Beretninger - Førstegangsfødsel

Af Malene Hollmann, Frederiksberg

Min fødselsberetning starter ikke ved den første ve, for det ville være som at beskrive en fantastisk middag i godt selskab og gode omgivelser ved kun at nævne navnet på retterne og intet andet. Den starter derfor ved første jordemoder besøg 30. marts i år, hvor jeg fik lidt af et chok over, hvor skrabede vilkår der er for gravide/fødende kvinder i det offentlige system i Danmark - i hvert fald på Frederiksberg og i København, hvor jeg bor. Der var i indkaldelsesbrevet sat en halv time af til konsultationen. Jeg blev mødt af en sød, stresset og på ingen måde nærværende jordemoder (JM). 10 minutter efter det første håndtryk var jeg ekspederet ud af døren igen med en meget flad og skuffet fornemmelse af blot at være et nummer i rækken af gravide kvinder, der skulle ekspederes på vejen til fødefabrikken. Der var simpelthen hverken tid eller overskud til det personlige nærvær. Det største chok var dog, at vores næste aftale først blev planlagt til 28. graviditetsuge, engang i juli måned. Jeg var ved 1. besøg 13. uger henne!

Jeg hoppede på cyklen, og så kom vreden. Efter en god cykeltur, nogen mærken efter og noget tankeaktivitet stod kun en ting tilbage på lystavlen: "det her er simpelthen ikke godt nok til mig, jeg har sgu brug for noget mere nærvær og at føde med en jordemoder, jeg selv vælger, for jeg vil have en fantastisk fødselsoplevelse". Jeg anede intet om, hvordan jeg skulle realisere dette ønske på daværende tidspunkt, jeg vidste blot (muldvarp som jeg jo er, finder altid vej gennem krattet ), at det skulle nok lykkes. Jeg gik hjem, gik på nettet og rasede ud til en veninde på Skype. Hun nævnte så for mig, at Amine.dk, hvor hun er redaktør, havde skrevet en artikel om en privatpraktiserende JM, der var helt fantastisk, og hun sendte mig et link til artiklen. Den læste jeg, og jeg læste videre på JM Henny Jensens hjemmeside (www.hjemmejordemoder.dk). Det viste sig, at hun er specialiseret i hjemmefødsler, noget jeg på daværende tidspunkt ikke vidste, var en mulighed. Jeg googlede løs den dag, læste statistikker, fødselsberetninger og videnskabelige artikler og fandt mange fordele ved hjemmefødsler og ved at føde med privatpraktiserende JM: ro, egne rammer, kendt selvvalgt JM, egen mad, ofte hurtigere fødsler, rolige børn, høj apgar score, færre indgreb end ved hospitalsfødsler og langt større tryghed hos den fødende, fordi alle disse faktorer gør, at hormonsystemet ikke stresses. Da Kristian, min mand, kom hjem fra job, meddelte jeg ham, nogenlunde blidt, at jeg havde besluttet mig for at føde hjemme. Han blev helt bleg (manden er revisor, haha!) og troede, jeg var stået helt af. Jeg fortalte ham om al det info, jeg havde fordøjet, og han læste en masse og blev derefter hurtigt hooked på ideen. Vi kontaktede Henny og aftalte et møde og var slet ikke i tvivl om, at hende var vi begge 100 % trygge ved, udover at hun også var rigtig sød og havde en skøn humor. Herefter havde vi alle JM konsultationer hjemme hos os selv. Henny kom på besøg med god tid hver gang. Vi lærte hinanden godt at kende, og der var altid tid og plads til at få vendt alle spørgsmål, tanker, følelser og forventninger vedrørende graviditet og fødsel. I ugerne op til fødslen gav hun mig smertelindrende og fødselsmodnende akupunktur, som virkede rigtig godt. Jeg følte mig godt forberedt til selve fødslen af Henny. Sideløbende med dette gik jeg til yoga for gravide hos Camilla (www.yogajordemoder.dk) og svømmede for at holde mig i gang og være i god form til fødslen. Alt sammen rigtig gode valg, skulle det vise sig under fødslen. Det sidste jeg gjorde for at forberede mig var, at jeg ikke gad høre på mennesker med negative/begrænsede forventninger til fødsler. Jeg gad simpelthen ikke høre på erfaringer og forventninger til fødsler som værende et lidelseshelvede, der bare skal overstås. Jeg var helt med på, at en fødsel indebærer noget fysisk smerte og udfordring, men hvordan man håndterer, bruger og transformerer den smerte, er for mig der, hvor man har et valg og kan påvirke situationen selv. Så var jeg klar til at føde!

Jeg fik småveer natten til fredag d. 1. oktober. Var ikke engang sikker på, om det var veer.

Fredag morgen fattede jeg, at jeg indimellem havde "mikro-veer" - totalt sporadisk. Der kunne være mellem 15-60 minutter imellem, og de var easy-piecy og føltes blot som lidt stramhed henover lænden, som blot krævede en enkelt fokuseret vejrtrækning.

Ringede og fik en sludder med Henny om sagerne. Vi aftalte at se, hvad der skete, og jeg skulle give løbende meldinger, når der var udvikling. Kl.14 besluttede jeg mig for at gøre "en bevidst indsats" for at aktivere noget oxytocin og gav mig selv to orgasmer (jeps, der bliver talt lige ud af posen her!), hvilket resulterede i to kraftige veer :-)

Kl.16 kom Kristian hjem, og vi lå og snakkede lidt på sengen. Kl.17 gik vi tur, og så begyndte der at ske noget. På en halv times gåtur fik jeg 6-7 veer, om varede 15-30 sekunder. De var lidt kraftigere end dem, jeg havde om morgenen, men slet ikke noget heftigt endnu. Jeg gav Henny et ring kl.ca. 18 og fortalte, at der var mere gang i den, men endnu intet kontinuerligt i hverken interval eller varighed. Lagde mig ind i sengen og småblundede og hørte lydfil med fødselshypnose, fik lidt veer indimellem. Kl.19.30 ca. begyndte veerne at blive så krævende, at jeg kun kunne ligge på alle fire hængende indover en pilatesbold og rokke frem og tilbage og arbejde med krop og åndedræt, når de kom. Imens visualiserede jeg min livmoder som en ballon med min lille datter i, der åbnede sig, og jeg så for mit indre blik, hvordan hun pressede sig igennem åbningen af livmodermunden. De føltes kraftige, men fordi de slet ikke var lange nok, mellem 15-45 sek. troede jeg, at det stadig bare var indledende show!

Herfra gik det stærkt. Hver gang jeg havde haft en ve, skulle jeg sådan på toilettet. Jeg kom af med de vildeste mængder afføring (pardon my french!) og begyndte at undre mig, fordi veerne stadig var så uregelmæssige, og det hænger jo ikke sammen med det stadigt større pres, jeg begyndte at føle mod endetarmen. Gik i bad 20.30 og fik noget tegnblødning og tænkte "fedest, det betyder livmoderhalsen og -munden åbner sig". Kristian foreslog kl.21, at vi lige ringede til Henny igen for at fortælle, hvordan sagerne stod. Henny ville gerne tale med mig, men det kunne jeg ikke overskue. Badet havde sat yderligere skub i ve-festen, og jeg var tilbage på alle fire i sengen hængende på bolden. Hårdt for benene, men den eneste stilling jeg kunne være i. Henny spurgte, om jeg gerne ville have hun kom nu, selvom det endnu var tidligt i forløbet? (det troede vi jo alle sammen!) Jeg svarede ja.

Kl. 22 ankom Henny, og hun var forberedt på at kunne skiftes med Kristian til at tage en lur på sofaen, når det blev nødvendigt. Hun fortalte også bagefter, at hun havde mindet sig selv om, at hun skulle huske at sætte p-skive næste morgen kl.8. Det blev aldrig aktuelt.

Lige før Henny ankom, kastede jeg min aftensmad op. Dette fortalte jeg hende, og hun meddelte, at så måtte der være godt gang i vearbejdet, fordi kroppen skilte sig af med maden, fordi den ikke magtede at fordøje, samtidig med at jeg var på krævende arbejde. Hun ville gerne undersøge mig vaginalt. Jeg forberedte mig på, at jeg nok ikke var særlig åben, og at jeg højst sandsynligt ville få en større nedtur og tudeanfald over dette, som jeg så bare måtte igennem og op på hesten igen derfra, for veerne var Så heftige på dette tidspunkt. Henny undersøgte mig, og vi blev alle meget overraskede: jeg var 6-7 cm.åben!

Så måtte jeg komme i fødekarret, som Kristian havde pustet op forinden - JUBII. Han fyldte vand i, og jeg kom i karret kl. 22.45. Lige efter dette kom fødselshjælper og veninde Marlene, og hun var helt fantastisk, I karret kunne jeg også kun ligge på alle fire, og hver gang en ve kom, smed Marlene en varm, våd stofble over min lænd og masserede mig. Jeg var nu helt i min egen verden og kunne ikke holde øjenkontakt eller klare at der blev talt under veerne. Jeg sagde blot "ve", når den kom og "massage" og "stop" og "saftevand", hvorefter Kristian eller Marlene stak sugerøret ind i min mund, så jeg kunne drikke. Henny, Kristian og Marlene blev ved med at rose mig for det gode arbejde, og til sidst magtede jeg ikke at høre på det længere. Jeg bad dem stoppe og kun meddele sig omkring konkrete ting vedrørende fødslens udvikling .

Tidsfornemmelsen røg fuldstændig, men der gik omkring 45 minutter på denne måde. Jeg kunne mærke, at hun gled længere og længere ned for hver ve. Henny tjekkede hjertelyd indimellem og alt var normalt. Kl. ca. 23.30-23.40 undersøgte Henny mig igen, nu var jeg 8-9 cm. åben, og Henny forberedte mig på, at jeg snart ville få pressetrang, men ikke måtte presse, før kroppen slet ikke kunne lade være af sig selv. Jeg skulle derfor gispe, når presseveerne kom. Henny gispede med mig, og jeg har ikke helt styr på, hvor mange presseveer, jeg nåede at have, men det var ikke mange. Jeg stak hånden ned og mærkede efter, da jeg havde haft de første to presseveer og kunne mærke hendes hoved omkring 5 cm. Oppe i skeden. Pludselig kunne jeg ikke holde presset tilbage mere, og Henny sagde, "når den næste ve kommer, så tager du en kæmpe indånding, og så holder du lyd og luft inde og bruger alle dine kræfter på at presse alt, hvad du kan". Jeg tænkte: "fedest, nu skal jeg ikke bruge energi på at kæmpe imod, det kan jeg sgu godt det her!".

Så kom den næste ve, og jeg gav den fuldt gas. Kort pause, så kom den næste ve, og jeg pressede for fuld skrue...svup...så kom hovedet ud! Henny skulle til at lytte hjertelyd, så hun nåede ikke engang at støtte imod. Min krop tog simpelthen fusen på hele forsamlingen, fordi det gik så stærkt. Henny skulle til at sige, at jeg skulle presse alt, hvad jeg kunne, når den næste ve kom, men jeg afbrød hende med ordene "der kommer mere!", og 10-15 sekunder efter hovedet var født, fødte jeg resten af lille, fine Johanne. Henny sagde ordret, at jeg skød hende ud som en kanonkugle, og det føltes ærlig talt også sådan - på den gode måde.

Jeg kunne ikke på nogen måde have ønsket mig en bedre fødsel eller jordemoder og vil varmt anbefale alle kvinder, der har lysten til en hjemmefødsel og normalt forløbende graviditeter at føde med Henny.

Malene Hollmann, Frederiksberg
30 år og førstegangsfødende,





Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional