Brugerindlæg - Tre meget forskellige fødsler af Anonym


Denne fødselsberetning har været længe undervejs.
Nu hvor min lille datter er ca. 7 måneder forsøger jeg at sætte ord på min fødsel.
Jeg vil gerne sige tak til hjemmefødselsjordemor: Susanne Warming, som var meget venlig og imødekommende, da jeg helt uopfordret ringede hende op for at diskutere mit fødselsforløb.
I mine 4 fødselsberetninger er der udeladt en del ting. Dels ville det kræve meget lange redegørelser at beskrive alt, og dels er der stadig en del ting, jeg har et meget følelsesladet forhold til, så jeg har valgt at give en mere overordnet beskrivelse.

Hvis ikke det havde været for nogle idealistiske hjemmefødselsjordemødre tør jeg ikke tænke på, hvor jeg var endt i fødselsstatistikken. Men jeg tror, jeg var endt i rubrikken: "dårlig til at føde".
Min første fødsel som jeg vedholdende vil fastholde var en helt normal fødsel, fik systemet godt og grundigt forstyrret med alle de mange rutineprægede og dybt unødvendige indgreb. De mange ukendte ansigter, jordemoderskifte og det at skulle føde på et sygehus gjorde, at der bare ikke var tryghed og omsorg nok.

Nu er jeg så alligevel endt i rubrikken som "særdeles god til at føde". Faktisk føler jeg mig her efter 4. gang som en rigtig superføder! Det er dejligt at føde. Og ikke særlig smertefuldt for mig. Men uden hjælp fra hjemmefødsels- jordemødre, så var jeg aldrig nået dertil.

Min anden fødsel var stadig præget af en del angst, men gik dog langt bedre end første fødsel. Det gør noget ved en, når man ikke bliver behandlet med omsorg og venlighed, og de følelser af angst og utryghed sidder i en til næste gang man skal føde.

Min tredje fødsel blev min store succes.
Denne gang fødte jeg med den samme hjemmefødselsjordemoder som jeg havde født med 2.gang. Det blev en fantastisk hjemmefødsel, hvor alt bare gik perfekt. I hvert fald syntes jeg bare, jeg var superkvinden bagefter.
Jeg gik faktisk 12 km få dage efter fødslen! Det var sådan en energirus, og så ammede jeg barnet mens jeg gik -
ind til byen og sidde på cafe og tilbage igen. Den træthed som, man tror skal følge med at føde, havde jeg ikke skyggen af. Jeg følte helt konkret at jeg var blevet fysisk såvel som psykisk stærkere af at føde!
Men det var kun fordi jordemoderen gjorde sit job så godt. Hun er en garvet hjemmefødselsjordemor, og hun var der bare. Hun var enormt nænsom og forstyrrede mig så lidt som overhovedet muligt. Hun var der med sin ro, sin tryghed og sin klippefaste tro på mig - på at jeg var en superføder. Uanset hvilken forhistorie jeg så havde.
Og det virkede! Jeg blev en superføder under hendes kyndige indflydelse. Jeg gjorde jo alt arbejdet helt selv.
Men hun bidrog med noget, der er svært at sætte både ord og tal på.
Man kan vel kalde det jordemoderkunst?

Den dårlige fødende blev til en superfødende, da der kom en jordemor til som ikke blot var uddannet, men som også FORSTOD fødslens mysterium, hvis man kan kalde det det?
Hun vidste, hvordan hun skulle understøtte mig, så jeg kunne finde fødselskræfterne i mig selv.
Den fødsel er et af mit livs største sejre. For det var op ad bakke. Mod systemet, mod overlægen der ringede hjem til mig og brugte en time på at gøre mig bange, og sige at jeg ikke måtte føde hjemme.
Men jeg ville. For jeg troede ikke længere på eksperterne. Jeg tror ikke på fødekulturen i Danmark. Statistikkerne taler deres eget skræmmende sprog. Og det er tydeligt, at der findes fødeafdelinger, hvor kvinderne føder godt og naturligt og andre, hvor de udsættes for alt for mange indgreb.
Jeg havde fundet ud af, at hjemmefødselsjordemødrene var min absolut bedste chance for at få en sund og naturlig fødsel - og for bagefter at føle mig som superføder.

4.gang ville jeg så gerne føde på samme måde. Men da havde de nedlagt hjemmefødselsordningen....
Hvor typisk! Den ordning der præsterer de allerbedste fødselsforløb, som i mit tilfælde hjalp mig over systemets svigt og sparede i tusindvis af kr., fordi jeg selv fødte så fint og flot og helt ukompliceret, den lukker man da!
Så forsøgte jeg, at finde en kendt jordemor selv, men det var bare ikke muligt denne gang.
Så sagde jeg til mig selv, at jeg nok også kunne få en lige så fin fødsel alligevel.
Dog måtte jeg først lige klage til Sundhedsministeren og Sygehusets ledelse. For jeg fik den besked af den ledende jordemor, at jeg ikke skulle regne med at kunne føde hjemme, da de kun ville sende en jordemor ud, hvis de mente, de kunne undvære hende i vagten.
Dette viste sig jo så, at være dybt ulovligt, og jeg fik da også hurtigt brev tilbage fra de ovennævnte instanser om, at sygehuset har pligt til at assistere ved en hjemmefødsel og, at jordemoderens udmelding havde mødt kritik fra ledelsen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det. Ved ledelsen slet ikke, hvad der foregår i forvejen?

Nå - men selv om jeg vidste, jeg havde lovgivningen på min side, så gjorde det mig ikke tryg, at vide, at den normale procedure - ulovlig eller ej - altså var at en hjemmefødende- hende kunne man afvise og bede om at indfinde sig til den institutionsfødsel, hun med al magt ville undgå......

Så oprandt dagen. Jeg gik i fødsel og institutionsjordemoderen indfandt sig. Da jeg så hende følte jeg en lettelse, for hun så "garvet" ud og jeg tænkte, at hun nok havde erfaring og mod nok til at turde føde hjemme.
Det endte så også med at blive en sund og ukompliceret fødsel som den 3. fødsel. Jeg fødte i vand og jeg havde faktisk stort set ingen smerter. I hvert fald ikke noget, der er værd at snakke om. Doulaen som vi også havde med til fødslen sagde, at hun aldrig havde set en fødende, der var så velbefindende. Men jeg havde det også bare fint.
Jeg havde erindringen om den seneste fødsel i kroppen og jeg glædede mig til at føde så flot igen! Jeg er sikker på, at det gjorde, at det føltes så rart og afslappet.
Institutionsjordemoderen troede godt nok i et godt stykke tid ikke på, at jeg var i fødsel. Måske fordi jeg var glad og ikke gik rundt og sagde av hele tiden. Men fødslen gik stabilt og rolig fremad og blev afsluttet på ca. 6 timer.
Måske ikke så hurtigt - men til gengæld superharmonisk. Jeg havde virkelig selvtilliden i orden og følte -jeg kan bare det der med at føde. Jeg ved, hvad det drejer sig om, og jeg ved, jeg kan.

Alligevel er der jo også en angst. En angst for at det kan gå galt. Og derfor fik jeg desværre ikke sagt fra overfor institutionsjordemoderen. Jeg fik at vide, at hun faktisk var forholdsvis positiv overfor hjemmefødsler. Men det var tydeligt, at hun havde sin fødselskultur med sig fra institutionsverdenen. Hun var kort fortalt ikke en rigtig hjemmefødselsjordemor, som jeg tidligere havde prøvet det. Hun havde desværre en masse unoder fra institutionsverdenen med sig.
Hun kom ind i mit hjem og startede med at sige, at hvis ikke jeg kom i rigtig fødsel, så ville hun gå igen for at hjælpe de andre på sygehuset, som havde travlt. Det synes jeg er en tarvelig udmelding at komme med, da jeg fra det øjeblik følte et enormt præstationspres for at føde i hendes tempo- ellers ville hun forlade mig - eller måske overføre mig til sygehuset? En rigtig hjemmefødselsjordemor kan derimod det der med at have uendelige mængder tålmodighed.
Det kunne institutionsjordemoderen ikke. Hun bar travlheden og stessen med sig, og det var kun fordi, jeg havde oplevet min drømmefødsel, at mine veer ikke blev påvirkede af det. Hun insisterede så på, at når hun undersøgte mig, så skulle hun digitalt presse livmoderen ud til siderne, så hun ligesom med vold åbnede livmodermunden.
Det lod jeg hende desværre gøre. En lille stemme inden i mig sagde, at det skulle hun lade være med. Jeg havde fine, effektive veer og det føltes voldsomt grænseoverskridende. Men hun havde bare den der strenge attitude, og hun sad jo med magten til at dømme om fødslen kunne foregå hjemme eller ej. Så jeg lod hende gør det, selv om jeg syntes, det var en fuldstændig sindssyg måde at agere jordemor på!
Hun fandt også på, at jeg skulle have et lavement. Det har jeg aldrig oplevet at rigtige hjemmefødselsjordemødre kræver. Jeg lod hende få sin vilje - lidt a la "du får ret - jeg får fred". Jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle begynde at diskutere med hende.- for hun var eksperten og jeg var bare den uvidende fødende. Hun vidste besked, selv om det jo var min krop og min fødsel. Anderledes var det med den rigtige hjemmefødselsjordemoder, som var så nænsom og i stedet for at stresse med voldsomme undersøgelser lod mig helt i fred og som trode på, at jeg den fødende selv var den rigtig ekspert.
Da jeg så kom op i badekaret valgt jeg at jeg ville føde stående på knæene for at skabe god plads i bækkenet og fordi det var en stilling, jeg kunne klare i lang tid modsat f.eks. at sidde på hug.
Igen opførte institutionsjordemoderne sig grænseoverskridende. I stedet for at lytte til barnets hjertelyd under maven skulle hun tilsyneladende lytte i mellem mine ben, og det føltes simpelthen så seksuelt grænseoverskridende selv om det selvfølgelig godt nok er der, "det foregår" når man føder, men hun gjorde det på en respektløs måde, så efter nogle gange skreg jeg, at hun skulle holde op. Hun reagerede ikke før, jeg havde råbt op i ret lang tid. Så opgav hun. Men hvorfor skulle hun dog rumstere sådan? Fødslen gik jo simpelthen så godt. Det var bare hendes eget behov for kontrol og som insitutionsjordemor var hun åbenbart ikke vant til at udvise respekt for den fødende og dennes privatsfære. Ja sådan en har man altså også - selv i en fødsel!
Pressefasen gik fint og flot som udvidelsesfasen. Da hovedet var helt nede grinte jordemoderen og skubbede til hovedet og sagde - se babyen er helt nede. Det syntes jeg også var respektløst, fordi jeg kunne mærke at barnet rokkede frem og tilbage idet hun skubbede til det. Det er godt nok små ting. Men det var bare den der mangel på respekt og mangel på indføling.
Hun syntes, hun havde ret til at røre ved mig og barnet, som det lige passede hende. Og hvordan siger man fra, når hun ikke stopper selv om, man skriger?
Da hovedet så var født - også fint og flot - var der lige lidt modstand fra skuldrene.
Selvfølgelig - kan man næsten sige- valgte hun at bruge brutal vold og hev bare barnet ud i stedet for lige at bede den fødende om at ændre stilling. Med det resultat, at jeg fik en rift, som hun skabte med sin voldsomhed. I øvrigt havde jeg født helt blidt og uden at gå det mindste i stykker. Hun syntes vist selv, at hun var noget af en helt og grinte over, at hun havde måttet svede og bruge sine store muskler. Jeg tænkte, at hun havde et behov for kontrollere fødslen og bestemme slagets gang i stedet for som en rigtig hjemmefødselsjordemoder at hjælpe den fødende til selv at finde kræfterne. Jeg syntes ikke, det var særlig flot at hun havde så store muskler idet jeg ville foretrække at hun brugte sin forstand og forståelse af fødslen i stedet for at bruge rå vold....
Da jeg læset Susanne Warmings artikel om at forløse skuldre på den rigtige måde blev jeg bekræftet i min intuitive fornemmelse. Efterfølgende måtte jeg konsultere en kraniosakralterapeut, som sagde, at det jordemoderen havde gjort havde medført, at mit barn havde spændinger i nakken og dermed påvirkning af vitale nerver. Derfor græd hun meget mere end mine andre børn - uden at det dog var regulær kolik.
Da jeg skulle sys sammen bad jeg institutionsjordemoderen om at gøre det grundigt og jeg ville gerne lægge mig op på spisebordet.Men det ville hun ikke. Hun ville heller ikke have en stol at sidde på. Hun syntes ikke riften var noget særligt og syede den lynhurtigt. Med det resultat at syningen gik op efter nogle dage, og det er her 7 måneder efter fødslen ikke groet sammen på den ønskelige måde. Hun overså også en lille rift lidt længere oppe, som stadig generer mig.
Jeg håber stadig, at det kan hele normalt efterhånden, da jeg ikke har lyst til flere indgreb. Men det er noget sjusk synes jeg.
Min sammenfattende konklusion er at min 4 .fødsel også på mange måder blev en superfødsel. Men jeg vil aldrig mere føde med en institutionsjodemor. ALDRIG! Hvis der skulle blive en 5.gang, så vil jeg sætte jord og himmel i bevægelse for at få en RIGTIG HJEMMEFØDSELSJORDEMOR - og ikke sådan en "klamphugger" af en jordemor, som selv ved en hjemmefødsel, der går fint finder på "kreative" måder at lave unødvendige fødselsindgreb på og som mangler empati og indføling - og ja ikke mindst RESPEKT!

Egentlig er hun sikkert en god og dygtig jordemor. Hun har bare taget stor skade af i alt for mange år at være i et system, der ikke varetager de fødendes reelle behov. Måske har hun gjort det så længe, at hun ikke længere kan skelne mellem godt og dårlig jordemoderarbejde? Måske er hun udbrændt?

I hvert fald vil jeg sige, at der skal flere hjemmefødselsjordemødre til! Så hvis der er nogen, der går og har det skidt med de forhold de arbejder under på sygehusenes mere eller mindre umenneskelige "fødefabrikker" så sig fra!
Jeg og mange andre fødende har brug for jer! Vi har brug for, at I reagerer på den viden, I har.

Kærlig hilsen "Superføderen".

Sponsor 1    Sponsor 2

Valid XHTML 1.0 Transitional