Efter fødslen kan du opleve blødninger som ved kraftig menstruation. Derudover er det meget normalt at opleve efterveer. Især i forbindelse med amning. Veerne kommer som følge af, at livmoderen trækker sig sammen. Du kan tage smertestillende såsom Panodil, Pinex eller Pamol for at lindre smerterne. Disse kan ligeledes hjælpe hvis du har ømhed efter brister i skeden. Det er tilladt at tage op til to tabletter a 500 mg fire gange i døgnet, men hvis du er i tvivl, bør du spørge din læge eller jordemoder.
Smerternes styrke og varigheden af smerterne varierer meget fra kvinde til kvinde. Det kan være en langvarig proces at vende tilbage til kroppens naturlige stadie. Derfor er det vigtigt at du væbner dig med tålmodighed og tager imod al den hjælp og støtte, som du kan få. Det kan tage helt op til et år, før du føler dig “normal” igen. En graviditet og fødsel er en hård omgang for kroppen, og eftersom det tager 9 måneder at være gravid, kan man også sagtens forvente 9 måneder til at komme sig igen.
Foruden smerter og efterveer er det meget naturligt at opleve en udpræget træthed. Det skyldes både at kroppen skal producere næring til barnet, og samtidig får du vendt op og ned på din døgnrytme.