Beretninger - Det blev en dreng. En STOR dreng.

Af Sarah K. Lundsberg, Glamsbjerg

Jeg har hørt om tredjegangsfødende der går rundt med småveer i flere dage, som aldrig bliver til noget. Og om fødsler, som går i gang og stopper igen. Jeg troede, jeg skulle føde vores 3. barn d. 17. september, for jeg havde helt klart veer! Vi havde gæster om aftenen, og jeg var tæt på at sende dem hjem, for nu skulle jeg altså føde, mente jeg. Men det skulle jeg altså bare alligevel ikke. Jeg fik veer igen næste aften. Og næste aften. Og næste. Nogle gange også om dagen. Og det var altså ikke plukveer. Jeg blev enig med mig selv om, at det kun var godt, for så blev fødslen det kortere. Noget måtte de jo gøre!

En uge senere, lidt før midnat, gik jeg i seng. Jeg lagde hovedet på hovedpuden og med det samme fik jeg igen veer. Det var der jo ikke noget nyt i. Men til forskel fra de andre, blev disse her ret hurtigt ret regelmæssige og gjorde efterhånden også ret ondt! Satans, tænkte jeg. Jeg har altid sagt, at jeg ikke gad det natteroderi når jeg skule føde. Mine to piger er født om aftenen, så vi meget passende kunne gå i seng bagefter og få sovet ud. Jeg forsøgte ikke at vække barnets fader, som lå og boblede ved siden af mig, mens jeg kæmpede med mine tiltagende veer.

Efter 1,5 time blev jeg nødt til at få ham op. Det var ikke nemt! Heller ikke han, lød særlig tilfreds med udsigten til at skulle føde midt om natten. "Du skal ringe efter jordemoderen, og hun skal komme nu!" sagde jeg til ham, med klar og tydelig stemme. "Hvad?" Jeg gentog. Der gik lidt tid. Han rejste sig omtåget op i sengen. "Mener du nu"? På vej ned ad trappen spurgte han, om alt det med hvor langt der var mellem veerne osv. Det havde jeg altså ikke lige målt. "De skal bare sende hende nu!" sagde jeg igen, og forsøgte at bevare roen. Det gjorde de. Og Alex blev beordret i gang med at fylde karret. Jeg tvivlede selv på om jeg nåede i det.

Jeg gik i bad. Hold da op, jeg havde veer. Og tredje gang jeg skulle føde var underholdningsværdien altså gået lidt af ballonen. Jeg gad bare ikke!! Det skulle bare overståes. Jeg kunne faktisk ret tydeligt mærke, hvordan denne negativitet påvirkede smerten i usandsynlig negativ retning, så jeg forsøgte at være mere positiv. Det var trods alt et lille nyt menneske, der var på vej. Tak. Den glæde jeg mærkede, boblede i maven, og gjorde veerne væsentlig mere overkommelige. Hvor har psyken bare en kæmpe betydning.

Karret var hurtigt fyldt, og jeg kom i. Jeg havde svært ved at finde ro. Syntes jeg begyndte at få pressetrang. Det var nogle meget heftige veer, og jeg følte, at der klart var ekstra gas på denne gang.

Jeg fødte mit første barn gennem det daværende Vestsjællands Hjemmefødsels-luksus-ordning, hvor man kender sin jordemoder i forvejen. Denne gang og sidste gang mærkede jeg hvad det betød, når man ikke ved hvem der kommer ud. Man kan ikke være helt forberedt, og det giver altså en lille smule sikkerhed. Er det en man harmonerer med, og er det en der kan sit kram? Sidste gang var vi heldige. Ville vi være det igen?

Mens jeg sad i karret, kom vores jordemoder drønende i taxa. I det samme hun trådte ind i stuen, vidste jeg at vi var i gode og kærlige hænder. Skønt. Hun kunne endda meddele mig at jeg var næsten helt åben. Yay.

Jeg havde skrevet en fødeplan, som var blevet vedlagt min journal. Den havde jordemoderen fået læst på vej i taxaen. Jeg ved ikke om jeg havde lydt lidt for kontant, da jeg skrev at jeg gerne ville have ro og at småsnak hørte til i køkkenet. I hvert fald var hun helt bange for at sige noget. Jeg måtte lige slå fast at alt hvad der var fødselsrelateret selvfølgelig var velkomment! Hun virkede meget observant på vores behov, hvilket var rigtig dejligt. Når man har født to gange før, ved man (stadig!) godt hvordan man vil have det. Der har man ikke i samme grad brug for velmente (bedrevidende) råd.

Jeg må producere nogle meget seje fosterhinder, for vandet går aldrig når jeg føder. Igen måtte jordemoderen være den, der sikrede baby en nødudgang, ved at prikke hul på posen. Ellers var vi vidst aldrig blevet færdige. Nu skete der noget, og presseveerne blev straks mere tydelige! Jeg fik at vide at jeg gerne måtte presse med, og intuitivt følte jeg at jeg bare skulle give den fuld gas denne gang. Ikke så meget pusten som de foregående gange. Baby kom da også relativt hurtigt ned igennem, og snart var der et hoved helt nede ved åbningen. Dejligt.

Jeg gik en del i stykker første gang jeg fødte, og for at undgå det igen (man får jo lidt arvæv, som er stivere og mindre eftergiveligt) puster jeg med det meste af presseveerne i slutningen, for at få hovedet langsomt ud. Og jesus, der var meget hoved. Det blev ved med at komme, og det gjorde bare nas. For første gang under mine nu tre fødsler måtte jeg gribe min kærestes hånd! Det kom også helt bag på ham.

Endelig var hovedet ude. Og nøj, hvor var jeg øm forneden! Nu manglede kroppen bare, og den plejer jo at komme af sig selv i næste ve. Det gjorde den bare ikke. Jeg måtte presse for fulde gardiner under den næste igen, for at få resten af baby ud. Man vil jo ikke have den siddende der, halvvejs ude, alt for længe. Men ud kom den. Jordemoderen puffede den fremad, og jeg tog ham forsigtigt op af vandet. Verdens smukkeste baby var det ikke. Fuldstændig rynket og med deller over det hele. Man kunne slet ikke se øjnene, for der var bare en lang streg.

Vi har to piger i forvejen, så vi var ret spændte på at se kønnet denne gang. Vi ventede derfor ikke længe med at kigge efter. Og det var sørme en dreng! Vildt. Det var noget helt nyt. Jeg sad med ham lidt i karret, mens jeg fødte madpakken/moderkagen. Så fik farmand fik ham op, så jeg kunne tørre mig lidt og komme over i sofaen. Jordemoderen checkede mig for skader på undervognen. Jeg var lidt bekymret, for jesus, hvor var jeg øm dernede. Men der var kun to overfladiske skrammer. Lettelse. Men nej, hvor gjorde det ondt mens hun syede. Så øm var jeg SLET ikke de andre gange.

Og hvorfor var jeg så det denne gang? Og hvorfor kom hans krop ikke ud af sig selv under næste ve? Det skulle vi snart finde ud af. For da jordemoderen vejede ham, endte vægtstangen på 4800 g. Det kan nok være jeg tabte underkæben. Og 58 cm. lang var han. Min store dreng! Dagen inden havde en anden jordemoder ellers skønnet ham til at veje 3600-3700. Jeg er glad for at hun skønnede forkert. Sådan noget skal man ikke vide i forvejen! Måske var derfor jeg fornemmede at der skulle noget mere kul på?

Senere fik jeg at vide, at hvis jordemoderen havde skønnet rigtigt, skulle hun i følge proceduren have rådført sig med en læge om hvorvidt en hjemmefødsel stadig kunne anbefales. Svaret havde efter al sandsynlighed have været et nej. (Jordemoderen skal jo sikres!) Det havde altså været temmelig ufedt at få at vide en uge efter termin!! Og det viste sig jo heldigvis ikke at være noget problem overhovedet. Og ømheden fortog sig faktisk allerede efter få timer.

Bagefter sad vi i stuen og hyggede, ammede og fik en bid mad, mens jordemoderen ordnede al papirarbjedet. Da hun havde undersøgt baby og gjort klar til at tage hjem og sove videre, kunne vi høre vores døtre røre på sig ovenpå. De blev godt nok overraskede over at opdage, at lillebror var kommet til verden mens de lå og sov. De kom hen for at kigge og ae ham forsigtigt, og kom op og sidde hos mig i sofaen. Der var ingen tvivl om, at de var solgt begge to. Det var mor også. Ren idyl.

Hvor var det fantastisk at få endnu en vellykket hjemmefødsel. Det er sådan et privelegie. Det eneste problem var, at vi nu i den grad trængte til søvn - og det gjorde pigerne ikke. De trængte derimod til morgenmad. Vi måtte tage en lur på skift i løbet af dagen.

Det blev en længere historie. Jeg vil gerne slutte den med:

"...Og de levede lykkeligt til deres dages ende!"





Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional