Brugerindlæg - Kommentar af Marianne Day, Holbæk


Jeg har tidligere givet udtryk for min tilfredshed med Hjemmefødselsordning i VestSjællandsamt (i en beretning i medlemsbladet fra Forældre og Fødsel juni 2006 http://www.fogf.dk/Artkls/0604-01.html) men har stadig flere rosende ord til overs:

At kunne føde i eget hjem med en jordemoder man kender, burde være en hver kvinde forundt. Jeg har født 2 børn naturligt; vores første på Hospital, og vores andet barn hjemme. Da jeg fødte på hospital følte jeg mig ganske vist sikker og i gode hænder, men følte tillige at det var en noget passiviserende og upersonlig oplevelse, hvor der ikke var så meget tid og rum til at tale om hvad jeg og min mand ønskede eller til at fokusere på hvad der kunne gøre mig tryg omkring den store fysiske og psykiske opgave en fødsel nu er.

Da jeg blev gravid for 2. gang besluttede vi at prøve noget andet: Jeg havde hørt så meget godt om hjemmefødselsordningen efter vi var flyttet til Holbæk, og henvendte mig pr. mail til en af jordemødrene og blev senere ringet op for et uforpligtende møde - Hjemme hos os selv! - Jordemoder Sabine kom og fortalte om hvad hjemmefødselsordningen tilbyder og viste billeder fra og artikler om sikkerhed ved hjemmefødsler. "Så kan vi tales ved når I har besluttet om I vil føde med os" sagde hun... Men vi kunne sige ja tak med det samme. Alene følelsen af at sidde dér med en velinformeret og kompetent jordemor i sin egen stue, og vide at sådan ville det blive ved minimum 7 konsultationer og om alt gik vel også ved fødslen, gjorde at vi ikke var i tvivl.

Nogle ville mene at det er en unødig luksus at have lange konsultationer med en kendt jordemoder, men jeg kunne ikke være mere uenig i den holdning; Når en kvinde føder er der så mange ting der spiller ind på forløbet udover det rent fysiske, at det kun kan være en fordel at kvinden føler sig tryg, og at der er blevet talt om de ting der har betydning for/er en forudsætning for dette. Det kan være angst for smerter, for ikke at slå til. Ønsket om at føde i en bestemt stilling. Behovet for ro og få mennesker omkring sig etc. Jo! de ting kan man også tale om til konsultationer på hospitalet, men nogle få linier i en vandrejournal batter bare ikke rigtigt så meget når fødslen er i gang, og da er det de færreste som har overskud til at tale om de ting i detaljer, og i mange tilfælde for sent at begynde at "arbejde" med det. Størst mulig indflydelse på egnen fødsel burde alle have krav på, og jeg mener (uden at have dokumentation for det) at netop tryghed kan være med til at forhindre at veerne går i stå, og kan give en kvinde det sidste overskud til lige at presse eller bevæge sig lige den "lille" smule mere der skal til, for at undgå "sugekoppen".

Jeg fødte hjemme i trygge og kendte omgivelser med assistance fra min mand og jordemoder Sabine, som vi på det tidspunkt havde lært at kende godt. Sabine vidste hvad der havde rørt sig i mig omkring fødslen og hvordan jeg i videst muligt omfang ville føde. Derfor var det ikke nødvendigt med så meget "snak", og "følen sig frem" Vi kunne fokusere på det det handlede om, nemlig at bringe et lille nyt menneske sikkert og roligt til verden. Det blev for resten en dejlig lille dreng!

Man kan kun beundre de 6 jordemødre i hjemmefødselsordningen (Vest)Sjælland for at ville stå så meget til rådighed for de fødende. De arbejder så dedikeret og samvittighedsfuldt, at vi kun kan ønske at ordningen bliver bevaret til gavn for fremtidens gravide, nyfødte og familier.

MVH Marianne Day - på vegne af hele familien Day

Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional