Brugerindlæg - Hjemmefødselserfaringer og andre erfaringer


Af Lars og Pia Johansen, Stenlille


Vi har tre børn. De to første er født på fødeafdelingen i Holbæk. To gode fødsler med to dejlige jordemødre. Lars var med til begge fødsler og deltog aktivt både med at hjælpe med praktiske ting, men også en god psykisk støtte. Jordemødrene var gode til at lade ham deltage og gav plads til, at han kunne være med hvor han ville. På den måde følte han sig ikke overflødig. Som fødende var det også rart, at have bare et menneske i hele verden, der kendte mig rigtig godt og som kunne tage sig af mig når det hele blev lidt svært.

Jeg har begge gange gået til konsultationer i Tølløse hos Anne Marie, som er en sød og afslappet jordemoder, meget lattermild. Hver besøg hos hende tog ca. 15 minutter og her skulle vi tale alle de mange spørgsmål igennem som man kan have som gravid. Vi/jeg sad der med en masse ting, vi gerne ville vide, men grundet den pressede situation, mangel på tid og kendskab til jordemoderen, så ruller der en sort klap ned for øjnene, og vi fik ikke spurgt om noget. På den måde blev de 15 minutter nærmest svære at fylde ud. Anne Marie har telefontid hver onsdag i en time. Her kunne jeg så ringe hvis jeg havde et eller andet jeg lige ville vide, hvis jeg ellers kunne huske det når, først det blev onsdag, eller hvis jeg kunne komme igennem på hendes telefon. Derfor endte langt de fleste af mine spørgsmål hos min mor og svigermor, som da også var meget behjælpelige, men ikke ligefrem var uddannede jordemødre. Mange ting læste jeg mig til og brugte internettet. Men det var slet slet ikke tilstrækkeligt og jeg gik med en masse ting som jeg var nervøs for, men ikke rigtig kunne få svar på, da jeg ikke kunne komme i kontakt med en jordemoder. Og hvis jeg ringede til svangreambulatoriet var det ikke den sammen jordemoder jeg fik fat i, men en forskellig hver gang, som ikke kendte til min situation.


Vores tredje barn valgte vi at føde hjemme fordi nummer to fødsel gik meget stærkt (nåede kun lige ind på sygehuset inden jeg fødte). Det meste af graviditeten gik med at finde ud af hvor meget hurtigere nummer tre ville komme ud, og hvordan vi klarede at føde i bilen. Tre måneder inden termin kom jeg så i kontakt med Anne Persson fra hjemmefødselsordningen, som hørte på de tanker jeg tumlede med, og hun anbefalede mig at føde hjemme, for at være sikker på at det ikke skete på vejen til sygehuset. Hun udviste meget stor forståelse for min frygt, og satte mig med det samme i kontakt med Susanne Warming, som skulle tage sig af min fødsel.

Få dage efter fik vi en aftale i hus med Susanne som kom på besøg i vores hjem. Her fortalte hun om hjemmefødselsordningen, vi så billeder fra hjemmefødsler, snakkede om mine tidligere fødsler, om hvordan og hvor vi kunne forestille os denne fødsel skulle foregå, om at drengene kunne være med til fødslen og vi fik alle formaliteter i orden. Og så hyggede vi og lærte hinanden at kende. Da hun gik, fik jeg en krammer, der gav en nærhed der har betydet meget for mig. Besøget tog 2½ time, og da hun gik fra os var jeg meget mere rolig og meget overbevist om, at den her fødsel bare ville blive super.


Vi havde også et besøg af Anne som skulle føde med mig, hvis Susanne var midt i en anden fødsel eller på ferie (Freja er født midt i industriferien). Ved Annes besøg snakkede vi om hvordan vi skulle klare fødslen, hvis den skulle ske så hurtigt at jordemoderen ikke kunne nå frem i tide. Det gav os en stor ro, og en overbevisning om at det ikke var helt umuligt at føde selv. Den snak kunne vi godt have brugt at jordemoderen fra Holbæks fødeafdeling, havde taget med mig på et tidligere tidspunkt. Jeg har ikke før jeg mødte Anne haft en følelse af, at min angst for en lynfødsel blev taget alvorligt.

De efterfølgende gange Susanne var her, var meget dejlige og vi havde god tid til at snakke om graviditeten, til at undersøge maven og moren, snakke med drengene og i det hele taget lære hinanden godt at kende. Nu var det jo lidt sent i graviditeten jeg besluttede at det skulle være en hjemmefødsel, så vi havde meget vi skulle nå.

Når Susanne gik fra mig efter et besøg, havde jeg hver gang en følelse af, at hun bare gik og ventede på at min fødsel skulle gå i gang. Det er ret dejligt og meget specielt, at have sådan en følelse af, at være noget særligt. Sådan har jeg snakket med flere piger, der har følt det med jordemødrene i hjemmefødselsordningen.

Hvis jeg havde brug for at vide et eller andet, eller var der noget jeg var nervøs for, så ringede jeg til Susanne, som hver gang var der og havde tid til at snakke med mig, eller måske kigge forbi. Og havde hun fri, så vidste jeg, at jeg kunne kontakte Anne, som så stod til rådighed for mig. Det giver en enorm tryghed at vide, at der sidder en jordemoder som kender til lige netop min graviditet, min familie og mine behov.


Vi var til åbent hus arrangement i Slagelse en gang inden fødslen, hvor vi mødte andre der havde født hjemme, hvilket gav lidt gode ideer til hvordan tingene kunne foregå.

Ugerne op til fødslen brugte jeg på, at skaffe ting og sager vi kunne få brug for under fødslen, og fylde mad i fryseren til dagene efter fødslen. Denne forberedelse var ikke kun fysisk, men også rent psykisk forberedte jeg mig på fødslen ved at, gå omkring og finde alle de ting og sager jeg kunne tænke mig at få brug for. Det var jo alt fra stearinlys, over i mad, håndklæder og fødekar.


Da endelig den store dag oprandt, ringede jeg til Susanne for at få hende ud, og hun kom med det samme. Da hun kom ind ad døren var det bare helt naturligt, jeg havde ikke en følelse af at hun var vores gæst, f.eks. fandt hun selv mælken til kaffen i køleskabet. Og som det mest naturlige i verden redte hun og Lars en madras op inde i stuen som jeg kunne ligge på. Det var ikke noget vi behøvede at snakke om, for hun vidste det fra de lange og mange besøg i vores hjem. Susanne virkede meget hjemmevandt, og fandt sig selv til rette uden at skulle serviceres. Drengene hilste på hende, fik deres morgenmad og futtede ovenpå for at se en film. Ingen pollimik fra deres side; de var vant til at Susanne var der. Hun pakkede sine ting ud og fandt sig til rette i vores køkken, ved fødekarret, som om det var det mest naturlige i verden. Hvilket det jo også var.

Under fødslen var det betryggende at vi kendte hinanden så godt. Vi havde flere gange snakket om hvordan jeg havde haft det ved de andre fødsler, mine ønsker, og tanker, ting jeg var bange for og ting jeg var glad for, og det virkede som om hun havde helt styr på hvordan og hvornår jeg havde lyst til forskellige ting. Og jeg var så tryg ved hende at alt hvad hun sagde og gjorde gik rent ind. Ved de andre fødsler har jeg betvivlet jordemødrenes evner, men med Susanne var jeg ikke i tvivl om, at hun var hamrende kompetent.


Efter fødslen blev hun hos os i tre timer, vi spiste boller og hyggede sammen med drengene, beundrede Freja, og tjekkede at baby og mor begge var ok.


Freja blev født en onsdag og torsdag var jeg i kontakt med Susanne i telefonen pga. lidt bøvl med Freja, hun tilbød at komme på besøg, men jeg takkede nej. Fredag kom hun på barselsbesøg, hvor vi snakkede fødslen igennem, rart at snakke med den jordemoder jeg havde født med, det har jeg ikke prøvet på sygehuset. Ved nummer to fødsel snakkede jeg ikke med en jordemoder efter fødslen og baby blev heller ikke undersøgt af en børnelæge inden vi tog hjem. Susanne spurgte til hvordan vi alle sammen havde det, og vi lavede aftale omkring PKU testen. Mandag eftermiddag kom Anne og besøgte os og foretog PKU testen. Igen snakkede vi en masse om hvordan fødslen var gået og om hvordan vi som familie og enkelt person havde det.


Efter fødslen er vi stadig velkommen til åbent hus, og det er noget jeg som mor kommer til at benytte mig en del af, grundet tilknytningen til Susanne. Det er svært bare at give slip på en person jeg har haft så tæt inde på livet. På den måde kan jeg give slip i eget tempo, eller blive hængende til der måske kommer flere børn.


Til sidst har vi gennem de lange og mange konsultationer med Susanne og Anne fundet ud af, at det slet ikke er så svært at føde og vi har lært meget mere om fødsler og graviditeter denne gang, end ved de to andre fødsler. Samtidig blev vores store tryghed ved at føde på sygehuset manet til jorden. Vi lærte at det tager den sammen tid at rigge en operationsstue til, som det tager at komme af sted på sygehuset. Det er jo så bare en falsk tryghed vi har gået rundt med hele tiden.

Og så betyder det alt i hele verden at føde med en dejlig jordemoder som man kender virkelig godt, og bare svinger sammen med.

Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional