Beretninger - Og det blev en pige...

Af Trine, Holbæk

Før fødslen

d. 19. Februar 2010 var jeg til lægen med mistanke om mavesår efter en yderst stresset periode. Det viste sig at mine opkastninger og mavesmerter ikke skyldes et sår, men en graviditet. Jeg troede ikke mine egne øjne da jeg så de to røde streger, og jeg insisterede på at lægen lavede en ny test. Da det også var positiv overvejede jeg det et øjeblik. Mine menstruationer skulle først komme en lille uge senere, så hvor sikker kunne jeg være på at ægget ville sætte sig fast?! Lægen derimod grinte bare af min undren, og forsikrede mig om at jeg virkelig var gravid.
Min mor, som havde kørt mig til lægen, stod med armene over hovedet og hoppede af glæde, jeg selv sad på en briks ude af stand til at bevæge mig. Ja, planlagt var det ikke, men havde jeg vidst hvor stor en lykke man oplever når man bliver mor, have jeg også hoppet af glæde.
Da jeg havde sundet mig fattede jeg telefonen og ringede til min mand, han blev så glad. Et par timer senere kom han hjem, hvem kan koncentrere sig om at arbejde med sådan en nyhed? Jeg blev sat til d. 29 November 2010 og til MD fik vi af vide vi ventede en lille pige.

Graviditeten var svær, men jeg går det gerne igennem igen, nu hvor jeg ved hvad der venter på den anden side. Jeg kastede op fra uge 5 til uge 18 og endte med at blive medicineret. I uge 20 fik jeg voldsomt ondt i maven og måtte sygemeldes. En gastroskopi viste at jeg havde spiserørsbrok og blev sygemeldt permanent. Jeg besvimede flere gange og oplevede også min første tur i ambulance. Heldigvis var der aldrig noget rigtig alvorligt galt, og vi blev forsikret om at vores lille pige havde det fantastisk.

En af de vigtige beslutninger som skulle tages, var beslutningen om fødested. Da vi var til 8-ugerstjek hos lægen besluttede vi at føde på Holbæk sygehus, en beslutning jeg havde det rigtig dårligt med, men hvad var alternativet?! Jeg har altid være nervøs for at skulle føde, og den følelse jeg har haft de gange jeg har været på fødegangen, har ikke været positiv. Af samme grund var jeg yderst åben for et alternativ, da vi rendte på en hjemmefødsels-jordemoder til en babymesse i øksnehallen. Jeg var bare 10 uger henne, og vi var ved at flygte fra messen, da vi blev stoppe at en ung kvinde. Hun talte så godt for hjemmefødselsordningen i regionsjælland, at vi undersøgte det nærmere da vi kom hjem. Vi var langt fra sikre på om det var det vi ville.
Udsalget kom da jeg i uge 11 stadig ikke have modtaget en indkaldelse til NF. Jeg ringede til sygehuset, og fik fat på en sur jordemoder som helt sikkert syntes jeg spildte hendes tid. Det fik bægret til at flyde over, og jeg ringede med det samme til den ene af de to jordemødre i hjemmefødselsordningen, som dækker Holbækområdet. Hun hed Mie og kom på besøg en uge efter. Efter en times samtale stod det klart at vi skulle føde hjemme. Min nervøsitet forsvandt som dug for solen, og blev i stedet erstattet af glæde og spænding.
En måned senere mødte vi den anden jordemoder, Jette, og gennem graviditeten havde vi 10 konsultationer med de to jordemødre. Konsultationerne blev brugt på at lære hinanden at kende, snakke om graviditeten og tage beslutninger om hvordan fødslen skulle foregå. Vi ville ikke planlægge for meget, men besluttede at have et fødselskar, da vand er en af de få smertelindringer man kan få ved en hjemmefødsel.

Små 4 uger før termin fik jeg regelmæssige veer, ikke så kraftige, men det blev ved. Jeg havde længe haft mange plukveer, men slet ikke på den måde. Jeg ringede til Jette, som kom og undersøgte mig, jeg var slet ikke åben og havde 1,5cm livmoderhals tilbage. Alligevel tog vi på fødegangen og fik kørt en strimmel. Alt var fint og vi tog hjem igen. De kalde veerne for "prøveveer" og de forsatte til den dag jeg fødte.

På terminsdagen kom Mie og lavede en "blid" hindeløsning og gav akupunktur. Min krop virkede meget klar, og hun forsikrede os om at vi snart ville have vores datter i armene. Samme aften fik jeg veer, men efter et par timer gik de i sig selv igen... 3 dage senere gik slimproppen, men der skulle gå yderligere 4 dage før jeg fødte. D. 6 december fik jeg lavet endnu en hindeløsning, som viste sig at give udsalget.

Fødslen

D. 7. December kl. 01.30 kunne jeg ikke længere sove fra veerne. Jeg stod op, tændte fjernsynet og prøvede at koncentrere mig om "Et sikkert hit". Tre timer senere ville jeg hente varmepuden i soveværelset, men jeg kom til at vække min mand da jeg fik en ve. Han besluttede at det nok var på tide at tage tid mellem veerne. De kom med 3 minutters mellemrum og varede ca. 2 minutter. Kl. 05.00 Ringede vi til Mie som havde vagten. Hun var til en anden fødsel, og da Jette var sygemeldt ville en jordemoder fra et andet distrikt komme. Efter en halv time ringede Mie og fortalte at en jordemoder fra Ringstedområdet ville være hos os en time senere.

Anne ankom kl.06.15, hun udstrålede ro og mildhed og jeg elskede hende med det samme. Hun vidste instinktivt hvordan og hvornår hun skulle snakke til mig, og jeg følte med det samme jeg kendte hende lige så godt som Jette og Mie. Jeg lå på det tidspunkt på knæ i soveværelset og hvilede overkroppen på sengen. Hver gang jeg fik en ve var jeg nødt til at koncentrere mig 100% om min vejrtrækning. Anne fik mig op på sengen og undersøgte mig, hovedet stod dybt i bækkenet, hjertelyden var god og hun skønnede vores pige til 3600 g. Jeg var ca. 2 cm åben, og selvom man først er i aktiv fødsel når man er 4 cm åben, valgte Anne at blive hos os. Hun vurderede mine veer som kraftige og foreslog derfor at give Klyx.
En time senere, gik jeg i brusebad. Her efter skulle jeg spise, selvom det var enormt svært at klemme noget ned. Jeg begyndte at få ondt over lænden og det blev lindret med ingefærklude. (Et opkog af revet ingefær hvori der dyppes klude som ligges varme på lænd og mave som lindring.) Vi havde talt meget om disse klude og var ikke sikker på hvor effektive de var, men da jeg fik den første klud på lænden var jeg ikke i tvivl, de virkede. Jeg var afhængig af dem, og et lændetryk ved hver ve. Min mand havde derfor ret travlt. Han havde regnet med at skulle lulle lidt rund, varme lidt klude og fylde fødselskaret. I stedet havde jeg brug forham ved hver ve, så han kunne lægge en klud på mig og holde på min lænd. Han var en lige så stor del af fødslen som jeg selv, og jeg ved ikke hvordan jeg skulle være kommet igennem den uden ham.

Kl. 8.30 undersøgte Anne mig igen, Jeg havde stadig ikke åbnet mig mere, men mine veer var blevet hyppigere, og jeg havde meget ondt over lænden. Efter grundigere undersøgelse vurderede Anne at hovedet stod forkert i bækkenet, og det måtte være derfor jeg havde så ondt, og veerne var så kraftige. Hun foreslog derfor at lave rebozo, en mexicansk rysteteknik som får barnet til at glide tilbage i bækkenet. Jeg lå på knæ med hovedet helt nede ved gulvet, og hun lagde et tørklæde om numsen på mig, hvorefter hun rykkede det frem og tilbage så min numse rystede. Jeg kunne tydeligt mærke hvordan vores pige gled tilbage i maven på mig. Hver gang jeg fik en ve stoppede Anne, og jeg hvilede på albuerne.

Kl. 9.10 var det tid til at lade hovedet søge ned i bækkenet igen, og Anne satte fire akupunkturnåle i mit maveskind for smerterne. Jeg lå på siden i sengen og havde det bedst i den stilling. Jeg fik stadig et tryk på lænden og en ingefærklud ved hver ve.

Kl. 10.00 begyndte jeg at få ondt foran på maven, både under og mellem veerne. Veerne var voldsomme og jeg fik svært ved at trække vejret. Anne undersøgte mig, og det viste sig at hovedet atter stod forkert i bækkenet. Anne foreslog endnu engang rebozo, men denne gang i rygleje. Jeg havde alt for ondt til at kunne ligge på knæ, og i stedet skulle jeg ligge på ryggen på gulvet, og have tørklæde under numsen. Anne og min mand stod på hver sin side og rykkede i tørklædet. Hver gang jeg fik en ve måtte jeg rulle om på side og kile mig fast under sengen. Jeg kunne hverken ligge stille eller slappe af. Jeg husker disse veer som de værste overhovedet. På et tidspunkt blev Anne i tvivl om jeg vil kunne holde til smerterne, og overvejede om vi skulle på sygehuset, så jeg kunne få noget smertestillende. Selvom veerne var kraftige og jeg også havde ondt i vepauserne besluttede vi at se tiden an...
Kl. 11.45 blev veerne bedre og jeg kunne nu arbejde med dem. Jeg lå på siden i sengen og kunne uden problemer skifte stilling fra højre til venstre side. Anne mente jeg skulle have noget mad og gik i gang med at lave suppe(fantastisk jordemoder!), mens Martin holdt skansen med ingefærklude og lændetryk. Jeg var meget forundret over hvor nemt det var at mærke forskel på disse gode veer, og dem jeg havde haft tidligere. Kl 14.45 undersøgte Anne mig igen. Jeg var fem cm åben og ved godt mod. Jeg husker dette tidspunkt om et vendepunkt, og jeg havde en fornemmelse af at resten af fødslen ikke ville blive nær så svær.

Kl. 15.30 Ankom Mie. Hun var kommet hjem fra den anden fødsel om formiddagen, og havde sovet et par timer. Vi snakkede lidt mellem veerne om hvordan det hele var gået, og kl. 16 sagde Anne farvel. Omtrent samtidig ændrede mine veer sig og blev lange og seje. Min krop arbejdede utrolig meget, og selvom de gjorde mere ondt, var jeg ikke i tvivl om at de gjorde godt. Mie fik overtalt mig til at komme i badekaret, hvilket betød jeg skulle undvære ingefærkludene. Vandet var fantastisk og veerne virkede ikke nær så lange. I lang tid lå jeg på ryggen, og holdt min mands hånd under veerne. Kl. 16.40 undersøgte Mie mig og jeg var nu 8 cm åben.
Kl. 17.40 ændrede mine veer sig igen, og min krop begyndte at presse spontant. Jeg havde set frem til presseveerne, men de var altså ikke en fornøjelse. Jeg brød mig virkelig ikke om følelsen af at kroppen arbejder uden man selv kan følge med, og jeg brugte et par veer på at lære at styre min vejrtrækning. Vandet var stadig ikke gået, og da det ikke gik af sig selv prikkede Mie hun på hinderne. Jeg havde svært ved at finde en stilling jeg havde det godt i, men endte med at sidde på knæ og holde i min mands arme, som blev klemt godt og grundigt hver gang jeg fik en ve.
Kl. 18.00 begyndte mine veer at blive svage med ca. 8 minutter imellem. Mie satte derfor akupunkturnåle i mine fødder for at få veerne i gang, men det hjalp ikke rigtigt. Hun vurderede alligevel at vores datter nok skulle komme ud, for jeg pressede godt og udnyttede hele veen når de endelig var der. Kl. 18.55 fødte jeg hovedet. Vi havde brugt meget tid på at snakke om hvor meget min mand skulle se syd for grænsen, men da hovedet var kommet ud var han nødt til at se det. Vores datter lå under vandet og kiggede, forunderligt... Kl. 19.07 blev hun født og jeg løftede hende selv op af vandet. Smerterne forsvandt som dug for solen, og energien strømmede pludselig i kroppen. Det var så overvældende, og jeg får tåre i øjnene hver gang jeg tænker på det. Leah græd med tåre med det samme, og strittede med lillefingrene, en rigtig primadonna var kommet til verden. Min mand klippede navlestrengen og jeg fødte moderkagen siddende i badekaret, med vores pige i armene. Mie gennemgik moderkagen, som blev fremvist, vejet og målt... Her efter kom Leah op til sin far og jeg selv gik i et kort brusebad, hvorefter Mie tjekkede om jeg skulle syes. Det skulle jeg heldigvis ikke, og var sluppet med to små hudafskrabninger.
Mie undersøgte Leah, og vurderede hende til at være helt perfekt, med en vægt på 3720g, en længde på 53cm og et hovedmål på 37cm. Leah blev lagt til brystet, og viste sig at være grådig af natur, med en perfekt sutteteknik. Mie blev hos i to timer efter fødslen, hvorefter vi var overladt til os selv og nattet. Allerede et par timer efter Mie var kørt kom den første afføring, og min mand var klar til at ringe 112. Ingen af os havde forventet så stor en mængde komme ud af så lille en krop, men da jeg fattede telefonen og ringede til Mie, forsikrede hos os om at det var helt normalt. Næste morgen kom Mie på barselsbesøg og sikrede sig at vi alle havde det godt. Det var fantastisk at være her hjemme i vante omgivelser, og Leah virkede tryk og glad.

Tanker efter fødslen

Jeg har siden fødslen tænkt meget på hvordan forløbet havde været hvis jeg skulle have født på sygehuset, og selvom jeg ikke kan vide det, er jeg sikker på jeg fik den bedste oplevelse her hjemme. Jeg tror ikke der havde været tid til, gang på gang, at undersøge mig på sygehuset og jeg havde sandsynligvis endt med at føde en stjernekigger. Det havde betydet at jeg havde fået en masse smertestillende og var blevet klippet. Jeg synes det er fantastisk at have et kompetent menneske ved sin side i så mange timer, som kun var det for mig. Jeg er ikke i tvivl om at vi tog den rigtige beslutning da vi valgte at føde hjemme, og mine næste børn skal ligeledes komme til verden her hjemme, hvis det på nogen måde er muligt.



Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional