Beretninger - Noa

Af Kim Andrea

Min anden graviditet forløb lige efter bogen, og da plukkeveerne så småt tog til, 5 dage før termin, følte jeg mig fuldstændigt klar til at føde.
Min jordemoder, Mette, konstaterede at jeg så småt var begyndt at åbne mig, babyen stod med hovedet langt nede i bækkenet og jeg kunne godt regne med at de plukkeveer måske ville blive til lidt mere i løbet af weekenden.
Så jeg råbte rigtigt: "ulven kommer!", afblæste alle aftaler, og ventede på at de veer skulle komme.
Det gjorde de bare ikke - og da jeg 8 dage senere var til jordemoder igen, kunne hun så fortælle mig at babyen nu lå med hovedet og bugen vendt opad, som en såkaldt "stjernekigger" og dette var årsagen til at fødslen ikke rigtigt ville starte.
Så jeg lå med numsen i vejret i en hel uge, så babyen kunne få plads til at dreje sig, og fødslen kunne starte.
Torsdag d. 17-2 var jeg 9 dage over termin, og til jordemoder igen. Mette kunne glad fortælle mig at umiddelbart lod det til at babyen lå bedre nu, og hun kunne løsne hinderne en smule, for at sætte skub i tingene.
De løsnede hinder satte i hvert fald endnu mere gang i plukkeveerne, men rigtige veer kom der bare ikke.
Men midt om natten vågnede jeg så endelig med "rigtige" veer, 3 minutter imellem. Jubi!
Jeg prøvede at lave hypnoseøvelser for at holde ubehaget fra veerne på et udholdeligt plan, selv om jeg ikke kunne sove. Men jeg fik klaustrofobi af vores lille soveværelse, og sovelydene fra Max (min mand) og Silke (vores 3 årige datter). Jeg var panisk ved tanken om at vække Silke, så hun ville over i vores seng og ligge.
Denne angst gjorde det for svært at koncentrere sig.
Klokken 04 gik jeg ned og ringede til min mor, og bad hende tage fri, så hun kunne komme med til fødslen. Da jeg kom i seng igen, lå jeg med walkman på og lyttede til en cd med bølgebrus, og forestillede mig veerne som bølger, og kom ind i en halvhypnotisk tilstand. Det hjalp, nok til at jeg fik sovet.
Kl. 06:30 vågnede Silke. Hun var irriterende frisk, hoppede rundt i vores seng, og ville have jeg skulle læse for hende.
Heldigvis læste Max mine signaler, og tog hende med sig nedenunder.
Jeg kunne ikke falde til ro igen, og gik ned en time senere ned i stuen, for at få noget juice.
Her havde Max så slæbt fødekarret frem, plantet det midt i stuen, og var i gang med at afdække gulvet med plast. Silke sad ovenpå karret, og plagede om at få lov at bade i det, som hun havde da vi afprøvede det.
Jeg gik helt kold - følte det største præstationspres: nu SKULLE jeg bare føde, for nu var alt klar - og jeg vidste jo godt at hvis ikke jeg fødte her i weekenden, så skulle jeg sættes i gang mandag.
Mens jeg drak mit juice kom der ingen veer. Der var ikke længere kun 3 minutter i mellem, nok snarere 10…
Jeg gik i seng igen, helt desillusioneret, men jeg fik sovet 3 timer, for jeg havde stort set ingen veer at bekymre mig om mere.

Da jeg stod op kl. 10, bad jeg Max rykke karret til side, så det kunne ligne en ordentlig stue igen. Jeg fik vist også lige bebrejdet ham at mine veer var stoppet, og vrisset lidt af ham…
Max ryddede op, og gik op for at få sovet lidt selv.
Silke var hjemme fra vuggestuen, klar til at blive afleveret hos de venner der skulle passe hende - hvis fødslen altså nogen sinde gik i gang!
Jeg havde 3-4 veer i timen hele dagen.
Dødirriterende at blive afbrudt af dem hele tiden, især når de bare ikke gad gå rigtigt i gang!
Silke kunne mærke jeg var fraværende, og blev ved med at plage mig om at lege med sig, men jeg kunne ikke overskue det, og jo mere jeg afviste hende, jo mere insisterende blev hun.
Senere på dagen gik vi over til min mor, for at der skulle ske lidt for Silke - og med håb om at gåturen kunne starte veer.
Silke legede godt der, men veerne var der stadigvæk lige langt imellem.
Min mor foreslog at Silke blev hos hende og sov, så vi kunne få hvilet lidt. Hun kunne nok godt mærke at jeg ikke rigtigt kunne rumme Silke
kl.18:30 gik vi derfra, og vi var ikke engang ude af havelågen, før veerne begyndte for alvor!
tror jeg havde 10 veer på en strækning der normalt tager 10 minutter at gå!
Jeg kunne mærke at det var de gode rigtige veer, og blev helt opstemt, selv om jeg egentlig ikke turde tro på at det endelig var nu….
Men hjemme igen blev de ved.
Jeg trængte til bare at være alene, koncentrere mig om hypnoseøvelserne, og omstille mig mentalt på at det måske endelig var nu mit lille barn ville ud.
Jeg tog et langt brusebad i mørket, kun med et stearinlys tændt.
Veerne bed godt, kom jævnligt, men var ikke så lange. Jeg kunne sagtens styre dem, og følte mig fint i kontrol af fødslen.
Bagefter gik jeg ind i seng, og lå foroverbøjet over dynerne, med stearinlys tændt, og hørte bølgelyde i walkmanen. Babyen rumsterede meget derinde, det føltes som om den drejede sig rundt, og det blev lidt mere ubehageligt.
Jeg kunne pludselig ikke holde ud at være alene mere, måtte ned til Max, og få noget støtte.
Fandt en behagelig løs kjole frem, men kom så i tanke om at min baby var ved at blive født, så jeg byttede den til en ammekjole, og blev helt opstemt over den handling: min baby var på vej!
Nede i stuen ringede jeg til hospitalet, og talte med min egen konsultationsjordemoder, Mette, som havde døgnvagt. Hvor heldig kan man være!
Jeg fortalte at der var 4-5 minutter imellem veerne, men de var ikke så lange, så der skete nok ikke noget lige med det samme. Hun ville gerne tage ud til mig, men jeg afviste hende, med den begrundelse at jeg jo stadigvæk kunne tale og spise æble, så der var nok længe igen. Max overtog telefonen da der kom en ve igen, og han kunne fortælle hende at jeg fejlvurderede veerne, der var nok snarere 2-3 minutter imellem.
Vi aftalte med hende at vi ville ringe lidt senere.
Veerne blev hurtigt mere intense, selv om de stadig var korte. Jeg stod lænet op af kommoden og brølede at Max skulle bore sine tommelfingre ind i mine balder ved hver ve. Jeg fik sværere og sværere ved at kontrollere min vejrtrækning.
Max havde nogle praktiske ting han godt ville ordne, så vi ringede til min mor 21:30, så hun kunne hjælpe. Min søster havde lige ringet til hende, og lovet at komme over og sove der, hos Silke. Så vi behøvede ikke stresse med at få Silke afleveret hos vores venner til pasning - heldigvis.
Min mor kom, og ville så gerne hjælpe, men hun kunne ikke finde ud af at trykke der hvor Max gjorde under veerne, og det var jeg helt afhængig af.
I stedet var hun praktisk gris, og ringede efter jordemoderen, og sagde at NU ville vi gerne se hende. Desværre var hun midt i en anden fødsel, så vi måtte vente.
Det selvhypnose jeg havde lært, med at forestille mig veerne som bølger, fungerede dårligere og dårligere - mine veer mindede slet ikke om bølger, der var ingen "top" på, de varede 20 sekunder, men føltes som en lang intens gang elektrisk chok.
Det var helt ulideligt, og jeg blev mere og mere bange over slet ikke at kunne kontrollere noget som helst - kunne hverken trække vejret eller tænke når de kom. Jeg begyndte at kaste op af smerterne, og rystede over hele kroppen.
Jeg kunne mærke på min mor og Max at de heller ikke vidste hvordan de kunne hjælpe, denne fødsel var så anderledes end min første fødsel.

Min skønne jordemoder Mette, kom 45 minutter senere, og spredte en dejlig ro. Det var helt fantastisk at se en jeg kendte, og som var professionel, og ikke virkede fortabt over den situation jeg var i.
Hun konstaterede at jeg var 5 fingre åben, og at barnet igen lå som stjernekigger, og det var derfor veerne var så korte og intense, og svære at styre.
Først blev jeg lettet over de 5 cm - jeg VAR i fødsel! - så blev jeg ked af det - kun halvvejs… Og jeg kunne jo slet ikke styre det!
Fortalte Mette at jeg ikke kunne klare lige denne type veer, og godt ville overveje at blive overflyttet til hospitalet, hvis ikke de ændrede sig. Max protesterede først, men Mette sagde at hun kunne mærke jeg mente det, og selvfølgelig ville jeg kunne komme på hospitalet, og evt. få bedøvelse, hvis de skulle blive ved med at være så pinefulde - men hun synes vi skulle vente en halv time først.
Jeg fik akupunkturnåle på, mod smerterne, og kom i fødekarret for at ligge på alle 4, så baby kunne vende sig rundt.
Dette gjorde den kort efter, intenst smertefuldt, men så snart den var rundt, blev veerne gode igen.
Jeg blev undersøgt indvendigt igen, og nu havde jeg allerede åbnet mig 7 cm!
Jeg fik næsten med det samme umådelig pressetrang, og lov til at presse med. Mette sagde at hvis jeg pressede så vandet gik, ville jeg åbne mig det sidste med det samme.
Det gjorde ikke spor ondt mere, når veerne kom tog min krop over, og arbejdede med dem.
Det var fantastisk at mærke hvor sejt min krop arbejdede, jeg kunne bare sidde inden i mig selv, mærke hvordan kroppen selv pressede og stønnede, men smerte kunne jeg ikke mærke noget af.
Jeg sad på knæ, med front ud mod Max, der sad ved siden af karret. Han holdt om mig, kyssede mig på panden, og gjorde mig rolig. Hver gang jeg havde en ve, kunne jeg høre Mette rose og berolige mig, hvilket var meget opmuntrende og rart.
Da vandet gik, åbnede jeg mig de sidste 3cm, og mærkede hurtigt hvordan min krop selv skubbede barnet ned af. Jeg kunne mærke tydeligt præcist hvor langt barnet var nået, men det gjorde stadigvæk ikke ondt.
Mette fik mig til at sætte mig med ryggen til Max, han holdt under mine arme, og jeg sad med det ene knæ i gulvet, det andet bøjet.
Jeg kunne mærke barnets hoved begynde at komme ud, det var som om det svuppede lidt op af, og jeg kunne mærke at jeg bristede en smule fortil. Mette spurgte om jeg selv ville tage barnet, men jeg var for opslugt af den der fantastiske pressetrang til at have lyst.
Veen var klinget af, men det sved og brændte så meget, og jeg vidste at jeg kunne få barnet ud hvis bare jeg pressede igennem, så det gjorde jeg - mærkede hvordan resten af barnet svuppede ud af mig, og svømmede under vandet, hen til Mettes hænder. klokken var 0:43, d.19-2/05
Mette rakte mig barnet med det samme, og jeg tog det ind til mig. Det havde store, vidtåbne øjne og brunt punkhår, og begyndte at vræle, og jeg løftede benet, og så det var en lille pige!
Jeg sad med hende i karret lidt, så hun kunne svømme rundt. Det gjorde hende helt rolig. Max sad lige bag mig og beundrede hende også, og hun så på os, med sine store øjne.
Max klippede navlesnoren, og jeg måtte op af karret, for at få taget blodprøve af navlestrengen (jeg har rhesus negativ blodtype).
Moderkagen blev født i sofaen, og jeg fik syet nogle få sting. Det hele gik utroligt hurtigt, jeg kunne slet ikke fatte at det bare var det - hvor var det bare nemt!
Og jeg følte egentlig kun at det havde gjort ondt den ene time hvor jeg ikke havde kunnet klare smerterne, resten af tiden havde været nemt og naturligt. 6 timers tid havde det taget - min første fødsel tog 25 timer!
Så fik jeg min lille pige igen, efter den hurtige gang syning, og hun tog brystet, som havde hun aldrig lavet andet. Hun lå og stirrede på mig mens hun spiste, og så meget undrende ud.
Min mor tryllede noget natmad frem, og vi sad alle fire og spiste, og talte om den fantastiske fødsel. Selv Mette måtte indrømme at hun syntes det havde været en rørende oplevelse, selvom hun jo var en hærdet jordemoder.
Først kl.03:30 blev babyen målt og vejet:3450 og 52 cm. Hun var stadigvæk spilvågen og nysgerrig.
Mette og min mor gik 04, og vi gik op i seng, og lå længe og beundrede vores langhårede lille prinsesse, med de tykke kinder og store øjne!
Hun ligner bestemt en der hedder Noa-Maya - som betyder fredelig og smuk.



Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional