havde brug for hendes råd til hvordan jeg bedst kunne trække vejret. Jeg tænkte at jeg måske enten hyperventilerede eller fik for lidt luft, siden jeg blev så dårlig under veerne. Men hun beroligede mig med, at det simpelthen skyldtes at jeg var nået til overgangsfasen. Det var en frygtelig ubehagelig følelse - næsten en slags dødsangst nogle sekunder under hver ve. Jeg mistede næsten modet og følte, at jeg havde nået grænsen for hvad jeg kunne holde ud. Men jeg vidste jo heldigvis, at netop denne følelse karakteriserer den fase. Og i en vepause kunne jeg lave sjov med det og sige de klassiske replikker "Lad os droppe at få det barn - jeg vil ikke alligevel" og vi fik et godt og befriende grin midt i den intense alvor.

Jeg fandt lidt lindring i at læne mig op ad puslebordet og vugge under veerne, mens din far holdt hænderne på min lænd. Veerne blev ved at være frygteligt hårde og jeg følte, at jeg havde svært ved at give slip, indtil jordemoderen pludselig sagde at jeg skulle prøve at fokusere på mit barn og mærke dit hoved på vej ned.

Da skete noget næsten magisk: Jeg mærkede dig pludselig glide nedad og veen skiftede karakter. Din far mærkede det tydeligt gennem min lænd og udbrød "hvad skete der, det føltes som et klik og så strømmede energien pludselig 20 gange stærkere". Jeg mærkede til gengæld en helt ny trang, til at hjælpe til under veerne ved at presse med.

Og nu startede et helt nyt kapitel af fødslen. Jeg gik ned i fødekarret igen og lukkede mig helt inde i min egen verden. Veerne tog en lille pause og da de vendte tilbage opdagede jeg, at det lindrede meget, hvis jeg ganske blidt pressede med dem. Jordemoderen holdt slangen med varmt vand mod min lænd og din far holdt en kold klud mod min nakke og pande. Begge dele var utrolig rart. Jeg mærkede efter og kunne for første gang røre din hovedbund. Nu vidste jeg, at der ikke var langt igen! Men jeg kunne også mærke en blød kant foran dit hoved og din far blev nervøs for, om livmoderen - ligesom ved dine to store søskende - manglede at trække den sidste kant tilbage, så den måtte skubbes væk. Men jordemoderen spurgte mig blot, om noget føltes forkert. Og da jeg kunne sige, at alt føltes helt fint, var hun rolig for at det var det nok også.

Og pludselig svuppede en stor blød boble ud af mig. Det var dine fosterhinder, som stadig var hele og fyldt med vand. Og så var det dit hoveds tur til komme ud! Jeg mærkede dit fine bløde lille hoved i min hånd, mens jeg pustede og blidt pressede dig ud i vandet og verden. Det var en ubeskrivelig fornemmelse, så rolig og lykkelig. Jeg greb din fars hånd og lod også ham mærke dit hoved. Og så var det kroppens tur. Et øjeblik blev jeg nervøs for, om der var plads til dine brede skuldre, men det var der :)

Og så var du pludselig født.

Jeg blev helt overvældet og skyndte mig at trække dig op til mig, mens din far hurtigt kom i badebukserne og hoppede op i karret til os. Du spruttede lidt og så stak du i et ordenligt hyl. Din far og jeg trøstede dig med de ord, som af sig selv strømmede mod dig "lille skat, lille skat". Og så gjorde du noget utroligt; ved lyden af din fars stemme vendte du hovedet mod ham og kiggede ham intenst i øjnene. Vi blev siddende sammen der i karret og nød at du endelig var hos os, indtil navlestrengen holdt op med at pulsere. Så klippede din far den over og kunne endelig holde dig, mens jeg fødte din moderkage. Derefter stod vi op, skyllede os af, og jeg lagde mig ind i sengen, hvor du suttede dygtigt mens din far lavede lækker mad til os. Vi var allesammen helt høje og glade og vi holdt en lille fest der i soveværelset, med champagne og rejemadder. Men til sidst gik jordemødrene hjem og vi 3 kunne lykkeligt falde i søvn sammen, i visheden om at du nu var hos os - vores smukke lille datter.




Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional